Uge 1: Elvis Presley - Today

Ugens album - uge 1



Elvis Presley: Today
RCA 1975

Min far var dedikeret Elvis-fan. Dedikeret i den forstand, at han tydeligvis opfattede Elvis som en form for sjælebror, han instinktivt forstod. Da den horsensianske virksomhed Hede Nielsen i 1958 trykte de første Elvis-singler til det danske marked, var min far 15 år. Teenagetiden blev tilført et ukendt og dragende temperament med Jailhouse Rock, Heartbreak Hotel og hvad der ellers fulgte. I 1960'erne passede Elvis bedre til min fars liv end boybandet Beatles. Og da Beatles blev psykedeliske og rejste til Indien, blev min far far for første gang. Min storebror kom i 1968, da Elvis havde sit comebackshow. "Jeg syntes, at Elvis forblev tro mod ungdommen, mens Beatles blev for højrøvede", plejede han at sige. Sandheden var nok snarere, at mens Beatles i deres sidste år knoklede på for at fastholde en position som eksperimenterende og progressive, fulgte Elvis bare naturligt med sin egen livsudvikling og sang, hvad der passede ham. Han blev i lighed med min far også lidt mere sentimental med alderen. Og da Elvis blev skilt og depressiv i 70'erne, passede det som fod i hose til min far, der mistede sin kone, min mor, til kræften i 1975. Don't cry daddy. Daddy please don't cry.

I min opvækst var Elvis nærmest en del af familien. En fjern slægtning, som man talte pænt om. Og når vi så ham i et jumpsuit, der strammede de forkerte steder eller hørte ham grine sig igennem sine største hits, gjorde det min far lidt fjern i blikket og en smule trist. Det var pillerne og depressionen, der havde gjort ham så usund at se på, og når han grinte sig igennem en sang, grinte han i virkeligheden af sig selv, lod han mig forstå.

Til min konfirmation ønskede jeg mig nogle af de Elvis-plader, min far ikke havde. Jeg skyndte mig hjem fra folkeskolen for at synge i luftmikrofon til "Aloha From Hawaii". Selvom det føltes som musik fra en fjern fortid, var showet kun omkring 13 år gammelt, da jeg som 14-årig rockede til det. Og Elvis havde kun været død i ni år.

Nu har han snart været død i 40 år. Om få år har han været død længere, end han levede. Han er stadig en fjern slægtning i min familie. Hans liv drager mig stadig i sin sære blanding af storhed og fiasko. Succes og tragedie. Popularitet og ensomhed.

"Today" er et klassisk 70'er album fra Elvis. Præget af bunker af forkerte beslutninger, elendigt management, musikalsk rutine og gode sange hid og did. Målt med nutidens tommestok virker projektet som en hån mod publikum. Et cover med et lettere ufokuseret billede af Elvis på en scene (hvorfor bruger man konsekvent livebilleder af Elvis til studiealbums i 1970'erne?), ELVIS gengivet som gult og orange logo og et "Today" tegnet som et neonskilt. Mere ligegyldigt coverdesign skal man lede længe efter - her to år efter Bowies Alladin Sane og Pink Floyds Dark Side of The Moon.

Hvis man vender coveret bliver det ikke meget bedre. ELVIS-logoet igen - denne gang i blå nuancer. Og så har man brugt næsten halvdelen af bagsiden på at reklamere for fire andre Elvis-udgivelser. Blandt andet det forfærdelige "Having Fun With Elvis on Stage", der er en masse dårlige jokes udsendt udelukkende med profit for øje.

Ingen credits til musikerne; kun credits til korsangerne, fordi de efter sigende havde så stærk en fagforening, at Elvis' manager, Tom Parker, var tvunget til at medtage deres navne. Ikke et ord om TCB Band, Ronnie Tutt, Glen Hardin, James Burton - eller andre fine musikere som Norbert Putnam, der medvirkede på indspilningerne i RCAs studio C i Hollywood.

"Today" er på mange måder en metervare. Elvis var i studiet 10., 11. og 12. marts, indspillede en bunke sange for at overholde kontraktlige forpligtelser med RCA, og så tog man ti mere eller mindre tilfældige af disse indspilninger og smed dem på en plade med er ligegyldigt cover, som man fik på markedet i begyndelsen af maj samme år. Det bærer ret meget præg af, at man kunne sende hvad som helst på gaden med ELVIS-logoet på forsiden. Det skulle nok sælge, så der kom penge i kassen. Hvad kritikerne mente, eller hvor Elvis' karriere bevægede sig hen, var bedøvende ligegyldigt.

Og alligevel lykkedes det Elvis og TCB-bandet at få nogle fine indspilninger i kassen. Don Reids "Susan When She Tried", Joe Morris' "Shake a Hand", Troy Seals' "Pieces of My Life" og Greg Gordons "Bringin' It Back" holder stadig - selvom produktionen er lige lovlig poleret på sine steder.  

Men jeg sætter stadig "Today" på grammofonen nu og da. Den er stadig et øjebliksbillede på 1975, og selvom jeg foretrækker at lytte til mange af de outtakes fra 1970'erne, der heldigvis sidenhen er blevet tilgængelige, har det også en værdi at høre, hvordan Elvis lød i 1970'erne. Den fjerne slægtning, der var min fars sjælesørger i den tomme lejlighed på Frejasgade, når jeg og min bror var kommet i seng og whiskyflasken fundet frem.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder