Når jeg er trist ...



"Når jeg er trist, køber jeg nogle nye plader ..."

Jeg er begyndt at ose på Discogs og QXL. Begge steder kan jeg finde gamle vinylplader, og det kan sagtens udvikle sig til en habil last. Det håber jeg. Det er vigtigt med en last, når jeg nu hverken ryger, drikker eller render efter fremmede kvindfolk.

Der er en fin tegning med Radiserne, hvor Schrøder (ham, der spiller på lejetøjspianoet og elsker Beethoven) siger, ”buying records cheers me up … whenever I feel low, I buy some new records”. Min pladesamling afslører, at han ikke er den eneste, der har det sådan.

Døde pladebutikker
Men pladebutikker er nu ikke, hvad de var engang. Engang gav det mig et lille melankolsk kick at gå i Stereostudiet. Jeg kunne som regel finde noget, jeg meget gerne ville have. Jeg ledte altid mere eller mindre ubevidst efter den plade, der kunne reflektere, hvad jeg vist nok følte eller ønskede at føle på det tidspunkt. Lad mig være følsom og blød med James Taylor fra de tidlige 70’ere. Lad mig mærke de blå farver med Van Morrison. Lad mig drukne i minderne om min far med Johnny, Willie eller Waylon.

Mulighederne var mange. I dag er Stereostudiet – min hjembys eneste pladebutik – mestendels merchandise, tøj, bøger, spil og dvd-film. Nede i det fjerneste hjørne står restlageret af cd’er, og de har da heldigvis fået en lille beholdning af vinylskiver til hipstere og skaldede mænd over 40, hvor man stadig kan droppe ind en fredag og finde en genudgivelse med Chet Baker på 140 grams vinyl. Om ikke andet.

Men der er ikke meget at finde mere. Jeg kommer der kun, når jeg i et naivt øjeblik drømmer om, at lidt stadig er, som det var engang. Det er det ikke.

Det er min egen skyld. Jeg har købt massevis af downloads på iTunes de senere år. Førhen købte jeg 40-50 cd’er om året. Sidste år købte jeg måske fem eller seks. Det er nemt at få et hurtigt fix på Spotify, og hvis kvaliteten eller tilgængeligheden skal være lidt højere, er det nemt at udvælge de bedste numre og købe dem for otte eller ti kroner stykket på iTunes. Man behøver end ikke finde kreditkortet frem, hvis oplysningerne er inde i systemet.

Tiderne gør mig tørstig efter vinyl
Men jeg kan mærke, at min indre Schrøder er tilbage. Jeg er ikke helt tilfreds med iTunes eller streaming. Det giver mig slet ikke det samme som en vinylplade. Oh, at sætte sådan en 180 grams vinyl på pladespilleren og sætte sig til rette mellem de to højtalere med en kop kaffe i hånden og lytte, lytte, lytte.

Tiderne bærer også en stor del af skylden for min trang til gammel vinyl. Det er svære tider at manøvrere i. Engang var det forholdsvist ukompliceret at være centrum-venstreorienteret – modstanderne på den anden fløj kunne højst anklage en for økonomisk uansvarlighed. Arven fra Anker. Økonomisk uansvarlig? Det kan jeg leve med. I dag kan man anklages for landsforræderi, hvis man hælder til noget som helst til venstre for de blå. For så er man jo nok en af dem, der islamiserer gode gamle Danmark. Så er jeg i hvert fald en nyttig idiot for morderne i Paris. Og jeg er naturligvis stadig økonomisk uansvarlig, så egentlig burde jeg vare min mund og lade dem, der har forstand på Koranens ondskab og liberalismens fortræffeligheder, om at mene noget. Det har jeg bare svært ved.

De naive 70'ere
Så er det jo godt, at jeg trods alt kan glemme alt om Facebooks skyttegrave, når postbudet har været så venlig at stille en ny, gammel plade i min carport. Pladen hedder tilmed ”Med kærlig hilsen” – en hyldestplade til spillemanden Evald Thomsen, udgivet på pladeselskabet Quali Sound i 1972. Det var mest sidstnævnte detalje, der fik mig til at købe pladen på Discogs. Jeg ville have en plade fra det pladeselskab, som Palle Juul drev fra Sønderholm ved Nibe, før han ændrede navnet til Stuk. 

Det er en skæppeskøn plade, hvor personager som Balalajka Ole, Tømrer Claus, Stig Møller og Peter Bastian sender en musikalsk hyldest til legenden med fiolen og cigarstumpen, Evald Thomsen.

Det var dengang, at folkemusikken var mainstream. En revival, der kom som modtræk til internationaliseringen og Danmarks medlemskab af EF. Nu skulle det lokale dyrkes, og en gammel spillemand som Evald Thomsen, der var tæt på de 60, blev en helt blandt en ung generation af musikere.

Det var en tid, hvor den svenske kæmpe Cornelis Vreeswijk tiltalte sit publikum på en gang ironisk og kærligt med et ”kära medborgare”. Vi var i samme båd – en flok trodsige får, der ikke kunne stille så meget op mod storkapitalen og internationale politiske kræfter, men vi kunne dog i det mindste give de arrogante røvhuller et svirp med vores satire og sarkasme. Og vi kunne dele kærligheden, så ingen på magtens tinde fattede en brik.
   
”Ja, Fredrik är gammal men kärlek är blind. ’Åh, kyss mig igen’, sa Cecilia Lind.”

Jovist, 70'erne var også en iskold krig, terror og oliekriser. Måske var vi ligeså polariserede dengang som nu, men det fællesskab, jeg finder i de gamle vinylriller, er meget indtagende. Tag bare coveret på min nyerhvervelse: En tegning med to glade spillefolk, der sidder i et paradisisk miljø af blomster, blå himmel og svaler, mens man oppe i venstre hjørne kan se storbyen, hvor der er sort røg fra skorstenene, mørke skyer og kaos. Symbolikken var til at forstå dengang, hvor Gasolin' jo også mente, at stakkels Jim skulle gå ud over markerne og væk fra den døde by. Back to nature, Rousseau. 

Skønt og naivt. Jeg er måske født tyve år for sent. Eller måske er det meget godt at have et skønt, naivt tidsbillede gemt i vinylrillerne, jeg kan tage frem, når nutiden bliver for deprimerende. 

Det hjælper mig. 


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder