Uge 3: Tue West - Der er ingen der venter på os

Ugens album - uge 3



Tue West: Der er ingen der venter på os
Target 2016

Jeg husker øjeblikke fra sommeren 2004. Min kæreste (der senere skulle blive min kone) og jeg havde købt hus sammen. Vi havde kun været kærester i halvandet år, men vi vidste, det ville holde. Vi ville skabe vores egen familie. I et hus med plads til børn.

Der var ingen børn endnu, og vi var et smut på Smuk Fest i Skanderborg en enkelt dag i højt solskin. Jeg havde fået tiltusket mig et par gratis dagbilletter. Jeg husker ikke, hvad vi hørte på festivalen, men jeg kan huske, vi hørte Tue West i radioen, da vi kørte hjem til tapetruller, maling og Polyfilla. Han havde udsendt sit debutalbum i oktober året før, og sommeren 2004 vil jeg for altid forbinde med hittet "En sang om kærlighed". Der var en sorgløshed over det nummer og den tid. Det er fantastisk at få børn, men det er også betagende at tænke tilbage på tiden før. Den man var, og det man drømte om.

Der er en god håndfuld plader og en god håndfuld sange, jeg forbinder med særlige perioder i mit liv. Fordi jeg hørte dem meget på det givne tidspunkt, og fordi de samtidig på en eller anden måde indkapsler de tanker og den stemning, jeg var i. Når jeg hører dem igen, er jeg tilbage. "Kaos" af Bo Kaspers Orkester og Bob Dylans "Love and Theft" får mig altid til at tænke på 11. september 2001 og de følelser, der gennemsyrede tiden efter.

Jeg er ret sikker på, at Tue Wests "Der er ingen der venter på os" for altid vil minde mig om vinteren '16-'17.

Januar har altid været årets værste måned for mig,. Pengene er små, vejret er ofte forfærdeligt, og der er langt til forår. Februar har trods alt kun 28 dage. Men noget er alligevel anderledes i år. Jeg er bekymret for fremtiden, og jeg fyldes af desillusion. Jeg orker næsten ikke at læse aviser mere eller tage stilling. Jeg har lyst til at melde mig ud. Måske hører det bare med til at blive ældre, eller måske er det et sammensurium af den unævnelige i Washington, klimaets elendige forfatning, verdensøkonomien, der hele tiden synes at bevæge sig mod afgrunden og de religiøse fantaster, der hugger hovedet af folk og indrullerer børn til bestialske dødspatruljer.

Så hvad stiller man op som familiefar i det kolde nord? Jeg har rigeligt døje med at få enderne til at mødes, så vi med tiden forhåbentlig kan få det nye tag, vores hus trænger til. Jeg har tre børn, jeg gerne vil skærme mod alt dette vanvid. Men jeg føler mig aldeles magtesløs. Da jeg var ung, var jeg engageret i politik. Jeg troede på, at engagement gjorde en forskel. Jeg troede i hvert fald, at engagement kunne dulme frygten og magtesløsheden. I dag ville det virke modsat: Politisk engagement ville puste til magtesløsheden. Jeg ville på nærmeste hold blive mindet om, hvor bundrådne og ligegyldige de evindelige gentagelser i det politiske system er.

Jeg mistede min mor i foråret, og dermed er begge mine forældre væk. Det siges, at man først er rigtig voksen, når mor og far er væk, og det er måske bare sådan, det føles. En underlig tomhed at miste den sidste sikre livline til barndommens land. Selvom forældre kan være frygtelig irriterende, og selvom min mor på det sidste mest havde sin sygdom og hjemmeplejens sjusk i hovedet, savner jeg dog svært at kunne drikke en kop kaffe med det eneste menneske, der har kendt mig, før jeg kom til at kende mig selv.

Tue Wests album er udsendt i marts sidste år, men det skulle tage mig et lille år at snuble over det på Spotify. Det var ret hurtigt klart, at det var en af de musikalske oplevelser, der hørte hjemme i min vinylsamling.

For albummet rummer den samme blanding af resignation og stedvis tristesse, der har ramt mig ved årsskiftet. Tue West har skrevet sangene efter at hans hjem er blevet splittet op i to, som han selv har udtrykt det. Men det er ikke nogen skilsmisseplade. Ingen "Blood on the Tracks" eller "Den Vassa Eggen" her. Ingen bitter "Idiot Wind" eller overkåd "En fri man i stan". Snarere nogle glimtvise følelser, som man kan tage til sig og bruge, som det behager. Ingen weltschmerz - snarere en accept af et måske mere tungt livssyn iblandet en smule ukueligt håb om, at det hele nok ordner sig.

Tue West har ramt en lyrisk åre, der er helt hans egen. Lyrikken er både kortfattet og stedvis ordrige. Med små skævheder hist og pist, der tjener som Tues eget personlige udtryk. Versefødderne passer ikke alle steder hundrede procent, hvilket faktisk gøre det hele langt mere interessant. Når han eksempelvis vælger ordet "helle" i stedet for "held" i "Lov mig", ved man, at han vægter indholdet i teksten højere end den rent rytmiske præcision. Det er iøvrigt i den sang, at han begår en af flere poetiske genistreger på det album. Hvordan kan man beskrive den modne kærlighed smukkere end med linjerne "Lov mig, at kedsomheden kommer igen. At vi ikke er et sjældent eksempel. Du er blot en sjælden ven."?

"Lov mig" trækker sved i øjnene - både på grund af den rammende poesi og den storladne produktion. Tue Wests stemmepragt var et hedt debatemne i medarbejderkantinen dengang i 2004 og er det formentlig stadigvæk. Jeg synes, den rummer en personlig og bevægende sårbarhed.

Det bevægende er der også meget af i titelnummeret. For mig er det en sang om at stå alene uden generationerne forud. Når forældre og bedsteforældre er borte. "De havde meget mere at lære os, men nej. Nu er det op til den forkælede generation, ik' for at skræmme nogen. Luften er tør, endelig er vi ude. Jeg ser mig selv og børnene i spejlet i en butiksrude og tænker der er ingen der venter. Der er ingen der venter på os."

Det er skønt med en trommeslager, der laver musik. For det giver en anden musikalitet, end når en pianist eller guitarist laver musik. Tue spiller også andre instrumenter - faktisk spiller han de fleste på produktionen, men i ånden er han fremdeles en trommeslager. Det høres tydeligst på titelnummeret, "Lov mig", "Et liv er en idé" og "Vi føler os aldrig rigtig hjemme". Trommerne er et instrument på linje med de øvrige - ikke blot en rytme i bunden. Men det er frem for alt en varieret og homogen produktion. Det hele hænger umådeligt godt sammen, og blæseinstrumenterne medvirker til en stor lyd på navnlig åbningsnummeret "Vi fik ikke nogen besked" og afslutningen "Vi føler os aldrig rigtig hjemme". Og så er det et ekstra plus i min bog, at blæserne får selskab af en banjo på åbningsnummeret - det instrument og dets rytmiske effekt er alt, alt for underkendt på den danske musikscene.

Egentlig minder produktionens stemninger mig lidt om Lars Winnerbäcks fremragende "Söndermarken" og "Vatten under broarna" fra 2003 og 2004. Det er skønt med en dansk produktion, der tør tage mere udgangspunkt i skandinavisk musiktradition, end det de laver i London og LA. Det lykkes tilmed at lave nogle fængende melodier undervejs, svøbt i en bevægende smuk og storladen produktion og tilført refræner med substans og noget på hjerte. Skønt. Tak, Tue.












  

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder