Syltetøjsmadder


Hvad er vi her for? Hvad skal vi?

Jeg fik set køkkenvinduet i dag. Et køkkenvindue, der har ligget bagerst i min bevidsthed i ganske mange år. Det har ikke holdt mig søvnløs, og det har ikke medført tunge spekulationer. Jeg har bare kendt til det køkkenvindue - og hvad det repræsenterer -  i de sidste ti-femten år. Så jeg har egentlig altid gerne villet se det, men jeg er bare ikke tidligere kommet i nærheden.

Min kone og jeg skulle hente vores søn fra et kortvarigt lejrophold. Han havde sovet med børnehaven i en spejderhytte tæt på Juelsminde. Jeg savnede den lille mand, selvom han kun havde været væk godt 30 timer.

Det var en klassisk spejderhytte, beliggende for enden af en plantagevej, beklædt med rødmalede brædder og med hvide vinduesrammer og -sprosser. Nyopført, efter det gamle brændte ned for år tilbage, men holdt i den gamle stil. Fra terrassen var der udsigt over Juelsminde Bugt med marinaen og den gamle færgehavn mod højre, hvor JKL-færgerne fra Kalundborg engang sejlede ind. Jeg husker stadig en af barndommens få ture til Sjælland, hvor frygten drev ned af forruden på Fiat Uno'en på vej ombord. Min far havde notorisk højdeskræk i sine alkoholiserede dage, og rampen, der gik op og ind i færgens dyb, var mere, end han havde lyst til at klare. Rampen stod der stadig i mange år efter både JKL og Vognmandsruten havde opgivet færgesejlads fra Juelsminde - som skamstøtte over druk og dødsangst.

Knægten havde haft det godt, for han ænsede nærmest ikke, at vi kom. Det er et godt tegn. Efter kaffe og kage gik vi tilbage mod bilen, der holdt parkeret oppe ved landevejen. Vi var heldigvis i god tid, for jeg havde set et skilt på vej ned gennem plantagen. Jeg skulle se et køkkenvindue.

For knap femten år siden udgav Horsens Folkeblad en bog, der vist hed noget i retning af "Mit Horsens". En journalist havde opsøgt en håndfuld kendte og semikendte danskere, der alle havde en tilknytning til byen. Jeg husker ikke alle navnene, men mon ikke Puk Elgård, der er opvokset i Elbæk, og Michael Kvium, byens stolte søn, var med? Men jeg husker med sikkerhed, at en Preben Bertelsen var med. Preben Bertelsen var kendt på det tidspunkt, fordi han levede af at rådgive Lottomillionærer. Han var ansat af Danske Spil, så de undgik for mange af de historier, hvor der vindes 12 millioner onsdag, og hvor der skyldes 800.000 et års tid senere, når Ferrarien er kørt i havnen og go-go-danserinderne har ødelagt billardbordet i gildesalen. Preben var en trind og sindig jyde med en baggrund i Horsens, så han var givetvis den rette til at kyle en spandfuld koldt vand i Lottovindernes kogende blod.

Men ellers kendte jeg intet til Preben.

Preben fortalte om sin barndom i Horsens. Han fortalte sikkert om korte bukser, varm asfalt og enorme isvafler. Eller måske fortalte han om meterhøje snedriver, koks og isblomster på indersiden af ruden. Det husker jeg ikke. Men jeg husker, at han fortalte om sine ferier i DUI's feriekoloni ved Juelsminde. De uger af sommerferien var noget helt specielt, som havde fundet en fast plads i den midaldrende mands hjerte og hukommelse. Der var specielt én person, han kunne huske fra de ture. De kaldte hende vist madmor Elna. Hun langede syltetøjsmadder ud af køkkenvinduet til ungerne, når der var pause i boldspil og strandleg. "Hun havde styr på os knægte. Hun var vist det, man kalder jovial", var han frit efter hukommelsen citeret for at sige i artiklen.

Elna var min mormor. Jeg nåede ikke at kende hende. Jeg husker hende svagt fra en beskyttet bolig og en kasse med gammelt LEGO, hun fandt ude i bryggerset. Et broderi på væggen. Et godt humør. Ikke så meget mere.

Da jeg så skiltet mod DUI's feriekoloni der i plantagen, måtte jeg sætte knægtens pakkenelliker og smutte ned og finde det køkkenvindue. Ned ad den snoede plantagevej, mens efterårssolen piblede ned igennem trækronerne. Det føltes helt rigtigt.

Den bog og det køkkenvindue har ligget i baghovedet i en del år nu. Jeg sendte bogen til min morbror dengang, fordi jeg syntes, det var så smukt og utroligt. Her sad der en mand i 50'erne, der kunne huske min mormor, fordi hun havde været god til børn og havde smurt syltetøjsmadder. Og der var tilmed intet, der kunne have hjulpet på hans hukommelse igennem årene: Min mormor døde omkring 1978, så hut jeg hvisker. Min morbror var også glad, sagde han, og han var særlig glad, fordi det for en gangs skyld var hans mor - og ikke hans far - der fik en rune.

Min morfar var kommunal embedsmand og politiker. Han var tæt på borgmesterposten i Horsens på et tidspunkt, men havde vist ikke de rigtige venner på det rigtige tidspunkt. Sådan er politik. Han var forfængelig og ganske forkælet hjemmefra. Så da hans mor ikke kunne sørge for, at han var pæn i tøjet, måtte hans hustru tage over. Jeg vil gætte på, at min mormor brugte megen energi på at få hans skjorter strøget, benklæderne presset og skoene pudset. Hun var hjemmegående, vil jeg tro. Som de fleste mødre af 40'erne og 50'erne blev den vigtigste livsopgave også for min mormor at støtte husbonden i tykt og tyndt. Stand by your man.

Min morfar var viceborgmester. Det var ham, der var i avisen. Socialdemokraten. En stor mand i byen. Da jeg for år tilbage valgte at blive politisk aktiv i det samme parti, mødte jeg naturligvis en del mennesker, der havde kendt min morfar eller vidste, hvem han var. Men med tiden forsvandt de en for en - som gamle mennesker nu gør.

Min morfar døde i 1996. De sidste år af mit politiske virke mødte jeg ikke mange i partiet, der havde erindringer om min morfar. Han havde været stor, men nu var han næsten glemt.

Sådan er det jo. Sådan var det også med min egen far. Redacteuren, journalisten på bladet. Kendt af mange, mens han levede. Glemt af endnu flere, da han døde. Det er en hård erfaring at gøre sig, fordi det automatisk sætter tanker i gang om, hvad fanden vi er her for. Hvad meningen er med det hele. Folk, der knokler for en sag og har hundreder eller tusinder af tilskuere og støtter er glemt få uger efter, at graven er dækket til.

Men der var én udenfor familien, der huskede min mormor i fyrre år. Fordi hun smurte syltetøjsmadder.

Hun betød noget for nogen.



Kommentarer

  1. Vi kendte lidt til Prebeb Berthelsen. Han opvoksede i Vestermarken, hvor mine svigerforældre boede. Han var meget dygtig mand indenfor skattelovgivning. Var ofte i medierne. Efter en flot karriere i det offentlige kom han til Bikuben, hvor han samtidig blev rådgiver i Tipstjenesten. Mine svigerforældre sad i små kår, og hvert år kom Prenen trofast fra København for at udfylde deres selvangivelse. Desværre døde han alt for tidligt. Hans bror Knud, var slagter i Schou-Epa i Borgergade. Han var en kendt fodbolddommer med godt renomme.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder