Uge 4: Demis Roussos - Man of the world

Ugens album - uge 4



Demis Roussos: Man of the world
Phonogram 1980

Det er slet ikke skidt at blive ældre. Jeg kan stå ved mine følelser og min smag, fordi omgivelserne i højere grad accepterer, at ældre mænd er lidt mærkelige, og fordi jeg bliver en smule mere ligeglad med, hvad andre måtte mene om den sag. Så jeg vover at lovprise dette album med den store græker - vel vidende, at visse selvbestaltede feinschmeckere vil anklage mig for dårlig eller ligefrem manglende smag.

Demis Roussos har beklageligvis fået et prædikat blandt visse musikforbrugere, der matcher lunken Retsina og græske guder i plastkeramik.

Det er ærgerligt, og det vidner også om en ret fordomsfuld tilgang til musik. Der er ingen tvivl om, at der er solgt mange kasettebånd med Demis Roussos fra tankstationer og i tyske grænsebutikker. Der er heller ingen tvivl om, at hans spraglede påklædning og høje stemme kan opfattes som symbol på alt det værste ved 1970'erne. "Det syngende telt" eller "King of the kaftan" var blandt hans øgenavne. Men hvis man dykker lidt længere ned, vil man opdage, at han før popmusikken lavede progressiv rock i det græske band Aphrodite's Child. Hvis man er til Pink Floyd og andet progressiv rock fra sluttresserne og starthalvfjerdserne, skylder man sig selv at tage et lyt eller to på det græske band. Deres andet album blev indspillet i Trident-studierne i London. Det sidste, "666", bliver ofte omtalt som rockmusikkens første regulære konceptalbum. Albummet er baseret på Johannes' åbenbaring. Tjek videoen nedenfor.

Jeg er egentlig ikke nogen udpræget Demis-fan, men han optog mig en del, da "Man of the world" dukkede op. Den store græker med den lyse stemme. Min far var musikanmelder, og jeg var meget optaget af anekdoten om Demis, da han optrådte i Idrættens Hus i Vejle. Min far var til pressekonference med grækeren  i de flagrende gevandter i penthousesuiten på det daværende Hotel Australia. Da jeg voksede op var Hotel Australia lukket, og bevidstheden om, at en græsk verdensstjerne havde holdt hof på øverste etage var svært fascinerende.

Siden kom historien om flykapringen i 1985, hvor Demis blev holdt som gidsel af Hizbollah i fem dage - hans egen 39-års fødselsdag inkluderet.  

"Man of the world" har en særlig plads i mit hjerte. Det er en yderst kompetent popproduktion, produceret af den australske producer David Mackay, der tidligere blandt andet havde produceret Cliff Richard, Bonnie Tyler og Cilla Black. Men det virkelig interessante er holdet på indspilningerne. Guitarerne håndteres af James Burton, der tre år tidligere havde været fast og loyal mand i Elvis Presleys TCB-band, og Tim Renwick, der syv år senere turnerede med Pink Floyd. Jenifer Warnes dukker op på kor på flere numre, og Barry Mann spiller klaver på afslutningsballaden "We're Over". På "Sorry" spiller Francis Rossi alle instrumenter, mens trommerne på hele pladen spilles af Stuart Elliott, der blandt andet har Kate Bush, Paul McCartney og Alan Parsons Projekt på cv'et.

Og så er der ikke rigtig nogen dårlige sange på det album. Det er godt pop-håndværk med alle de velkendte og afprøvede virkemidler. Titelnummeret stikker ud med sin charmerende genreforvirring. Her er både westernsoundtrack, reggae og græsk folkedans. Guitarsignaturen lyder godt nok umiskendeligt af James Burton, men ifølge oplysningerne på coveret skulle det være Tim Renwick, der spiller soloen på det nummer. Det er Jennifer Warnes og James Burton, man hører på "Little Girl", som stadig er en fængende popsang her små 37 år senere. Se/hør video længere nede.

Titelnummeret er en pompøs fortolkning af en Fleetwood Mac-bluesballade fra 1969. Det er ikke til at sige, om sangskriveren Peter Green elskede eller hadede Demis Roussos version, men hele konceptet omkring sangen passede fortrinligt til Demis' forsøg på det amerikanske marked. Han havde så rigeligt indtaget Europa. Han havde solgt 30 millioner plader i 70'erne, og han havde sin egen jet og et landsted i Frankrig. Han spenderede vist mellem en halv og en hel million dollar på at overbevise amerikanerne om sine kvaliteter - bl.a. med billboards på Sunset Boulevard i LA - men det lykkedes desværre ikke.

Demis Roussos døde for et par år siden i en alder af 68.








Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder