Jagten på det trygge liv



Jeg forstår egentlig godt arbejdsløse, ensomme mænd uden mål i livet, der onanerer dagene væk. De mangler forløsning. De mangler at føle, at de kan noget. Når arbejdsløshedens ydmygelser endnu ikke har frataget dem evnen til en rejsning, er der trods alt noget, de stadig kan.

Jeg har det ikke så godt med at sidde i bar røv foran den computer, min datter bruger til at spille Roblox på, så jeg tuder lidt i stedet. Det kan give den samme forløsning, men skamfuldheden udebliver.

”Rigtige mænd tuder ikke”, siges det. Rigtig dumme mænd tuder ikke, siger jeg. Det er simpelthen for dumt ikke at tude lidt, når livets vej byder på bump, der er ved at tage livet af køretøjets støddæmpere. Luk dog for fanden lidt saltvand ud af de øjne, når trykket bliver for stort indeni. Så slipper du også for at blive pornoafhængig volds- eller knudemand.

Du behøver jo ikke at hulke, vel? Du behøver ikke lave et teaterstykke ud af det. Du kan gøre det
diskret, eller når du er alene. Et par dråber kan være nok. Med den rette musik i radioen kan det såmænd klares over kartoffelskrælningen, uden at nogen bemærker noget.

Der er nok at tude over som arbejdsløs. Jeg er klar over det ynkværdige i den fremstilling, men det er nu ikke, fordi jeg har særskilt ondt af mig selv. Selvfølgelig kan endnu et afslag medføre, at jeg for en tid opfatter mig selv som grim og ubrugelig. Som en gammel rusten Lada med defekt toppakning, som ingen gider reparere på. Men det er ikke derfor, jeg tuder.

Jeg tuder, fordi jeg lige skal mærke, at der stadig er et menneske derinde. Der er stadig en 10-årig dreng, der mindes de gode og bekymringsfri tider, når bilen var pakket og vi kørte i sommerhus. Og den 10-årige dreng mindes stadig sin far og kunne godt bruge et kram fra ham. Han kunne godt bruge, at tiden stod stille i den lomme. Bare lige for en stund. Minderne har intet med situationen at gøre – de er blot et værktøj til at lukke op for hanen. Cash kan som regel få mig derhen, for da jeg var ti, var min far ligeså stor og dæmonfyldt som Cash.

Whoever is unjust, let him be unjust still. Whoever is righteous, let him be righteous still. Whoever is filthy, let him be filthy still. Listen to the words long written down, when the man comes around.

Studier har vist, at religiøse mennesker lever længere. Det forstår jeg godt. Det er sikkert sundt at tro på en højere mening med livet, og det er mindre kompliceret at leve efter nogle klart definerede leveregler. Der er nok en mening med det hele, og du kan gå dommedag i møde med den reneste samvittighed.

Jeg har det fint med at føle mig lille og ydmyg i nederlagets stund. Jeg er ret lille i min egen selvopfattelse, når jeg endnu engang er vejet og fundet for let. Når jeg endnu engang kan bande af mine forhåbninger og alt det vrøvl, jeg skrev i min ansøgning. Jeg kan bande de ord langt væk. Talentløst. Naivt. Lundell har som altid ret.

Du blir en simpel idiot så fort du öppnar munnen, och det ligger där sen, det kort du lagt.

Jeg har skrevet mange ansøgninger i min tid som arbejdssøgende. En del af dem har været langskud, når nu systemet kræver, at jeg søger mindst to om ugen. Undertiden dukker der jobmuligheder op, som jeg for en stund opfatter som en mulighed. Måske lykkes det denne gang? Stillingsbetegnelser, der passer som hånd i handske til mine kvalifikationer. Så er det svært ikke at drømme lidt på forskud. Kigge på boligpriser i området. Fruen kigger med, og vi drømmer lidt sammen.

Men de fleste job findes i netværket, siger eksperterne. Du skal pleje og udbygge dit netværk, så kommer jobmulighederne. Når man ser på nepotismen og rygklapperne i de store mediehuse, er jeg ikke i tvivl om, at det er rigtigt. Jeg har nu aldrig søgt job her, fordi jeg trods alt ikke magter at skyde så langt. Nej, jeg skal nok ikke skrive om kultur og mennesker på Politiken, og jeg skal nok heller ikke være researcher på Magasinet Penge.

I dag fik jeg så et afslag fra mit eget netværk. Folk, der ved, hvad jeg kan. Folk, der ved, hvem jeg er. Folk, der regelmæssigt har gjort brug af mit freelancearbejde, men som nu ikke orker at kalde mig til en samtale. De kan godt bruge mine kvalifikationer, men de gider ikke ansætte mig. De gider ikke give mig den chance. Så kan den sædvanlige undskyldning, ”de ved ikke, hvad de går glip af”, jo ikke rigtig bruges til noget mere. Det ved de, og de valgte en anden.

Selvmedlidenhed af den kaliber kræver en løbetur, så jeg fik proppet kadaveret ned i løbetøjet og kom af sted. Solen skinnede, og temperaturen var høj for årstiden. Musikken i ørerne rummede som altid den sandhed, jeg valgte at lægge i den. Hundrede meget forskellige sange kommer ud til ørerne i tilfældig rækkefølge. Steve Earle har altid en sandhed eller to på lager.

I am a wanderer, feet on the ground, Heart on my sleeve and my head in the clouds. I own the star above some distant shore, wandering ever more. I am a labourer, sign round my neck: "Will work for dignity, trust and respect". Stand on this corner so you don't forget. I haven't had mine yet.

Min krop føltes tungere end den plejede at være. Jeg var pludselig en Michelinmand med sand i ringene, selvom min trindhed vist mest befandt sig i hovedet. Jeg har fået ny telefon, og damen på løbe-app’en Endomondo var også ny. På den gamle telefon lød hun lettere mekanisk, men nu lød hun mere menneskelig. Midtvejs mellem vrængende og overbærende. ”One kilometer in five minutes and forty-two seconds”. Jeg kunne høre, hvordan hun vendte det hvide ud af øjnene. Hvorfor prøver han overhovedet? Det har da intet med løb at gøre, det der. Fede, skaldede læs.

Well, we made a promise we swore we'd always remember. No retreat, baby, no surrender. Like soldiers in the winter's night. With a vow to defend. No retreat, baby, no surrender.

Godt at Bruce kunne få mig til at spille rollen som en rock n roller i fire minutter, mens mine ben modvilligt pressede kadaveret frem med en for mig ynkelig gennemsnitshastighed lige over ti kilometer i timen. No retreat, no surrender.

Jeg giver sgu ikke op. Det bliver let så banalt, når jeg glædes over livets små tildragelser. Men da jeg løb over en gade med den lavtstående sol i øjnene og kunne høre lyden af småsten mellem mine løbesko og fortovet, kunne jeg mærke, hvor lidt denne type modgang egentlig betyder i det store billede.

He's a clown, that we put down, he's a man, that doesn't fit. He's a king, but not in this town, to you and me, he's a renegade.

Ja, ja. Jeg er ikke nogen renegade. Jeg er et behagesygt bløddyr og en tryghedsnarkoman, men følelsen af at være misforstået og ikke passe ind er trods alt nærværende i nederlagets stund. Jeg ville helst blæses omkuld af Phil Lynotts enkle og effektive basgang, men et eller andet EU-direktiv har vel sat en begrænsning på antallet af dB i mine høretelefoner. Det ville jo ikke være godt, hvis melankolien gav mig en høreskade.

Lately I've been running on faith, what else can a poor boy do? But my world will be right, when love comes over you.

Kærlighed, du. Det er svaret og forløsningen. Hjemme venter tre sunde børn og en dejlig kvinde, der af uransaglige årsager har valgt mig.

Livet har behandlet mig godt. Trods alt.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder