Øhm...grazie....grazie mille


En melankolsk skandinav fik et skud livsvitaminer i Syditalien.

Der er mange glæder ved at have børn, men der er én, der slår de øvrige. En, der får mareridt i kassekøer, nætter med syge børn, ventetider ved vagtlægen, kuglepenstegninger på sofaen - ja selv ødelagte pickupper på grammofonen - til at blive de rene ligegyldigheder. Det er følelsen, når du kommer vandrende ud af udlandsterminalen i lufthavnen efter at have været væk fra dem i kortere eller længere tid, og de kommer dig løbende i møde med armene klar til kram.

Det varer kun få øjeblikke, men det er alt værd.

Jeg har ikke prøvet det så tit. Jeg er ikke videre berejst. Jeg er ikke stolt af det, men antallet af fly-takeoffs i mit 44-årige liv kunne indtil for ganske nylig  stadig tælles på to hænder. Nu er det blevet til hele tolv gange. Tolv  gange, hvor jeg har siddet i et fly og mærket den sære blanding af fascination og dødsangst, når jetmotorerne banker de mange tons stål og aluminium op i luften, mens man kan sidde og kigge på en vinge, der ryster lidt rigeligt og tænke “skal det lyde sådan?”

Jeg fik hele fire af de tolv takeoffs i denne weekend. En smuttur til Potenza i Syditalien for at indgå i en jury, der skulle finde den italienske vinder til deltagelse i European Blues Challenge, der finder sted i min hjemby, Horsens i 2017. Billund-Frankfurt, Frankfurt-Napoli - og retur.

Bangebuks
Lad mig bare indrømme, at jeg er en bangebuks, når det kommer til alt uden for mit eget lands grænser. Jeg er naturligvis styret af den samme nysgerrighed og interesse for andre smage, dufte og temperaturer, men jeg er skræmt ved tanken om at gøre noget forkert. Tanken om at være fremmed skræmmer mig.

Her i Danmark har jeg nogenlunde styr på, hvad jeg må og ikke må. Hvordan jeg bør agere i trafikken. Hvordan jeg opfører mig i en kassekø. Hvornår jeg kan give drikkepenge og hvor mange. Hvordan betoningen i det, jeg siger, kan have afgørende betydning for opfattelsen hos andre. Jeg kan læse det hele på et øjeblik. Jeg kan stadig komme galt afsted, men så ved jeg i det mindste hvorfor, og jeg slipper for pinligheden af at komme galt afsted som gæst. Men frem for alt: Her i Danmark kan jeg tænke og tale på samme sprog.

Jeg ved godt, det er åndssvagt. Det er vel bare en fobi af en slags - eller blot simpel forfængelighed. Angsten for at falde igennem. Angsten for at dumme sig.

Mine få ture til udlandet har været planlagt i faste rammer. To ture til Syditalien i 90’erne var traditionelle charterture med guide og indlagte udflugter til Vesuv og Capri. Jeg gav hotelportieren i omegnen af hundrede danske kroner for at bære mine kufferter op, fordi jeg ikke ville risikere at give for lidt. Det var i tiden med lire. Han så glad ud, da han gik.

Italiensk blues
Men denne tur til Italien var noget ganske andet. Italian Blues Union ville betale for min deltagelse, så de havde lovet ophold, og de ville betale udgifterne til flybilletter. Det var meget svært at sige nej til sådan et tilbud for en italifil stodder som mig. Pizza, pasta, blå himmel, bjerge og sproget. Sproget. Så fuldt af passion og musik.

Jeg fløj derned en tidlig fredag morgen og vidste, at jeg skulle hentes i lufthavnen i Napoli og fragtes de 170 km til Potenza, hvor konkurrencen skulle holdes. Jeg anede ikke, om jeg skulle indkvarteres privat, eller hvad der i øvrigt skulle ske. Jeg havde en returbillet fra Napoli på søndagen klokken 13:55 - det var mit eneste fixpunkt. Det var ret spændende og en lille smule skræmmende for en hjemmefødning som mig.

Jeg ankom til et hav af mennesker med skilte, men ingen med mit navn på. En del af skiltebærerne stod tilmed og slaskede med deres skilt, så det var svært at lure, hvad der stod på dem. Unge dovne fra rejsebureauer. Habitklædte chauffører med Gucci-briller.

Jeg havde fået telefonnumre med af kontaktpersonen i Milano, men min telefon havde ingen netdækning. Jeg havde sikkert på et eller andet tidspunkt sat kryds i en boks på mobilselskabets hjemmeside, fordi jeg vidste, at jeg sikkert aldrig ville få brug for min telefon i udlandet - og så er det jo også så skrækkelig dyrt. Det ved Anker Boye alt om.

Så her stod jeg. Jeg tog mod til mig og fandt en telefon i lufthavnen, men den tog ikke den type kreditkort, jeg er indehaver af. Nå. Der var fri wifi i lufthavnen, så jeg kunne da prøve at skype. Men hvis jeg skulle bruge Skype som telefon, skulle jeg indbetale en kredit og huske en masse adgangskoder i processen, mens jeg febrilsk kiggede mig om efter nye skilte med navne på.

Tænk, hvis de allerede havde været her og var kørt de 170 km retur til Potenza uden mig? Så skulle jeg til at finde en togstation i Napoli og finde den rette togforbindelse. Uden Googlemaps. Og der var sikkert ingen, der kunne engelsk. Og så Napoli. Der er vist en del kvarterer, man ikke skal gå alt for meget rundt i som naiv nordboer.

Den italienske astrofysiker
Dødsangsten havde skubbet til mig, da flyveren røg ind i turbulens under indflyvning fra Ischia. Jeg sad lige ud for motoren og kunne mærke hvordan den speedede op og ned, mens maskinen steg, sank og rystede. Der var fandens smukt derude, men da maskinen krængede 30 grader eller deromkring for at dreje rundt om den solbeskinnede ø, kom klipperne lidt tæt på i min optik. Det hjalp at en kedelig tysker i sædet ved siden af helt upåvirket sad og læste op på turistguiden. Ligesom det havde hjulpet mig før takeoff fra Billund, at fyren i sædet bagved sad og snorkede højlydt, da maskinen taxiede hen til startbanen.   

Men nu begyndte situationen at skræmme mig lidt. Jeg var ikke i kontrol.

Jeg skrev en mail til Davide, kontaktpersonen i Milano, og han skrev heldigvis tilbage efter tolv minutter. Jeg skrev, at der ikke var nogen at hente mig, og jeg skrev, at jeg bar en sort hat, så de lettere kunne finde mig. Skrev naturligvis høfligt og ydmygt og med flere smileyer. Det irriterede mig at skulle ulejlige værten, når jeg nu havde fået de nødvendige telefonnumre på Domenico, Antonio og Lorenzo. Jeg skulle senere finde ud af, at ingen af dem kunne mange ord på engelsk, så det havde nok været nogle sære samtaler, hvis jeg var kommet igennem. Men her tænkte jeg mest på Davides profession som astrofysiker hos CERN og bopæl i Milano. Han sad sikkert der i sin hvide kittel og skulle ikke bruge tid på en utålmodig og ængstelig skandinav i Napolis lufthavn.

Davide skrev tilbage:

Hi Thomas! I contacted the guys - hope everything will be solved soon!

Davide.    
Ja, for fanden. Det vil jeg sgu også. Men hvor længe? Hvornår? Jeg havde brug for at få afløb for mine frustrationer og usikkerhed, så jeg skrev:

Great. Thanks! I stay put ;-)

Ignazio
Jeg stillede mig ved væggen i ankomsthallen, der var tømt for stole. Pizzasalget i den ene ende lokkede forfærdeligt, men jeg kunne jo ikke sidde og æde pizza uden hat, hvis de nu kom om et øjeblik. Så jeg stod der med min sorte hat og ventede på at blive set.

Så kom Ignazio. En lille, tæt, mørk mand på omkring 165 cm. Han marcherede målbevidst op mod mig. “Thomas” “Yes, si” “Coriamo!” Han vippede med hovedet mod døren. “Bagagli?” spurgte han og pegede på min rygsæk. “No….only this”

“Arhhh”.

Da vi kom ud, tog han sin arm ind under min og førte mig frem over pladsen. “cappello nero - è stato facile da trovare…parli italiano?” “øehh...no….maybe ten wor…” “arhhhh…..è un peccato - italiana è importante” sagde han smilende.

Men det forhindrede ham ikke i at tale til mig. Vedholdende. “Capito?” spurgte han undertiden med et spørgende blik mod mig, mens vi drønede ud af E45 fra Napoli. “Eeehm….no”. Det var jo næsten en fornærmelse at sige “no” hele tiden, så jeg gjorde mig meget umage for at forstå bare en lille smule - eller blot snyde mig til et “si si…”


Det var sjovt at opleve den italienske kørestil. Umiddelbart virker den aggressiv, men den er egentlig alt andet end aggressiv, for der er absolut ingen fuckfingre eller truende gestik til folk, der dummer sig. Man giver bare plads og maser selv på, når det er nødvendigt. Bruger hornet til at sige “her kommer jeg” og ikke “flyt dig for helvede, din narrøv”, som ellers er den foretrukne betydning hertillands.

Ved betalingsstationen stod der 2,10 euro, fordi Ignazio kørte i en lille bus. 10 cent mere end en almindelig bil. Så Ignazio smed 2 euro på disken ved den flegmatiske og søvnigt udseende mand, sagde et og andet hurtigt og trillede frem mod bommen. Men da den ikke løftede sig, bakkede han tilbage, fyrede et eller andet af, der både fik ham selv og den grå mand i boksen til at grine højlydt, smed de sidste 10 cent og kørte gennem en åben bom. Han vendte sig mod mig og grinede, fyrede en masse af, der blandt andet indeholdt ordene “due”, “dieci” og en hel del fagter og grin. Jeg grinede med. “Si si…..fantastico”.

Salerno stazione
Jeg sad og smilede mine kæber ømme, mens vi trillede ud af motorvejen med Ignazio bag rattet. Forbi Vesuv og med udsigt til øerne Ischia og Capri. Og så denne blå, blå himmel. Ignazio kørte som i Formel 1, dog ikke så hurtigt, men han lå som oftest midt på vejen og valgte den bane, der passede bedst til den rette kurve i svingene.

Han havde ganske vist sagt noget om Salerno stazione, selvom jeg var af den overbevisning, at endestationen for køreturen skulle være Potenza. Men det betød sikkert, at jeg skulle køre med tog resten af vejen. Det var nok bare kontakten i Milano, der havde hyret ham fra Napoli til at køre mig til Salerno. Men der stod også nogle flere navne på sedlen, så mon ikke det var nogle bluesfolk, der skulle hjælpe mig på vej?

Vi kørte gennem Salerno med de gule facader. Vi blev hurtigt enige om, at det var ganske “bellisimo” og “fantastico” at kigge på. Det blev endnu mere “fantastico”, da vi kom ned på promenaden langs bugten med det azurblå hav. Vi nåede stationen, og Ignazio satte katastrofeblinket i gang, så han bedre kunne parkere på et fodgængerfelt.

Han kiggede på uret og sedlen med navnene, og det var tydeligt, at vi nu skulle vente. Da tidspunktet på sedlen var overskredet begyndte han at gå rundt og sige navnene højt for sig selv, mens han kiggede spørgende på tilfældige forbipasserende. Efter nogen tid lyste han op, og to glade gutter lyste tilsvarende op inde på fortovet. Den ene var i slutningen af 40’erne og med en Johnny Cash-T-shirt med cowboyskjorte ud over, mens den anden var i 30’erne og både velsoigneret og velklædt som det sig hører og bør i støvlelandet.

De kunne heldigvis nogle brokker på engelsk, så kommunikationen blev lidt lettere. Den yngste kom fra Verona, mens den ældste kom fra Parma. “You know...the ham” “Yes, yes. great”.

Lovely to listen to
Vi gik ud for at tage en bid brød. Tre glade italienere og en smålykkelig skandinav. Pizza. Jeg fumlede med penge, men fandt ud af, at det var betalt. Også kaffen på den nærliggende kaffebar. Og kaffen på den næste kaffebar. Vi ventede på mundharmonikaspilleren Fabrizio Poggi og hans kone, der skulle komme fra Milano. Fandt jeg ud af senere.

De kunne begge ganske godt engelsk, så pludselig kunne jeg få en meningsfuld samtale under køreturen til Potenza. Men der blev snakket højt og hjerteligt på italiensk i bilen - primært om mad og musik tror jeg - og Ignazio blev godmodigt drillet, da han skruede op for Eros Ramazotti på bilstereoen. Og de undskyldte deres snak på italiensk overfor mig, men det var bare så lang tid siden, de havde set hinanden sidst. “That is perfectly allright. It’s lovely to listen to” sagde jeg.

Vi trillede ud af Salerno, og hvis man skulle være i tvivl om, hvem af de seks i bilen, der kom fra det kolde nord, kunne man have noteret sig, at jeg var den eneste, der brugte sikkerhedssele. Jeg havde nemlig set, at Ignazio ikke havde nogen Maria hængende fra bakspejlet, så det gik virkelig ikke an at køre uden.

Op og ned af bjerget
Vi ankom til Potenza sidst på eftermiddagen, og jeg fik mit hotelværelse og besked om tidspunkt for aftensmad. 19:20. Vi skulle mødes i lobbyen. Jeg var ved at være sulten, men 19:20 lød fint.

Jeg fik første ret klokken 21:00.

Det var ikke helt nemt at finde restauranten, skulle det vise sig. Potenza er en bjergby. En italiensk bjergby - og derfor infiltreret af myriader af gader på kryds og tværs, motorvejstilkørsler og frakørsler. Og vejarbejde. Masser af vejarbejde. Så chaufførens GPS var ikke til megen hjælp. VI kørte rundt i over en time på jagt efter restauranten, der skulle ligge tæt ved en bjergvej ved Pignola. Men vi fik set en del steder indtil flere gange. Der blev spurgt om vej fem eller seks gange og snakket i telefon. Vi stoppede sågar ved et par lidt lumsk udseende unge mennesker, hvor den ene til min overraskelse hoppede ind i sin Punto og kørte foran flere km for at lede os på rette spor. “Grazie”. “Grazie mille”.

Endelig lykkedes det.  

Det skulle vise sig, at omkring 50 med tilknytning til bluesmusikken var forsamlet på spisestedet, og de havde ventet på os. Alle sammen smilende og glade. Øl og vin ad libitum. Livemusik.

Man kan ikke se på antallet af knive og gafler, hvor mange retter, der var i vente. Så jeg tog anden gang af den lækre, hjemmelavede pasta med flødesovs og ristede brødkrummer, da de bød rundt. Det kom jeg til at fortryde. Der var fem retter på programmet, skulle det vise sig. Desserten blev serveret klokken 23:30.

Pasta, politica e Ua2
Næste dag koblede jeg mig på en udflugt til den historiske by Matera. Jeg fik kørelejlighed med promotoren Lucca i hans spejlblanke Range Rover med læderstue. Lucca kunne ikke mange ord på engelsk, men nok til at vi kunne få aftalen i stand. Han havde sin kone og radioværten Sergio med.

Matera var en times kørsel fra Potenza, så han kørte godt til. Midt på motorvejen det meste af vejen og med op til 150 km/t på de bulede, syditalienske motorveje, gennem tunneler og over broer, der så faretruende nedslidte ud. Når vejarbejde fordrede 40 km/t kom den dog ned på omkring 90. Det var jo også lørdag, så der var ikke så mange vejfolk på arbejde alligevel. Jeg havde ikke fået sele på, fordi selen var gemt bag sædet. Men det var vist heller ikke så vigtigt, for det var der ingen, der brugte. Spærrelinjer var kun vejledende. Sergio førte lange passionerede samtaler med Lucca, og jeg kunne ret let gætte mig til , hvad de handlede om. Først var det “Politica”, “Berlusconi”, “parlamento”, så var det “Ua2” og “BeBe King’e”. Men den længste og mest passionerede samtale var dog om “pasta”, “brunello”, “primitivo” og “sangiovese”. Det var sjovt at lytte til samtalen. Sergio talte i fem eller ti minutter. En lang, passioneret ordstrøm, uden at der kom en lyd fra forsædet. Så var der en pause, og Lucca replicerede med nogle ord. Det var som at overvære et teaterstykke.

Local television
Lørdag aften skulle slaget stå i teatret i Potenza. Teatersalen var ikke videre stor, men i bedste Forum Romanum-stil var der hele fire balkoner. Den øverste var helt oppe under loftet.

Jeg anede ikke andet, end at jeg skulle være en del af juryen. Men jeg havde ikke fået nogen instruktioner om, hvornår jeg skulle være på teatret eller hvor. Jeg vidste dog, at det hele skulle starte 20:30. Det havde jeg selv opsnappet ved at spørge de få, der kunne lidt engelsk. Så jeg sørgede for at være der 20:15.

Da jeg ankom, blev jeg straks ledt ind af en dørmand. En journalist stod og ventede på mig. “Do you speka italiano?” ville hun vide. “No, only english” Jeg kunne fornemme, at det gjorde hende lidt utryg og hektisk. Jeg fulgte efter hende op på 2. balkon. “Do you write for a local newspaper?”, spurgte jeg for at bryde isen og finde ud af, hvad der mon var i vente. “No, local television”. Inde i en af de små balkonaflukker var der gjort klar med kamera. Jeg blev en anelse nervøs, fordi jeg ikke er så god til at svare bevinget på engelsk. Jeg tænker jo på dansk og skal først oversætte det, før det kommer ud over læberne, og presset fra et kamera ville kunne få mig til at lave nogle frygtelige oversættelser. Horsensengelsk.

Hun gav mig en mikrofon. “Thisa for you”, sagde hun. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg skulle holde mikrofonen. Jeg overvejede at spørge, hvad jeg skulle spørges om, men jeg ville jo heller ikke være alt for besværlig. Jeg fornemmede dog også, at hun næppe ville forstå mit spørgsmål alligevel.

“I stand here...you here” sagde hun og drejede mig rundt, så vi begge stod med front mod kameraet. En noget mærkelig opstilling til et interview. De talte ned, og så var hun i gang. Hun indledte på gebrokkent italy-engelsk, som hun læste op fra et papir: “Bluesa isa a greata successa. Alla people hava a blacka soula….” sagde hun og kiggede over på mig.

Stilhed.

Hun viftede med hånden.

Sig nu noget, din skide dansker. Hvor putter man mønten i? Hvorfor siger han ikke noget? Hendes øjne blev endnu mere hektiske.

Stilhed.

Jeg var mundlam. Jeg havde forventet et spørgsmål. Det kom ikke. Hun blev ved med at vifte febrilsk med hånden. Sig nu noget, dumme dansker. Hun virkede nervøs.

“I don’t know…...ehemmm is this live?”

Jeg fik ikke noget svar. Måske forstod hun ikke spørgsmålet, men jeg kunne ved nærmere eftertanke godt regne ud, at det næppe var live, da vi bare gik på, da jeg kom. Hun hoppede videre til næste punkt på sin seddel. Jeg husker ikke, hvad hun sagde, men det var ikke bedre end første skud. Bare en mærkelig sætning om blues uden noget indlagt spørgsmål - og så forventningen om, at det kunne jeg da bare lige causere over i nogle minutter uden forberedelse.

“Thanka youa”, sagde hun lidt febrilsk, hvortil jeg sagde “that wasn’t very useful. I can try the first one again...if you want me to”

“OK...doa thatta”

Det gik sgu ikke meget bedre. Jeg fik vist sagt noget om, at sjælens farve ikke havde noget at sige, og så røg klappen ned igen. Og hun stod og smilede febrilsk og nervøs. Hvorfor fanden var hun nervøs? Det var sgu da mig, der skulle være nervøs.

Jeg gik ned i salen som en vingeskudt måge.

You have to go on stage
Juryen skulle sidde på 2. balkon midt for scenen, og jeg skulle vurdere hvert band ud fra kriterier som “blues content”, “Instrumental talent”, “Stage presence”, “vocal talent” og “originality”. Seks til ti point i hver kategori.

Det første band var ganske godt. Solid, traditionel bluesrock. Det passede mig fint at skulle sidde der, lytte og vurdere. Ro på nu. Bare en aftens bluesmusik og så måske en godnatøl med de rare mennesker bagefter. Min sidemand kunne et par brokker på engelsk: “You know you have to go on stage after this band?”, sagde han og pegede på programmet, der lå ved hans side. “Ehemm...no…to be interviewed?” “Yes”.

Jeg kiggede ned på scenen, hvor bandet stadig var i gang. For få øjeblikke siden havde radioværten Sergio talt passioneret i mindst ti minutter om blues. Han var konferencier. Men jeg vidste fra turen til Matera, at han ikke kunne ret mange flere ord på engelsk end “blues”, “Ua2” og “BeBe King’e”. Hvordan skulle et interview foregå? Hvad ville han spørge om? Eller ville han bare stikke mig en mikrofon ligesom journalisten, så jeg kunne stå og være mundlam foran 200 italienere? Jeg var ikke særskilt bange for at gå på scenen, men det ville være ret rart at vide, hvad de forventede af mig.

Da første band var færdig, strøg jeg ned til bagscenen. Sergio var gået på og endnu en passioneret ordstrøm væltede ud af hans mund. Jeg skælvede lidt indvendigt, hver gang han sagde “Danimarca” eller andet, der kunne lyde som et oplæg til at introducere mig. En tekniker havde udstyret mig med en mikrofon, så jeg var klar til at gå på. Men så kom gutten med Johnny Cash-t-shirten hen og sagde “I think he has forgotten you. He has moved on”.

Puha.

Bayou Moonshiners
Konkurrencen begyndte som nævnt 20:30. Der var seks bands, der hver skulle spille 25 minutter. Der skulle skiftes instrumenter på scenen og rigges til mellem de enkelte bands. Sergio kunne tale uden stop. Han var så passioneret, at han fortsatte ordstrømmen længe efter, de enkelte bands egentlig var klar. Så klokken blev 1:00, før det sidste band var færdigt. Derefter skulle der uddeles ærespriser, voteres - og så skulle vi da også lige høre vinderen af en anden musikkonkurrence spille en håndfuld numre. Klokken blev over 2:00, før vinderen kunne kåres.

De seks bands havde været en blandet oplevelse. Det var meget blandet. Det første band var traditionel transkontinental bluesrock uden dikkedarer. Forsangeren mindede mig lidt om Nick Lowe i udseende og stemme. Derefter fulgte et band, der dyrkede 20’ernes jazzswingsound, komplet med en sangerinde, der havde adopteret den særegne sangstil, kontrabas og slikhår. Da vi nærmede os slutningen, blev det forfærdeligt kedeligt; en duo med guitar og mundharmonika, hvor en ung italiener mente, at han kunne lyde som blind og sort  bomuldsplukker, hvis han bare skreg højt nok i mikrofonen. En anden duo, hvor guitaristen til et nummer havde valgt at sætte pickup på en mandola. Det var mere specielt end smukt - klangen vred trommehinderne.

Men så kom vinderne på, duoen Bayou Moonshiners. En ung mand og en ung kvinde. Det var en blanding af blues og ragtime med klare referencer til både Dr. John og Tom Waits. En slags musikteater, hvor manden, der havde grove træk som en gladiator, spillede Dr. John-klaver og sang, mens den italienske donna sang og spillede tromme, kazoo og vaskebræt. Vi fik en teatralsk og voldsom udgave af  Amazing Grace - måske ikke egentlig bevægende, men dog ganske imponerende.

Afsked
Jeg fandt min seng på Tourist Hotel allerede halv to. Efter de seks konkurrencedeltagere og æresprisen til den rare Fabrizio Poggi, som jeg havde kørt med fra Salerno, kom et vinderband fra en anden konkurrence på scenen. Det var slemt. Et ungt band, der havde valgt at kaste sig over klassikere og transformere dem til en lidt mere funky sound. Men “sittin’ on the dock of the bay” blev ikke bedre af funkbreaks og en sangerinde, der tydeligvis ikke havde mange begreber om, hvad sangen handler om. Så var der en plausibel grund til at bryde op og finde sin seng. Jeg havde alligevel en ret klar fornemmelse af, hvem vinderne ville blive.

Næste morgen klokken 8:30 stod Ignazio klar igen, som planlagt. Han stillede igen en masse spørgsmål på italiensk, hvoraf jeg kunne opfange betydningen af en meget lille del. “Si si...bello….belissimo….fantastico….grazie mille”.

Vi tog afsked med de fire, vi havde hentet i Salerno, ved Salerno Stazione. De italienske kindkys, hvor man bare markerer med sin kind på begge sider af den andens ansigt. Kram. Smil. “Kiss your three wonderful children from me”, sagde Fabrizios kone. Jeg bliver aldrig træt af italienernes hjertevarme. Det er første gang, jeg har mødt fremmede mennesker, hvor det allerede på førstedagen virker helt naturligt for mig at tage mobilen frem og vise billeder af mine børn. En åbenhed og oprigtig interesse, der er aldeles dragende.

Ignazio fandt uden problemer lufthavnen i Napoli. Han smed taxaen på en busholdeplads, mens automatgeværbevæbnede soldater patruljerede foran indgangen. Jeg fandt min taske på bagsædet. “Fantastico, Thomas….buona e sicura viaggio”, sagde han - og en hel del mere, jeg ikke forstod - gav mig et kram og drejede tommelen i håndtrykket og krammede min hånd, mens hans glade øjne kiggede insisterende ind i mine.

De er gode til at byde velkommen, italienerne. Men de er godt nok også gode til at sige farvel. Et farvel, man kan lagre i hjertet.

Mine unger kom mig i møde i Billund. Jeg var træt og glad. Jeg var sidst i Italien i 1998. Der skal ikke gå 18 år før næste gang. Jeg kom til at tænke på Mary Chapin Carpenters fine “What If We Went to Italy”.

"What if we went to Italy
A suitcase of books and one bag a piece for the summer
I don't speak a word of Italian
Except for Campari and soda for two, how much is a Lire
Yes, a villa will do and a breeze, in Tuscany please"




Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder