Det handler om venlighed

Vi er gode til at lovprise kærligheden. Hvad med venligheden? Ricky Gervais' "Derek" er en morsom og rørende hyldest til venligheden - en kraft, der kan definere os som medmennesker, hvis vi gider eller tør.

Der er skrevet et par sange om kærlighed igennem tiderne. Faktisk er det utroligt, at en hel del sangskrivere stadig kan causere over emnet uden at forfalde til klicheerne. Jeg blev glad, da Ryan Adams i 2011 skrev en ode til venligheden. "Kindness" var fast inventar på min telefons playliste, da jeg pendlede mellem Horsens og København i de første seks måneder af 2012. Gåturen fra hovedbanen og op til mit praktiksted i Skindergade føltes helt rigtig med ordene "Kindness don't ask for much, but an open mind, kindness can cure a broken heart, honey are you feelin' kind?" i ørerne, mens kamikazecyklisterne fløjtede forbi i morgentrafikken. De fik sgu et smil, gjorde de. Uanset hvor sure eller indebrændte de så ud. "Kindness" er en af den slags sange (Neil Youngs "Heart of Gold" er en anden), der giver mig troen på det gode i mennesket tilbage. Ganske belejligt, hvis man har overhørt en vrisserøv i kiosken eller set en rethaverisk fuckfinger i trafikken.

Vi er meget fokuseret på kærligheden, og vi ved instinktivt, at vi ikke lykkes som mennesker, hvis vi ikke får lov at elske og blive elsket. Det stigende antal singler er et produkt af den tiltagende individualisering, og når man - som jeg - har et hjem med kone og tre unger at tænke på og vende hjem til, er det nemt at få lidt ondt af singlerne. For i sidste ende må de leve et overfladisk liv uden rigtig kærlighed, mens de dyrker deres frihed i lejlighedens beklumrede guldbur. Sådan kan man hurtigt, nemt og groft generaliserende kloge sig på andres liv og lykke.

Men måske lever de bare højt på venligheden. Næstekærligheden. Eller kammeratskabet, som venlighed med tiden udmøntes i, når den udøves blandt bekendte.

Jeg blev mindet om venligheden, da jeg så Ricky Gervais' serie "Derek" på Netflix. Min kone og jeg slugte samfulde afsnit af første (og til dato desværre eneste) sæson på et par aftener.

Ricky Gervais, der mest er kendt for "The Office" og den ekstremt provokerende værtsrolle ved Golden Globe-prisuddelingerne, har lavet en morsom og rørende serie om plejehjemmet Broad Hill og de mennesker, der bor og arbejder der. Serien er lavet som et realitydrama, og Ricky Gervais spiller selv rollen som den 49-årige Derek Noakes, der er et følsomt og uskyldigt menneske. Han er formodentlig udviklingshæmmet, men det får vi aldrig rigtig at vide. For både hjemmets beboere og lederen Hannah (Kerry Godliman) sætter så stor pris på Dereks engagement og elskelige væsen, at en diagnose ikke skal stå i vejen for Dereks ansættelse på stedet.

Hannah har tydeligvis en forkærlighed for de lidt skæve eksistenser, for stedets pedel er også i en klasse for sig. Dougie (Karl Pilkington) virker temmelig livstræt og opgivende, men glimtvis lyser hans indignation og næstekærlighed igennem, når han ser uretfærdighed. Han er leveringsdygtig i skideballer, hvor alt det, alle tænker, kommer for en dag. Bag den opgivende og ligeglade facade er også et venligt menneske, der vil gøre godt, når det betyder noget for andre.

Endelig er der Kev, der vist bare "hænger ud" på stedet. En uhygiejnisk og flommet personage med en lummer tankegang, der mest er centreret omkring hans egne kønsorganer. Men der er også plads til ham, fordi han ikke gør nogen ondt, og fordi alle har gennemskuet, at der bag den vulgære og skrydende facade er et udtalt behov for selskab.

Jeg er i forvejen stor fan af Ricky Gervais. Jeg græd af grin over "Extras", og hans standup-shows har også været god underholdning. Men jeg blev alligevel positivt overrasket over hans indsats i "Derek". Han spiller rollen som udviklingshæmmet virkelig overbevisende, og det er svært ikke at blive påvirket, da Derek fortæller om sin sorg over en af beboernes død. Det er hjerteskærende troværdigt.

Ricky Gervais fik ideen til serien, da han så det verdensomspændende tv-koncept "Den hemmelige millionær", hvor en rigmand besøger en institution "undercover" for siden at donere penge. I et af afsnittene besøgte pengemanden et plejehjem, og det fangede Ricky Gervais, at alle medarbejderne tilsyneladende rodede rundt i deres egne privatliv, mens de lagde alle kræfter og alt engagement i arbejdet. De gamle og syge var de ansattes familie på godt og ondt. Plejepersonalet levede af at give næstekærlighed. Venligheden gav dem mening og pejlemærker i tilværelsen.

Derfor lavede Ricky Gervais en serie om venlighed. "Venlighed er vigtigere end at være klog og smuk. Jeg er ikke klog og smuk, men jeg er venlig", siger Derek, da han mindes en af beboerne. Han mindes samtidig, hvordan beboeren klappede ham på hovedet og sagde, at det var "okay", da hans fumlede fingre havde smadret noget porcelæn. Tristessen og selvbebrejdelsen forsvandt som dug for solen, mindes Derek. Som magi. Venlighed er som magi, ræsonnerer han.

Det har han ret i. Venlighed er som magi - både når man giver og modtager den.

Der er mange mennesker, der ville have godt af at forstå "Derek". Jeg ville egentlig skrive, at mange ville have godt af at se den, men på den anden side er jeg bevidst om, at nogle ikke ville fatte en skid. De ville bare se "ham fra The Office", og så ville de grine som idioterne grinede af Dirch Passer i "Mus og Mænd".

Men vi mangler venlighed i disse tider. Vi mangler tilgivelse. Lidt overbærenhed i ny og næ er også klædelig.

Brok er det nye sort. Hvis det så bare var den type, man kan blive opereret for. Næh, vi skal brokke os over stort og småt. Hvis damen i skranken har en dårlig dag, er hun givetvis både en fed ko og en fascistisk skrankepave. Hvis toget er forsinket, skyldes det nok de ansattes ugidelighed. En ugidelighed, som mine skattekroner vel at mærke belønner med en årsløn tæt på en halv million! Fandeme. Hvis der er vejarbejde på motorvejen, er det mest til for at genere bilisterne. Så ingen kan vel undres over, at folk ser stort på fartgrænserne omkring vejarbejde, og at flere også lige når at give de dovne asfaltarbejdere en strittende langemand, mens de kører forbi?

Gid flere ville gøre som Derek og tro på det bedste i andre mennesker, indtil det modsatte er bevist. Det kunne spare os for en del lykkepiller.