Disse smukke unge mennesker



Da jeg var yngre, forbandt jeg skolejubilæer med billedet af tykke mænd i dobbeltradede doucefarvede blazere, guldnåle og begrænset hårpragt, der mødtes med runde kvinder i ternede spadseredragter og lidt for meget – og lidt for rød - læbestift. De talte om gamle dage, mens de drak sur, lunken hvidvin, lo af de samme forslidte anekdoter om lektor Blomme og overlærer Madsen, mens de blev enige om, at ungdommen nu ikke længere var, hvad den havde været.

Skolejubilarer var i mine unge øjne fortabte mennesker med det ene ben i graven og det andet på nostalgiens nedtrampede sti.

Jeg har siden fundet ud af, at der er lidt flere nuancer i det billede.

Jeg har nu fire gange mødtes med de unge mennesker, jeg brugte et lille år sammen med fra august 1986 til juni 1987 på Mellerup Fri- og Efterskole ved Randers. Vi har ganske vist også udvekslet anekdoter om Peer, Arne, Preben og de andre 80’er-udgaver af Lektor Blomme og overlærer Madsen, ligesom ungdommen bestemt ikke længere er, hvad den var engang - men jeg har nu aldrig gået i dobbeltradet, doucefarvet blazer. Den deprimerende tomhed, jeg forbandt med skolejubilæer, er også udeblevet.

Faktisk har sammenkomsterne været en tiltagende livsbekræftende markering af et helt særligt fællesskab. Den seneste sammenkomst var så bevægende en oplevelse, at jeg bar på en meget nærværende lykkefølelse lang tid efter.

Jeg har funderet en del over, hvorfor det er sådan. For det er bestemt ikke særlig indlysende.

Min bror, guitaristen

Mit år på Mellerup var på ingen måder en succes, hvis man betragter det i et rationelt objektiv. Historien var, at min storebror havde gået to år på skolen nogle år forinden. Det havde været en stor succes. Han var en ferm guitarist, og han havde to gode år på skolens musiklinje. Samspil, koncerter og jam på værelset. Gode venner og kammeratskaber. Han var så god en guitarist, at de stadig talte om ham, da jeg begyndte i 1986. Det var jeg ret stolt af.

Men jeg spillede ikke noget instrument. Mine forældre havde ganske vist bekostet undervisning i såvel blokfløjte som harmonika og elorgel igennem tiderne – men ikke noget ”rigtigt” instrument. Ikke noget, der kunne tage kegler på en skole som Mellerup. Det er ikke så nemt at jamme Toto med en blokfløjte – og mine evner til at spille ”Muss i denn” på elorgel i marchtakt med fodvekselbas gjorde mig ikke just i stand til at vræle en keyboardsolo ud.

Min bror gik på skolen i niende og tiende. Jeg gik der i ottende. Mine forældre mente, at jeg blev mobbet i folkeskolen, og at jeg derfor burde på efterskole så hurtigt som muligt. Jeg tror nu ikke, jeg var en klap bedre eller mere udsat end de fleste af mine klassekammerater, men mine forældre mente, jeg burde starte på en frisk. De ville mig det godt.

Der var ikke plads på musiklinjen, så jeg fik plads på værkstedslinjen. For idrætslinjen var dog for langt væk for den lille dreng med spaghettiarmene, der var blevet opdraget med, at idræt og boldspil mestendels var for idioter. Værkstedsfagene var imidlertid omtrent ligeså langt væk for drengen med spaghettiarmene, der end ikke magtede at lave en vinkelret bordskåner i Folkeskolens sløjdtimer.

Musikerne med fællesskabet

Men jeg kom dog med i skolens rytmiske kor. Selvom kortimerne kunne være lange og trættende, var det ret fedt at få kortrøjen og synge sammen med de store drenge. Dem med instrumenterne. Musikerne.

Jo, jeg så op til dem, og jeg ville så pokkers gerne være med i deres fællesskab. Men det var ikke så let, når man er 14, ikke spiller noget instrument og ikke har fået kønshår endnu. De fleste af drengene var virkelig søde, og jeg var på mange måder en reserve-lillebror, der skulle have lidt omsorg, når jeg altså ikke var pisse irriterende.

Jeg sneg mig med i fællesskabet, hvor det lod sig gøre. Hang ud i øvelokalerne, når de jammede. Fulgtes med dem, når de skulle til Brugsen eller købmand efter congobajer, cigaretter og slik. Min far havde været musikanmelder i en del år, så jeg kom fra et hjem med en imposant pladesamling. Det var nemt at finde nogle skiver, min far aldrig hørte, der faldt i de store drenges smag. Sådan nogle skiver med Thin Lizzy og Deep Purple smuglet med op til skolen efter hjemmeweekend gav nogle gode point. Jeg fandt også noget Gasolin’-merchandise og en skive med Franz Beckerlee til skolens rareste gut, fordi han var en stor Gasolin’-fan.

Men uanset hvor meget det lykkedes mig at komme med i fællesskabet, var der en evolutionær begrænsning: Jeg var ikke rigtig begyndt at interessere mig for pigerne endnu. Og hvis der var noget, der optog de store drenge, var det netop pigerne. Når drengene var på besøg på pigegangen eller havde tøsebesøg, kedede jeg mig gevaldigt.

Ballademageren

Kedsomhed og en trang til at blive set og gøre sig gældende er en dårlig cocktail, så jeg lavede en del ballade. Jeg var uden tvivl sindssygt provokerende overfor visse lærere. De store drenge på naboværelset satte engang en mikrofon op på mit værelse, fordi de vidste, at der snart kunne komme noget godt i kassen. Jeg havde provokeret min idrætslærer og efterfølgende ignoreret den sanktion, han havde idømt mig. Jeg lå på min seng med en følelse, jeg kun har oplevet få gange siden. Følelsen af en konflikt, der er optrappet til der, hvor jeg ikke kan vende om. Hvor jeg ved, at det teoretisk er muligt at redde den, hvis jeg bukker, skraber og undskylder – men stoltheden bremser mig. Jeg kan ikke, selvom jeg samtidig er hunderæd for konsekvenserne. Rationalet kæmper mod følelserne og sidstnævnte vinder næsten altid.

De fik noget i kassen. Den lavstammede idrætslærer tog fat i kraven på mig og hev mig op, mens han brølede eder og forbandelser i hovedet på mig, da jeg havde gjort ham tilpas magtesløs. Jeg vandt.

Den slags bliver ikke ved med at gå, og skolen havde da heller ikke nogen interesse i at beholde mig på niende klassetrin. Jeg måtte finde en anden efterskole.

Så jeg kom ikke derfra med en masse nære venskaber. Jeg var end ikke med til den afsluttende store-tude-dag, da jeg tog hjem nogle uger forinden. Listede stille ud af bagdøren uden at nogen rigtig bemærkede det.

Men jeg tog hjem som et forandret og lidt større barn. Jeg skal ikke påstå, at Mellerup gjorde mig til en klog, ung mand, for min trodsighed magtede skam også at få mig smidt hjem fra det efterfølgende års efterskoleophold. Men Mellerup lærte mig meget. Det var mit første år hjemmefra et hjem, hvor rulleskøjteleg eller cykling på offentlig vej blev betragtet som alt for risikobetonede sysler. Min biologiske mor døde, da jeg var knap tre, så min far havde måske udviklet en lidt større angst for at miste sine børn end de fleste andre fædre i fyrrene. Jeg fik en skideballe, da jeg som 11-årig cyklede over til Brugsen, hvor mine forældre var i færd med at handle. Jeg ville vel bare vise, at jeg godt kunne.

På Mellerup kunne jeg cykle på landevejen i skomagerdrenge, så bukserne klistrede og skoene sejlede. Mine reservebrødre hjalp mig over bakkerne, da vi skulle tilbage fra udflugt til Hadsund.
På Mellerup havde jeg fået muligheden for at høre stilheden i mig selv. Jeg havde leget med hver en afkrog af følelsesregisteret. Vrede, glæde, sorg, skam, fornægtelse, melankoli. Følelser kan være helt utrolig stærke, når man er 14.  

Jeg var stolt af at gå på Mellerup. Stolt af at synge i koret, når vi optrådte i foyeren til Musikhuset i Aarhus eller for folkeskoleelever i Gundsømagle. Det var store sager.

Tilbage i togkupeen

Da jeg tog til sammenkomst med de store drenge og piger fra Mellerup denne gang, var det med en påtrængende følelse af kontinuitet. Jeg erindrede en togtur hjem på weekend i en af 80’ernes seksmandskupéer, hvor jeg havde købt musikmagasinet MM og sad og slog højre tommelfinger rytmisk ned i armlænet i håbet om, at en af de andre passagerer i det intime rum straks ville se, tro og interessere sig for, at jeg nok spillede funkbas – og var god til det. Jeg kom jo fra Mellerup. MM eksisterer ikke mere, og jeg er holdt op med at foregive for en del år siden. Men da jeg sad i toget på vej mod sammenkomst på Sjælland, fandt jeg Pink Floyds ”Wish You Were Here” på Spotify, fordi det album klinger så smukt af den tid. Jeg havde glemt, hvor bevægende voldsom Richard Wrights Moogsolo på ”Welcome To The Machine” er. Jeg greb mig selv i at tænke, at min sidemand i toget godt måtte se eller ane, hvad jeg hørte - og tænke, at jeg havde en god smag. En musikers smag. At jeg nok havde en baggrund eller en beskæftigelse, der kunne forklare denne musikalske indsigt. Måske ville vedkommende slutte, at jeg nok spillede et instrument. Måske funkbas?

Hvorfor vender jeg hele tiden tilbage til Mellerup? Jeg er 43 i dag. Det er lang tid siden, jeg var 14, og det var ikke just nogen glansperiode for mig. Jeg udviklede mig langt mere i gymnasiet. Det var vist der, jeg blev en lidt klogere, ung mand. Selvom trangen til at være i opposition også gav mig problemer i de år – og stadig giver mig problemer den dag i dag.

Jeg har ikke nogen nære venskaber fra Mellerup. I hvert fald ikke den type venskaber, man lige dumper ind hos, når man er i nabolaget. Men der er en masse mennesker, jeg holder rigtig meget af. Mennesker, jeg heldigvis kan følge på Facebook, hvor vi kan dumpe lidt ind hos hinanden. Trods alt.

Hvad kommer følelsen af?

Så hvad er det egentlig, der får mig til at glæde mig til næste sammenkomst, der formentlig finder sted i 2017? Hvad er det, der giver denne lykkefølelse i brystet, når jeg er sammen med dem? Er det bare nostalgi? Nej, det kan det ikke være, for jeg længes ikke tilbage til den tid. Der er jo sket så meget fantastisk for mig sidenhen. Bevares, hvis Michael J. Fox kom forbi i sin DeLorean og tilbød mig et hurtigt deja vu, ville jeg takke ja. Men jeg kunne ikke tænke mig at være 14 igen.

Så hvad er det?

Jeg tror, det er lyset i deres øjne, der bevæger mig. Vi var hinandens vidner dengang i et år, der var skelsættende for os alle. Jeg så dem i deres ungdoms vår - hvis jeg må udtrykke mig lidt romantisk og opstyltet. Selvom de virkede ekstremt cool og selvsikre på mig dengang, bevidnede jeg deres første usikre skridt ud i selvstændighed. Og de bevidnede mine. Bambier på glatis. Den tid, hvor man pludselig ikke bare kunne rende hjem og gemme sig men måtte tage konsekvensen af sine handlinger. Den tid, hvor man for alvor lærte, hvad kammeratskab er for en størrelse.

Når jeg ser dem i dag, kan jeg høre, at der en måde at tale, gestikulere og bevæge sig på, der ikke har ændret sig de sidste 29 år. Humoren er også den samme. De er på alle måder yderst genkendelige, når man lige har vænnet sig til de ydre forandringer, alderen trods alt giver.

Men øjnene. Lyset i deres øjne er det samme. Der er en kerne, der ikke har ændret sig, uanset hvad livet i mellemtiden har budt dem af glæder og fortrædeligheder. Disse smukke unge mennesker.

Det er dæleme livsbekræftende at være en del af. Det er i den følelse, at fællesskabet opstår. Når der jammes eller synges kor som dengang. Når vi sammen genopliver anekdoterne og taler om, hvordan det er gået os sidenhen. De er mine sjælebrødre og sjælesøstre.

Jeg glæder mig til 2017. Med eller uden dobbeltradet doucefarvet blazer.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder