Musik til årstiden

Debutpladen fra singersongwriteren Peter Mathiasen, der går under navnet Son of Caesar, er et beskedent, stilsikkert og bevægende bekendtskab.

En af mine venner postulerede engang, at min musiksmag primært var rettet mod ældre kvinder og mænd med en guitar og et alkoholproblem. Der er naturligvis tale om en grov forenkling og generalisering, men jeg skal da tilstå, at aldrende mennesker med livserfaring ofte har mere at byde på end de unge, der har svært ved at finde på andre rim end hjerte og smerte.

I begyndelsen af årtusindet var der en del yngre grupper og solister, der dyrkede melankolien. Det var ofte en uforløst melankoli, en tristesse uden kendt årsag. Man fandt ikke altid ud af, hvorfor man skulle være trist. Det var mere en weltschmerz, vi skulle nyde sammen, mens vi pillede i navlefnulleret, mindedes det hårde liv i de kolde, kolde parcelhuskvarterer og drak Bacardi Breezers. "Skid, eller kom af det lokum" lød det efter sigende fra en roadie i kulissen på Roskildes Orange Scene, da en af disse melankolske bands delte rundhåndet ud af de uforløste lidelser. Klynkende omkvæd så triste som en tigger i Bombay, sang Allan Olsen i en satirisk kommentar.

Melankoli kan være ulidelig, hvis den virker falsk og påtaget. Hvis den mangler en klangbund af levet liv og eftertanke. Hvis vi skal være triste, fordi det er oppe i tiden. Fordi det er lidt fedt, sån lissom at være i kontakt med følelserne.

I fornemt selskab

Som modvægt til denne overfladiskhed findes en guldgrube af singersongwriter-udgivelser, hvoraf hovedparten blev lavet i 1970'erne. 70'erne var bestemt andet og mere end disco og soul.

Neil Youngs "Harvest" fra 1972, der både byder på den lysende glød i mørket, "Heart of gold", den reflekterende og bevægende "Old man" og den dystre kommentar til 70'ernes stofmisbrug, "The Needle and the Damage Done". Joni Mitchells "Blue" fra 1971, der bl.a. byder på  titelnummerets rammende beskrivelse: Blue, songs are like tattoos / you know I've been to sea before / crown and anchor me / or let me sail away / hey blue, here is a song for you / ink of a pin / underneath the skin / an empty space to fill in / well there're so many sinking now / you've got to keep thinking. Eric Andersens "Be true to you" fra 1975, der både byder på den opløftende ode til kærligheden, "Moonchild River Song" og mesterlige "Time run like a freight train".

De tre nævnte titler er et skyndsomt udvalg af de måske tyve titler i min pladesamling, som jeg synes har en eller anden form for fælles klangbund. Blandt de tyve plader er også Ryan Adams' "Ashes and Fire" fra 2011 og Daniel Lanois' "Shine" fra 2003, så ikke alle plader har tredive eller fyrre år på bagen.

En ny plade har fundet vej til en placering i dette udvalg. Jeg tror nok, at Peter Mathiasen vil betakke sig for at blive sammenlignet med Neil Young eller Ryan Adams, og det er sådan set heller ikke der, jeg vil hen. Men "Winter came and went" har den samme stemning og noget af den samme sound, som de øvrige plader.

Det er stemningen fra de bedste af 70'ernes singersongwriter-skiver, Son of Caesar stilsikkert serverer over ti sange og 37 minutter. Ti meget forskellige sange, der bindes sammen af en tæft for melodier og en lyrik, som er præcis, enkel og stiliseret.

Sang om lærerkonflikten
Jeg stødte første gang på Son of Caesar på DR2 en morgen, hvor han leverede en musikalsk og poetisk kommentar til lærerlockouten. Jeg havde selv konflikten inde på livet, fordi min kone var tvunget til at gå hjemme i stedet for at undervise, som hun allerhelst ville. Samtidig kunne jeg læse kommentarer på Facebook fra flere af mine venner, der afslørede en ekstrem mangel på føling med, hvad denne konflikt grundlæggende gik ud på. Pludselig sad en ung gut på tv med sin guitar og sangen "Locked", der præcist og følelsesmættet satte ord på.

Stilsikker instrumentering 

På "Winter Came and Went" er der plads til det hviskende, det buldrende, det tunge og det lette. Singlen ”Madeline Defoe” lyder af høj himmel og et glimt i øjet med sine strygere og luftige forelskelsesfraser. ”Friends In My Head” er grunge med twang og gumpetung bas som et mix af Red Hot Chili Peppers og Raveonettes. Det klæder pladen, at de stille ballader er optaget i rum, der er mere levende end pladestudiet. Rummet klæder den næsten hviskende ”Mary” og titelnummeret ”Winter Came And Went”. Sidstnævnte er at betragte som pladens diamant: Bevægende, usentimental, enkel og usigelig smuk. Poesiens enkelthed minder om Derroll Adams-klassikeren Portland Town, om end knap så brutal.

Instrumenteringen og arrangementerne er utrolig stilsikre. Steelguitaristen Jon Graboff, der bl.a. har arbejdet sammen med Ryan Adams, Willie Nelson og Noel Gallagher (!), leverer sublim underlægning på ”D'artagan Syndrome” , ” A Friend I Used To Know” og dystre ”Head Under Water”, mens Nate Walcott spiller trompet og flygelhorn på ”Wake Me Up” og ”Letter to Jack”. Han har tidligere arbejdet sammen med bl.a. Bright Eyes og The Shins. Der er ingen tvivl om, at de to herrer tilfører pladen noget helt unikt, men producer Niels Høg må også have en del af æren for at anvendelsen af deres talenter er så optimal, som tilfældet er.

”Winter Came And Went” er et kærkomment soundtrack til de årstider, der står for døren. Ti sange, der emmer af både melankoli og livsglæde. En gennemlytning er som et varmt tæppe og en hybentoddy på en kold dag under en høj, høj himmel.

Son of Caesar: Winter Came and Went, Celebration Records, fås på cd, vinyl og som download. Forhandles i bl.a. Stereo Studiet og på iTunes - og der kan også smuglyttes på Spotify.