Gensyn


25 år. Hvor blev tiden af?

Gud, hvor var der stille i huset. Klokken var kvart over et en lørdag nat, og jeg havde lige sagt farvel til de sidste deltagere i den studenter-reunion, jeg havde lagt hjem til. Der var blevet snakket om livets tildragelser og fortrædeligheder i de mellemliggende år. Der var blevet skålet, grinet og krammet. Der havde været søskendekærlighed i luften. Jeg havde egentlig forestillet mig, at vi ville drikke til den årle morgen som dengang i 1991, men der er jo også en dag i morgen, når man er omkring de 44.  

Nu var der helt stille. Larmende stille.   

25 år var gået, siden vi vandrede ud i verden med huer, langstilkede roser og en blanding af frygt og grænseløs tro på livet muligheder. Jeg kan huske, at jeg sad og småtudede på mit værelse dengang, fordi et kapitel var uigenkaldeligt slut. Translokation. Tale, sang, modtagelse af beviserne. Klap på skulderen, hurtige kram, et "vi må også ses, Tommer" eller to. Vores forældre var der, så vi var lidt mere formelle end ellers. Ingen platte vittigheder og sjoferter til at bløde op. Et formelt farvel. Og så hjem på værelset i barndomshjemmet. Thomas, 18 år. Hvad nu?  

Da jeg begyndte, virkede tre år som en evighed. Da huen kom på hovedet, var årene fløjet afsted. I 1. G gik vi på grillen i spisefrikvarteret og spillede arkadespil. I 3. G sad vi nede bag Brugsen og kværnede øl fra Aldi, når der var naturfag eller oldtidsfag på skemaet. Fra arkadespil til alkohol. Vi var ved at blive voksne, trodsige men stadig aldeles umodne. "Vi" var mestendels mig selv og min bedste ven, Michael. Selvom andre drenge deltog af og til, var det mest Michael og mig. På enkelte dage pjækkede vi fri klokken ti og skillingede sammen til en kasse øl. Vi skulle bare holde fraværsprocenten under 10. Eller 15. Hvis vi da ikke begik dokumentfalsk og skrev hinandens fraværsstatistik under.  

Krudtuglepils. De var billige, og smagte nogenlunde ligeså grimt som alt andet øl. Men virkningen var upåklagelig. Efter et par stykker kunne jeg alligevel ikke smage, hvad der fik min tunge til at snurre og min humor op på Las Vegas-niveau. Vi sad bag Brugsen, hvor flere mennesker profilerede forbi som genvej, og Michael var hamrende god til at tage pis på folk, uden at de selv opdagede det. Jeg tudede af grin. Tårerne rendte ned af kinderne. Kæft, vi var sjove. Røvirriterende, selvfede røvhuller. Det må man godt være, når man er 17-18 år, synes jeg. Selvom jeg nu har nået en alder, hvor jeg skal minde mig selv om det af og til.   

Michael og de fleste af klassekammeraterne skulle ud at rejse i det store udland, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Jeg var hjemmefødning, og eventyrlysten var der ikke rigtig. Jeg havde ikke ondt af mig selv, men jeg var noget i vildrede. Jeg skulle ikke på Journalisthøjskolen i denne omgang, for jeg havde allerede forsøgt mig med optagelsesprøven en måneds tid før translokationen og havde allerede fået mit afslag. Jeg skulle skrive et referat af en tv-debat med Gert Petersen. VHS og elektrisk skrivemaskine. Da vi kom til de famøse 50 spørgsmål til fessoren, anede jeg ikke, hvad overførselsindkomster var for en størrelse. Nej, jeg var vist ikke klar, selvom jeg var af den overbevisning, at jeg skulle skrive. Min far var jo journalist, og min dansklærer i folkeskolen, Ole Nymand, havde skrevet i en bemærkning til min fristil om Skipper Clement, at han glædede sig til at læse den bog, jeg i stilen lidt kækt havde proklameret var under udarbejdelse. Mit uindfriede løfte fra femte klasse fulgte mig. Og følger mig på sætter vis endnu.   

Jeg kunne ikke gå i seng med det samme. Alkoholen brusede i blodet, selvom jeg ikke var egentlig beruset. Livet er for kort til tømmermænd. Jeg satte mig ind i stuen i det tavse hus, der normalt altid har fem forskellige åndedrag. Men min kone og børnene var taget hjem til hendes mor, så de bedagede studenter kunne feste igennem. Alkoholen fik det til at suse lidt for ørerne, men jeg kunne bestemt høre et ur et sted. Dak, dak, dak, dak. Jeg kunne ikke komme i tanke om, hvilket ur, det kunne være. Vi har sgu da ikke noget analogt ur? Så jeg nåede at bilde mig selv ind, at det måske bare var inde i mit eget hoved; at jeg kunne høre mit eget liv tikke derudaf. Gud hvor vildt og poetisk. Det må jeg sgu skrive om i morgen. Men så kom jeg i tanke om vores Simpson-ur i køkkenet, hvor den ølglade Homers øjne følger en sekundviser med en ølflaske hele urskiven rundt. Nå ja. Ok. Der var nok også et ur i den virkelige verden.  

25 år. For pokker. Jeg kan huske, da min egen far skulle til 25-års studenterjubilæum med alle de andre gamle mennesker. Det var i 1988. Han fortalte om, hvad der var blevet af dem. Hende, han vist havde været lidt lun på dengang på Statsskolen i 1963, og alle de andre. Hun havde sin egen advokatpraksis i København. Boede i Hellerup. Ankom til fødebyen i en Jaguar. Så er man godt nok gammel og moden, tænkte jeg. Så er man nået til endestationen og den perron, man skal fordrive den sidste tid på. 25 år er jo en evighed for en knægt på 15 år.  

Jeg sad i stilheden og fik øje på mig selv i stuevinduet, der vender ud mod haven. Jeg ligner min far; det kan jeg ikke rende fra. Men pludselig blev ligheden ekstrem. En tro kopi. Som om han var derude i mørket og kiggede ind til mig. Jeg stirrede længe ind i spejlbilledet. Jeg følte hans nærvær. Oprørende og lidt rart på samme tid. 

For 25 år siden skammede jeg mig over ham. Tyk og fordrukken, som han var. Jeg undlod at fortælle min far og mor om fester på gymnasiet, hvor forældrene var inviteret med. Jeg kunne ikke klare synet af dem, når de havde drukket. Jeg skulle ikke sidde der ved langbordet i idrætshallen og spise tunmousse, mens mine forældre blev mere og mere pinlige. Teenagetidens usikkerhed kan være aldeles ubarmhjertig for omgivelserne. De fandt naturligvis ud af det. At jeg skammede mig over dem. Men jeg turde ikke fortælle hvorfor. Min mors usikre gang. Min fars tungespids, der altid fandt overlæben og blev der, når han havde fået et par øl - oveni dem, han havde fortæret dagen igennem. 

Min mor yndede siden at fortælle anekdoten om den uvorne søn, der ikke ville være sine forældre bekendt. Igen, igen og igen. En populær stikpille. Om hvordan de jo fandt ud af det, fordi jeg havde et par nære familiemedlemmer, der også gik på gymnasiet et par klassetrin under. "Nå, har I været til fest? Det har vi ikke. Vi har ikke set nogen indbydelse. Thomas sagde, det kun var for eleverne. Nå, der kan man bare se." De senere år fortalte hun den slidte og forbitrede historie med et glimt i øjet. Og den gjorde egentlig lige ondt hver gang, fordi jeg aldrig magtede at fortælle hvorfor. Den skide alkohol. Det ville bare starte et opgør, jeg ikke havde lyst at se til ende.       

25 år. Er jeg virkelig nået til endestationen og den perron? Mor og far er væk, og man siger jo, at man først bliver rigtig voksen, når forældrene er væk. Det er muligvis rigtigt. Der er i hvert fald et tomrum, som jeg forsøger at fylde på bedste beskub.  

Jeg må hellere få skrevet den bog. Når jeg lige har fået skattegælden på plads. Når jeg lige får en lidt mere stabil økonomi. Jeg skal lige finde mig til rette her på perronen. Finde en god bænk med læ og en god kop kaffe. Men så skal jeg nok komme i gang. Den kommer dog næppe til at handle om Skipper Clement. 

Men Ole får det første eksemplar.


Kommentarer

  1. Flot skrevet Thomas. og Ole har bestemt fortjent det første eksemplar :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder