Uge 23: Knud Lindhard - Can't Get Rid of Rock 'n' Roll

Lyden af Horsens

Knud Lindhard har altid været her - og er her heldigvis stadig.

Jeg købte den ny cd med Knud Lindhard på udgivelsesdagen, og fem timer senere var den væk. Det tog ham tyve år at få den færdig, og det tog mig fem timer at smide den væk. Den er formentlig røget ud af jakkelommen et sted på Bjerrevej eller Høegh Guldbergs Gade, da jeg oksede hjem på havelågen med anden musik i ørerne.  

Jeg nåede i det mindste at høre den nogle gange på arbejde. Måske er det bare en af de cd'er, jeg skulle købe to gange. Måske er der en højere mening med det. Jeg købte en ny dagen efter hos min musikpusher i Borgergade. Der var ikke rigtig nogen vej udenom. 

Knud Lindhard er lyden af min hjemby, Horsens, og en stor del af min opvækst. Han kom af og til i mit barndomshjem, når han havde et nyt, musikalsk projekt på bedding. Min far var musikjournalist og havde fulgt ham fra hans yngste dage – formentlig få år efter det hele startede i Søvind Forsamlingshus i 1964. Jeg har stadig alle de singler og LP’er, min far fik igennem årene. Eller rettere: Vi fik igennem årene. For de blev spillet i mit barndomshjem, og jeg hører dem stadig. Blandt andet en single fra 1973, hvor en langhåret 22-årig Lindhard sideløbende med syren i The Old Man & The Sea forsøger sig med det FM-venlige sommerhit ”Hey Ev’ryone. Året efter blev det lange hår fjernet af grafikeren på coveret til singlen "Sol og Sommer", da Lindhard skulle sælges til Dansktop-publikummet. Det segment var nok ikke så vild med de langhårede flippere.  Sådan må man jo tilpasse sig, hvis man vil leve af at lave musik i dette lille land.

I 1970'erne udgav han sine egne sange med jævne mellemrum. Dengang hvor man skulle til København for at indspille en single eller - når det gik vildt for sig – en LP. The Old Man & The Sea, Lindhard & Ulvene, Lindhard & Max Five, Lindhard Ltd, Find Lizzy, Wolfgang og bare Knud Lindhard – eller Philip Hart som englænderne foretrak at kalde ham dengang i 1985, da kærlighedserklæringen til datteren, singlen Angel, skulle afprøves på det engelske marked. Knud og rødgrød med fløde er omtrent lige store udfordringer for en engelsk tunge.
  
For mig var Knud Lindhard ham den høje med det lange hår, det venlige sind og en udpræget horsensiansk dialekt. Skolelærer på Stensballe Skole. Jordbunden og beskeden. En rigtig spillemand.  

Det er sjovt med bassister, der er i front. Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte Roger Waters' nye skive på vej hjem (hvor jeg altså formentlig tabte Lindhards nye cd ud af jakkelommen). Det lyder markant anderledes end når guitarister eller pianister tager pladsen på midten af scenen. Måske er bassister musikalsk mere helhedsorienterede, og der er ofte en rytmik i deres sangskrivning og vokal, som afslører deres instrument. Det er det samme med trommeslagere, der skriver sange. Der er ikke mange lighedspunkter mellem Roger Waters og Knud Lindhard, ud over bas og den omtrentlige alder, men alligevel syntes jeg, at de ligner hinanden på flere fronter, da jeg cyklede hjemad. De er selvfølgelig også begge høje skure med en lang Fenderbas og en legendestatus. Roger på verdensplan. Knud i Horsens. 

Jeg har levet hele mit liv i Horsens, og Knud Lindhard har altid været der. Han har aldrig gjort noget stort væsen ud af sig. Han har bare været der. På blokvogne, til fester, som producer, i artikler, i radioen, dengang lokalradioen spillede lokal musik. En institution i det lokale kulturliv. 

1993 var et specielt år for mig. Det var året, hvor jeg for alvor skulle kappe båndene til mine forældre og den by, jeg var vokset op i. Jeg skulle til Skotland i tre måneder, der muligvis kunne blive til mere. Jeg havde min discman med, og kort før afrejse fik jeg første single fra Shot Gone-albummet Red E. "Whole Lotta Waiting" med Jesper Bjarnesen i den vokale front – men med en umiskendelig Lindhard-produktion bagude. Det kor og de stadiontrommer hjalp mig til at føle mig hjemme i det skotske lavland. Hele pladen bar et tydeligt aftryk fra Knud Lindhard. Der er ikke rigtig andre, der kan ramme præcis den lyd. Den plade får mig stadig til at føle mig som horsensianer mere end noget andet. Horsensianer fra før der gik superliga og kulturby i den. Horsensianer fra dengang, hvor vi altid var underdogs i en eller anden grad. Det var der egentlig også en pæn portion identitet i. Jeg er tilbage i 1993, når jeg hører det album. Det er ikke megen musik, der kan den slags. 

Derfor var det en udpræget glæde at smide ”Can't Get Rid of Rock 'n' Roll” i computeren for de første lyt. Det er lyden af Lindhard, og det er lyden af Horsens. Jeg kan smile lidt af den noget billige indpakning, der minder om en tankstationsudgivelse fra 90’erne, men hvem ser den slags, når musikken spiller, og vi danser hurtigt forbi? Selvom manden har brugt tyve år på at lave det album, har han tydeligvis ingen intentioner om at gøre projektet prætentiøst. Men en lidt lækrere indpakning med nogle gode fotos og lidt mere tekst havde nu ikke gjort noget. Og en julesang på et album, der udkommer i juni? Burde den ikke være gemt til en single i december? 

Det meste er tilgivet, når Lindhard tager os med ned ad mindernes allé på State Prison Blues med en slags hyldest til den store bygning, der var et åg for horsensianerne i mange år – længe før det hele lysnede med oplevelsescenter, museum og sleep in. Vi får perfekte ba ba af legenderne i Jordanaires og medrivende energisk mundharmonika fra Charlie McCoy, mens Michael Fast tæsker i trommerne som gjaldt det livet.  



The Jordanaires leverer vokaler til pladens første tre skæringer, og genindspilningen af Wolfgang-singlen Sweet Little Maybelline er umådelig svær at være sur til. Teksten er en opremsning af gamle rock n roll-sangtitler, og selvom logikken siger mig, at nummeret er en såkaldt lagkageproduktion, hvor der formentlig ikke har været så mange musikere i studiet på én gang, lever man perfekt i illusionen af dem alle i studiet på én gang. Det virker alligevel så organisk, at man sagtens kan forestille sig Jordanaires og Charlie McCoy omkring Stan Urbans klaver, mens Electric Guitars og Knud sørger for resten.  



Da vi når til skæring fire, åbnes op for godteposen af Lindhards velkendte korarrangementer. Bedst fungerer det på ”It’s All Love”, hvis melodilinje man måske nok næsten har hørt før et andet sted, men som bliver en gennemført lighterballade. Når nu AC kommer i top i superligaen, kunne Lindhard og Co. passende spille den på stadion.  

J.J. Cale får en virkelig fin hyldest med Mr. Cale – med en fin sologuitar, der er så tilpas laid back, som legenden ville have ønsket. Lindhard må nærme sig de 66 med hastige skridt, så det er kun passende, at de sociale medier får en svirper. "Instagram" er en fin ironisk kommentar til udstillingsvinduerne, der kun viser alt det perfekte og gemmer fiaskoerne langt væk.  



Samlet set skinner det stedvis igennem, at de 14 sange har været længe undervejs. Men det hænger egentlig forbavsende godt sammen. Det bliver en fin musikalsk status fra en arbejdsmand uden nøkker. Det er værd at håbe, at han får lyst og tid til at lave noget nyt, når nu tavlen er vasket ren og det ufærdige omsider er blevet færdigt.  

Og det behøver ikke tage 20 år. 

Knud Lindhard: "Can't Get Rid of Rock 'n' Roll" - dunkmusic 2017. Kan blandt andet købes i Vinylbiksen i Borgergade, Horsens - selvom der er tale om en cd. 

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder