Tjek på sagerne



Hvad er det mon ved biler, der gør mine valg så følelsesbetonede? For jeg har ved Gud aldrig været fornuftig i mine bilvalg. Jeg har aldrig valgt bil efter store tilfredshedsundersøgelser, afskrivning, benzinøkonomi eller værkstedsstatistikker.

Jeg skriver det ikke, fordi jeg opfatter det som særlig ædelt, for jeg vil slet ikke hænge fast i den lidt selvhævdende kliche, at jeg sandelig vælger med hjertet frem for hjernen. Jeg er måske nok forelsket i tanken om at køre Fiat eller andet italiensk, men det var ikke en sanseløs forelskelse i Cinquecento'en, Tempra'en, Marea'en, Multipla'en eller Stilo'en, der fik mig til at vælge, som jeg gjorde. Det var måske mere tanken om at køre Fiat end det var de enkelte modeller, jeg var forelsket i. Jeg drømte altid om de modeller, jeg alligevel ikke havde råd til: Croma, Coupé eller de store Alfaer eller Lanciaer. Jeg drømmer egentlig stadig om en 164 Super V6 i racing green.

Jovist, den lille skriggule Cinquecento med sportssæder, lavprofildæk, læderrat og røde sikkerhedsseler var da sjov som førstegangskøb i 1996. Sportsudstødningen kunne få de 55 heste til at lyde som vrinsk fra en rigtig sportsvogn, når man bankede den op i de 4500 omdrejninger.

Jeg var 24.

Men efter halvandet år blev jeg træt af alle vittighederne om ”den lille gule”, så nu skulle jeg have mig noget, der duftede lidt af Gran Turismo med rigtigt bagagerum. Jeg var vokset op i hatchbacks, så en rigtig bil havde naturligvis separat bagagerum. Jeg købte en rød Fiat Tempra fra 1990 af den bilhandler, min far altid havde handlet hos.

Elmer


Elmer Larsen var lidt af en institution i Horsens. Han var startet i det små men havde i 1981 åbnet stort bilhus på Bjerrevej. Jeg var familiært beslægtet med ham, da han var onkel til min stedsøsters mand. Så når min stedsøsters jævnaldrende sønner, mine stedfætre, var på besøg, skulle vi altid ned til Elmer på Bjerrevej. Han havde altid småkager, kakao og en sjov bil i udstillingen. Så kunne vi fylde lommerne med småkager og sætte os ud i en ramponeret Fiat 128 på reservedelspladsen, flå i gearstangen og rive i rattet. Elmer var indbegrebet af en bilhandler, der solgte italienske biler. Lidt usund og opkogt i hovedet og med et silkeslips, der så ud til at stramme en del om den buttede hals. Armlænke i ædelt metal. Lidt af en skælm og charmetrold, der kunne skifte fra onkelhumor til dyb alvor, når herlighederne i en Fiat Uno 45S skulle præsenteres. Han mindede mig til tider lidt om Otto Brandenburg i rollen som onkel Georg i filmatiseringen af Bjarne Reuters bøger.

Men Elmer havde lidt mere styr på tingene end onkel Georg. Han var den Fiatforhandler udenfor København, der solgte flest Uno'er i 1983. Han solgte også en til min far. 45S – s'et betød super og betød, at man kunne åbne vinduerne bagi. Ikke som alle fattigrøvene i 45 uden s, der måtte svede tran på bagsædet i sommerhalvåret.

Elmer boede med sin kone i en større villa, der med sine mange lavloftede rum og baren i køkkenet mindede mig om noget sydlandsk, måske ligefrem italiensk. Jeg kom fra et 70'er typehus på 100 kvadratmeter, og jeg havde aldrig været i Italien, så der skulle ikke så meget til at imponere eller skabe drømmende associationer. I garagen holdt en Fiat 130 med Ferrarimotor, som den bilglade crooner Dario Campeotto efter sigende havde vist stor interesse. Og så havde den monteret Pirelli P7 med hvide dæksider. Ferrari og P7 – det lød jo nærmest som en drøm, når man var ti eller tolv år.

Da jeg handlede med Elmer, var glansen dog gået lidt af Sankt Gertrud. Det store bilhus på Bjerrevej var blevet overtaget og siden kørt i sænk, og Elmer havde i stedet lejet sig ind i en butik lige overfor sin bolig i Horsens. Her handlede han i en pensionsmoden alder stadig med brugte biler – mestendels fordi han ikke kunne lade være.

Når den ældste af mine stedfætre var i Horsens, skulle vi altid lige ned og se, hvad Elmer havde på lager. Undertiden fik vi lov til at låne en bil, hvis han havde noget sjovt stående på plader. Citroën BX GTI, Mazda RX7 med wankelmotor, BMW 324td, Mercedes E, Lancia Thema 6V, Citroën Visa GTI. Egentlig utroligt, at vi slap med livet i behold – men vi fandt da ud af, hvilke biler, der kunne runde de 200. Vi fik også lov at prøve en tur i gralen, den legendariske og hemmelige Fiat 130 i den mørke garage. Italienernes Mercedes. Jeg tror, at en interesseret køber havde meldt sig på banen, og Elmer ville gerne have den vasket til fremvisning. Vi fik nøglerne og en polet til Statoil. Vi spænede over til garagen på den anden side af vejen, som om vi var bange for, at han skulle ændre mening. Min fætter fik gang i Ferrari-V6'eren i den godt tyve år gamle Fiat, og vi tog en tur ud af landevejen for at høre den spinne. Da hastigheden nærmede sig 80, blev det sværere at se noget, fordi motorhjelmen begyndte at glide op foran forruden. Det var der ikke så meget Ferrari over. Siden lykkedes det os også at knække et sidespejl i vasken. Nogle drømme skal ikke nødvendigvis efterprøves.

Elmer havde tidligere forsøgt sig med at få mig afsat som ungkarl og få gjort en god handel på samme tid. En dag ringede han og fortalte, at en ung kvinde var meget interesseret i en bil som min, en Fiat Cinquecento Sporting. Han ville høre, om jeg ville låne min ud til en lille prøvetur. Med tanke for alle de biler, jeg havde prøvet hos ham, syntes jeg ikke rigtig, jeg kunne afslå. Så jeg troppede op og lånte nøglerne til en nydelig ung kvinde, der var på bilkøb med sin mor. ”Ja, Thomas har jo allerede en Cinquecento. Det er en dejlig bil – og han er single”, kvidrede Elmer lystigt. Det var pænt pinligt, men jeg fandt vist en grimasse, der nogenlunde kunne passe. Da de to kvinder var taget af sted, lød det fra charmetrolden: ”Uha, hun var godt nok en flot pige, synes du ikke, Thomas? Rigtig flot og dejlig langlemret.”

Det endte da også med, at jeg solgte ham min Cinquecento, da han havde en Fiat Tempra 1,6 stående til salg. le får det første eksemplar.

Eros


Fiat Tempra var bygget på samme platform som Alfa Romeo 155, så det lugtede jo lidt af italiensk fuldblod. Den var udstyret med anhængertræk, som jeg til værkstedets undren bad om at få afmonteret. Jeg skulle dæleme ikke køre rundt i en familiebil med jydekrog. Jeg skulle køre gran turismo, mens Eros Ramazotti brølede ud af højtalerne. Jeg havde været i Italien og set Carabinieri-betjentene køre Tempra, så af og til var jeg måske også lidt på patrulje, italien style, med armen ud af vinduet og i et adstadigt tempo. 

Tempra'en var et dyrt bekendtskab. Jeg fandt ud af, at der i sådan en motor er en konstruktion, der kaldes et spjældhus. Det må være teknikken, der styrede indsprøjtningen på den første generation af biler med elektronisk indsprøjtning. En eller anden bonderøv havde åbenbart selv ment, at han sagtens selv kunne fikse sådan en motor. Min mekaniker, en stovt og fåmælt jyde, havde aldrig før set mage til ”skrammel”. Skrammelet – og meget andet – kostede en del af få udbedret, mens jeg tillige brugte rigeligt med midler på alufælge, Pirelli P5 (jeg havde trods alt ikke råd til P7), læderrat og et ordentligt anlæg til Eros. I sommeren 2000 røg toppakningen, og jeg havde absolut ikke råd til de 15-20.000, en planslibning af topstykket formentlig ville koste. Så jeg endte med at forære ekvipagen til en ung mekaniker, der dog insisterede på at give 1000 kroner for vognen. Afskrivningen på Tempraen var vel i klasse med en fabriksny fuldblodssportsvogn.

Siden arvede jeg min fars Marea, skiftede den ud med en anden Marea stationcar, da det første barn bankede på, fandt en Stilo stationcar med masser af udstyr og fik mig en Multipla, da det tredje barn bankede på.

Jeg er vokset op med Fiat'er. Med undtagelse af en enkelt Alfa Romeo, den skandaløst dårlige Alfasud, er min barndoms billeder af Danmark set igennem ruden på en Fiat. 128, Ritmo, 127 Panorama, Uno, Punto, Bravo og Marea.

Det kan derfor virke som troløshed, når jeg nu har skiftet Multipla'en ud med en Peugeot 407. Har jeg omsider handlet med ren fornuft? Måske – men egentlig ikke.

Der er en grund til, at det blev Peugeot'en.

Henning


Min stedsøsters mand – altså ham, der havde Elmer som onkel – kørte Peugeot, da han kom til muffen. Parret havde igennem de unge år kørt i de biler, Elmer kunne skaffe til lavpris. Der var ikke så mange penge i hjemmet med tre børn og en mand, der var befalingsmand i Prinsens Livregiment i Viborg. Men i midten af firserne fik Henning, som han hed, lyst til at prøve andet end Forsvaret, så han uddannede sig til forsikringssælger. Det gav ham firmabil. Omkring 1989 eller 1990 fik han en Peugeot 405 Gri, der med sine 125 heste var det hurtigste i min nærmeste familie.

Henning havde en afslappet, veltilpas og moden måde at håndtere bilen på. Han havde sågar en moden måde at være umoden på, når han blæste forbi alle pissekostene, flipproletarerne og popsangerne, som han af og til yndede at kalde sine medtrafikanter. Når jeg kunne sidde og følge med i hans kørsel på den gamle hovedvej A10 mellem Horsens og Vejle, da den var tæt trafikeret før motorvejens åbning, var det noget ganske andet end at sidde bag i fars Uno. Min far havde 45 heste at arbejde med, så når der skulle overhales, skulle han tænke sig godt om og geare ned. På Vejlefjordbroen pressede han den dog op på 130, så han i kamp med sin udtalte dødsangst kunne blæse over i overhalingssporet. I Uno'en sad man på sædvanlig Fiat-manér højt og ret op og ned. I Peugeot'en sad man dybere og mere tilbagelænet i de bløde sæder. Henning overhalede afslappet hele rækken af biler mod Vejle ved afslappet og roligt at glide ind og ud af rækken med en enkelt hånd på rattet. Her på dødens landevej, hvor forfatteren Torben Nielsen blandt mange andre havde mistet livet. Men man var helt tryg i Peugeot'en med Henning bag rattet. Her var både motorkraft, modenhed og stor erfaring.

Når Peugeot'en var på besøg i Horsens, sad jeg om aftenen ude i bilen med min fætter. Han havde neglet nøglerne, så vi lige kunne sætte tænding på og se speedometeret lyse op med sine orange farver. ”Vi syntes, det var som at sidde i en cockpit, da vi fik den”, sagde min fætter.

Sådan er det egentlig stadigvæk. Nu har jeg også 125 heste, sidder dybt i sædet og nyder mit cockpit efter fem år i en noget mere lyssvag Multipla. Der er ikke så mange biler på A10 mere, og min 407'er er da også en anelse langsommere end GRi'eren. Bilen er jo noget tungere med alle sine airbags, sikkerhedsbjælker og NCAP-standarder, og man har nok også gearet den lidt anderledes for at spare på benzinen. Men jeg er alligevel tilbage hos Henning i 405'eren, når jeg kører. Jeg føler mig afslappet og kan for en stund bilde mig ind, at jeg har ligeså meget tjek på sagerne, som jeg troede Henning havde dengang i GRi'eren. Tjek på livet, tjek på økonomien, tjek på jobbet, tjek på det hele. Hvis jeg kører med de rette omdrejninger og skuldrene sænket, vil mine børn på bagsædet måske også tro, at jeg har tjek på det hele.

Tjek, tjek, tjek.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder