Et bløddyrs bekendelser

”Verdens bedste FAR” står der på et af vores kaffekrus. Det er en af den slags klicheer, jeg er kommet til at holde lidt af. Jeg bruger kruset som førstevalg, når det er rent. De fine krus fra en pottemager i Allinge bliver fravalgt, når den billige godtkøbsvare med FAR er klar til en kaffetår. Jeg sad med kruset i hånden som så ofte før og skævede ned på de tre bogstaver, F-A-R. Det slog mig pludselig, at den umiddelbare association, jeg skabte i hovedet, var min egen far – i langt højere grad end min egen formåen med bleskift og ”Solen er så rød, mor”. Det er mere end ti år siden, at min far døde, og han fylder stadig ekstremt meget i min bevidsthed. Mere, end han formåede at fylde, mens han levede. Det er ikke længere en stor sorg, og jeg forguder ham på ingen måde; han var et menneske på godt og ondt, men jeg føler mig af og til som et spejlbillede af ham. Jeg hører og føler ham i det, jeg siger og gør. Jeg kan genkende ham i min usikkerhed, min forfængelighed, min ra...

Arbejdet som postbud kan være rædsomt eller det bedste job i verden. Jeg har brugt omtrent tyve år på det, hvor meget har ændret sig og endnu mere er forblevet det samme.  Sandet i timeglasset vælder ned, og jeg kan ane bunken i bunden, der bliver større og større. Jeg har heldigvis ingen anelse om mængden, der er tilbage. Det er en banal iagttagelse, når jeg tænker over den del af mit liv, jeg har levet. Måske er jeg halvvejs, måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg slet ikke nået så langt endnu. Jeg har været postbud i knap tyve år nu, og uanset hvad resten af mit arbejdsliv vil byde på, vil tiden på Horsens Postkontor være en uomgængelig del af mit liv. Hvis jeg skulle være så heldig at kunne leve af at skrive, er der dele af postjobbet, jeg kommer til at savne. Postarbejde kan være rædsomt og opslidende, og det kan være det bedste job i verden. Efter fem timer i vinterregn gør fingrene ondt, alt er vådt, det hele roder og eftermiddagstrafikken pifter om ørerne, så...

Det er godt at sidde for sig selv og småtude til musik i stuen, og det er endnu bedre at have nået en alder, hvor man ikke længere skammer sig over det. Jeg har genopdaget vinylpladerne. Grammofonen har stået der hele tiden, tilsluttet anlægget i stuen, men magelighed og dovenskab havde i en periode reduceret den til en museumsgenstand. Vinylpladerne har også hele tiden stået der. Heldigvis har jeg det på samme måde med musik som med bøger: Den slags smider man ikke væk. Så både min egen vinylsamling og resterne af min faders har overlevet ugidelighedens tid. Det er en helt anden måde at høre musik på. Det er langt mere meditativt og givtigt end streaming i baggrunden eller mp3-filer på telefonen. Det afviger også fra måden, jeg lytter til cd'er. Jeg kan sagtens foretage mig andre ting, mens en udvalgt cd kører i baggrunden, men når først min Denon DP47-F snurrer, foretrækker jeg at sidde lige foran. Betragte pickuppens duvende bevægelser ...

Nuancerne går ofte tabt, når vi skal høre om den kolde krig. Jeg kan huske den 26. september 1983. Eller rettere sagt: Jeg kan huske dagene omkring den 25. september 1983, fordi min far fyldte 40 på denne dag. Han havde indbudt til mandefrokost, og huset var fyldt med familie og venner af hankøn. Den 25. september var en søndag det år, så mon ikke festen har været holdt dagen før? Det vil jeg tro. Jeg var 11 år gammel i de dage, så jeg var ikke moden til mandefrokost. Jeg måtte fortrække til den samtidige damefrokost hos familie i nærheden, hvor de fordrukne mænds koner kunne være beduggede med større yndefuldhed. Men jeg husker festen ganske godt, fordi jeg og mine fætre fik lov at møde den fordrukne vildskab hen under aften, da frokosten var i opløsning. Disse skæggede, vilde mænd med de rødsprængte øjne. Min pæne og ellers så kontrollerede onkel, kommandørkaptajnen, der hvislede sin lattermilde kæfert ud gennem tænderne. Alle sjoferterne, der ...

Vi er gode til at lovprise kærligheden. Hvad med venligheden? Ricky Gervais' "Derek" er en morsom og rørende hyldest til venligheden - en kraft, der kan definere os som medmennesker, hvis vi gider eller tør. Der er skrevet et par sange om kærlighed igennem tiderne. Faktisk er det utroligt, at en hel del sangskrivere stadig kan causere over emnet uden at forfalde til klicheerne. Jeg blev glad, da Ryan Adams i 2011 skrev en ode til venligheden . " Kindness " var fast inventar på min telefons playliste, da jeg pendlede mellem Horsens og København i de første seks måneder af 2012. Gåturen fra hovedbanen og op til mit praktiksted i Skindergade føltes helt rigtig med ordene "Kindness don't ask for much, but an open mind, kindness can cure a broken heart, honey are you feelin' kind?" i ørerne, mens kamikazecyklisterne fløjtede forbi i morgentrafikken. De fik sgu et smil, gjorde de. Uanset hvor sure eller indebrændte de så ud. "Kindness...

Feminimsen former vores liv. Feminimsen? Kan han ikke stave? Jo, det kan han godt. Feminimsen er mit eget, hjemmelavede ord. En sammentrækning af "feminismen" og "fimsen". Kan du fornemme, hvor jeg er på vej hen? Er jeg en chauvinist på jagt efter øretæver? Ingenlunde. Feminimsen er drevet frem af både kvinder og mænd. Den er en ånd i tiden. Den drejer sig ikke om kampen for kvindernes egentlige ligestilling; det er i højere grad en kamp for feminismens åndelige overherredømme. Feminimsen er ikke en kamp for rettigheder; feminimsen er snarere en kastration af den maskuline kraft i både kvinder og mænd. Det maskuline skal opfattes med skamfuldhed. Vreden, det dyriske, det primitive, det farlige - selve urkraften er noget, vi bør skamme os over. Det feminine er det velovervejede, det rationelle og skabende, det maskuline er i sin grundsubstans det uovervejede, lystbetonede og destruktive. Det er feminisme tilsat en god portion ...

Debutpladen fra singersongwriteren Peter Mathiasen, der går under navnet Son of Caesar, er et beskedent, stilsikkert og bevægende bekendtskab. En af mine venner postulerede engang, at min musiksmag primært var rettet mod ældre kvinder og mænd med en guitar og et alkoholproblem. Der er naturligvis tale om en grov forenkling og generalisering, men jeg skal da tilstå, at aldrende mennesker med livserfaring ofte har mere at byde på end de unge, der har svært ved at finde på andre rim end hjerte og smerte. I begyndelsen af årtusindet var der en del yngre grupper og solister, der dyrkede melankolien. Det var ofte en uforløst melankoli, en tristesse uden kendt årsag. Man fandt ikke altid ud af, hvorfor man skulle være trist. Det var mere en weltschmerz, vi skulle nyde sammen, mens vi pillede i navlefnulleret, mindedes det hårde liv i de kolde, kolde parcelhuskvarterer og drak Bacardi Breezers. "Skid, eller kom af det lokum" lød det efter sigende fr...