Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland




Hverdagens Helte, Laura Mo, Sonja Hald, Telestjernen og Ulvetimen har fundet sammen i musikkollektivet Keminova Cowboys. Det er der blevet en plade ud af, som kan gå hen og blive en lille milepæl.

Tider vender nogle gange tilbage, når livets pendul passerer sin grundstilling. Heldigvis. 

Jeg voksede op i 70'erne og 80'erne med den nordjyske folkemusik fra De Gyldne Løver, Niels Hausgaard og Fisker Thomas på grammofonen, fordi min far, der var journalist, skrev om og kendte dem. Musikken, kulturen og de tilhørende anekdoter har sat et uudsletteligt spor i mig. Så da jeg skulle finde et emne til min bachelor på Journalisthøjskolen, smed jeg mulige Cavlingemner som fedmeoperationer og patientsikkerhed overbord for mindernes skyld. Jeg skrev om musikken fra Vendsyssel og besøgte studiet, hvor magien fandt sted for 40 år siden. Min far var død ti år før mit bachelorprojekt, og jeg ville vel bare finde hjem. Lade en ring sluttes om man vil.

Der er noget ved den tid, der drager mig. Den måde, musikken blev til på. Niels Hausgaard havde naturligvis hørt om De Gyldne Løver, da producer og dansktopsanger Palle Juul bragte dem sammen for at indspille Hausgaards første plade. De fik efter sigende det meste ned i løbet af en weekend - også den New Orleansjazzede hitlistesucces "Først en halv time på den ene side". Der blev formentlig drukket en øl eller to undervejs, og livslange venskaber blev beseglet. De sov på gulvet i Palles sammenflikkede Quali Sound-studie. Det var ude på landet ved Nibe, men det var kvali; Palle havde smidt én million efter sit studie, dengang i begyndelsen af 70’erne. Det var mange penge dengang.

Det var uprætentiøst. Det var sjovt. De lavede pladen uden at ane, om de kunne finde et pladeselskab, der ville udgive en cykelvikars sange på vendelbomål. Stik mod alle odds landede Palle en aftale med EMI, og succesen var omtrent i hus.

Siden kom 80’erne, 90’erne og et nyt årtusinde. Griskhed, selvfedme og jantelov overtog musikbranchen og det meste af det omkringliggende samfund. Palle tog sit eget liv, og hans studie blev til afrusningshjem for narkomaner. I radioen kæmpedes om hits og hurtige penge. Berømt for berømthedens skyld. X-Factor. Niels Hausgaard blev standupkomiker trods indlysende evner som sangskriver. Landet var blevet for overfladisk til gode sange. Cornelis Vreeswijks publikumshilsen ”kära medborgare” var et ekko af en fjern fortid. Hvor blev fællesskabet af?   




En søndag i oktober
For nogle uger siden landede en besked i min Messenger. En gut, som jeg var blevet ven med på Facebook, skrev en forespørgsel om min mulige deltagelse i forberedelserne til et koncertprojekt. Jeg skulle stille nogle intelligente spørgsmål, som en videograf så skulle filme til en dokumentar af en slags. Han skrev, at jeg var blevet anbefalet. Den slags tager jo altid kegler, men jeg får af og til henvendelser om at deltage i projekter, som der ikke er nogen penge i. Da jeg forsøger at leve af journalistikken, kan jeg af gode grunde ikke sige ja til det hele. Så bliver min kone bare sur.

Jeg takkede ja til at deltage uden rigtig at sætte mig ind i, hvad det egentlig handlede om. Jeg havde dog fanget, at de kaldte sig Keminova Cowboys, og at det var flere bands og solister, der var gået sammen. Men det var i nærheden, og det var formentlig en lørdag eller søndag, de skulle bruge mig, så det skulle jo nok gå. Og nu var jeg jo blevet anbefalet - så det.

Tiden nærmede sig, og jeg håbede, at de havde glemt mig. For jeg orkede ikke. Det var sikkert et eller andet halvdårligt, prætentiøst indie-pis. Med tre børn i huset og kamp om stuen med stereoanlægget er det faktisk lidt af en bedrift at finde ro til at opdage og fordybes i ny musik. Det er meget nemmere med det, man kender.

Men de havde ikke glemt mig. Få dage før faldt de sidste aftaler på plads, herunder adressen for mødet. Det var et studie, jeg kendte i forvejen, nemlig Søren Zahles Studio Communale i Skanderborg. Nå, da da. Så må han jo have noget med det at gøre? Men jeg havde så travlt med alt muligt andet i dagene op til, at jeg ikke tog tråden op.

Men om morgenen før mødet havde jeg omsider et par timers ro. Jeg nærstuderede det dropbox-link, jeg havde fået, og mine ører blev rødere og rødere. Laura Mo. Det navn kender jeg da? Sonja Hald? Dem havde jeg overvejet at opleve live få uger forinden. De lå i periferien af min musiksmag og skulle tjekkes ud, men noget glippede. Telestjernen. Ulvetimen. Hverdagens Helte? Jeg kendte flere af dem af navn, men jeg havde været for doven til at høre, hvad de havde at byde på. Alligevel havde jeg en instinktiv fornemmelse af, at de fortjente mere end en doven ignorant til at stille dem spørgsmål i den dokumentar.

Men der var ingen vej tilbage; jeg måtte finde den rette mine til slet spil.

Heldigvis var dagen i Studio Communale så tilpas kaotisk, at mit anløbne bluff forblev min hemmelighed. Der var tid til at aflure, hvad det hele egentlig handlede om, før jeg skulle stille nogle forhåbentlig fornuftige spørgsmål.



Kage til Hausgaard
Fem jyske bands og solister. En gennemsnitsalder i midten af 30’erne. Aldrende biler med barnesæder. En del baseballcaps og mere fuldskæg end i en grødcafé på Østerbro. Sammen havde de lavet en plade i løbet af en enkelt weekend. Syd for Skive. De havde vist drukket en Hancock eller to undervejs, forlød det. Måske havde de også sovet på gulvet i studiet.

De havde sågar fået Niels Hausgaard som protektor. Protektorater tildeles normalt de royale, men Niels havde påtaget sig det tunge hverv mod en lovet hjemmebagt citronhalvmåne i returkommission, påstod Laura Mo. Når man kender Hausgaards anstrengte forhold til kage, kan man godt have sin tvivl om sandheden i den historie. Han vil nu nok foretrække en stout eller noget havre til hestene.

Musikkollektivet har indspillet ti sange af ret forskelligt indhold og udtryk, og alligevel synes der at være en rød tråd igennem projektet. Måske er det legen og fællesskabet, der får det hele til at hænge sammen. Fra Laura Mos hillbilly-folk med banjo, nordjysk lune og redneck-kor til Hverdagens Heltes forfinede, symfoniske ballade med klare Beatles-referencer, ”Ensomme hjerte”. Fra Ulvetimens mørke, romantiske og ordknappe poesi til Telestjernen og Hverdagens Heltes  storytelling, hvor en spade er en spade og en stor bil en SUV. Midt imellem et sted findes Sonja Hald, der tydeligst bidrager med den TV2-prægede Råvilde Dage, der har et klart hitpotentiale, og den skønne, skæve titelsang, Prinsessen af Jylland, hvor Niels Hausgaard mere eller mindre frivilligt er med.



Mouskouri og tørrede isinger
Men rodebutikken hænger sammen med pedal steel, banjo i rigelige mængder og (fulde)mandskor. Det er jysk, og det skal lyde jysk. Hvor 70'ernes musikalske jyder hev folklorens fioler, vaskebrætter og resonansstrenge i studiet for at skabe en jysk sound i protest mod EF, kjøwenhavnere og internationaliseringen, er nutidens greb at sidestille Jylland med redneck-land. I dag er det hillbilly-country, der skaber et jysk lydbillede. I 70'erne gik en jyde i islænder og tog rutebilen. I dag kører han pickup-truck og går med baseballcap fra den lokale foderstofforretning. Amerikaniseringen er også kommet til Nørhalne, Bindslev og Fly.

Det er naturligvis klicheer, men man fornemmer ikke en udpræget ironi i projektet. Lykkeligvis. Der er højst tale om en klædelig selvironi, når Telestjernen i åbningsnummeret "En Keminova Cowboy" maler et abstrakt ordbillede, der minder om lige dele loppemarked og udlængsel. Vi kommer både omkring Nana Mouskouri, tørrede isinger, John Mogensen, Mallorca og hæklet husflid. Det kan lyde som en mærkelig blanding, men en jyde kan instinktivt genkalde sig et barndomsminde eller to ud fra de stikord.

Når Ulvetimen vover at stille med den romantiske hjemstavnshymne "Hvor lyngen gror", ved man, at der er lidt mere på spil end letkøbt ironi. Der er også en kærlighedshungrende desperation at finde i Sonja Halds "Råvilde dage".

Så nok er humøret højt, men de tør også være oprigtige og romantiske. Det bliver aldrig ironisk røvballerock. Det er velspillet, velsunget, velskrevet og velproduceret.



En milepæl
Det er svært ikke at tænke på Traveling Wilburys eller Dalton, når man lytter til projektet. Men styrken i Keminova Cowboys er netop hurtigheden. Hvor langstrakte studiosessions med mange egoer altid ender i gråd og tænders gnislen, kan en hurtig proces begrænse udgydelserne til produktive blodstænk, sved og tårer. Den hurtige proces har tvunget dem til at stole på, at de første indskydelser ofte også er de helt rette valg. Det gør pladen frisk og levede at lytte til.

Jeg tror, pladen er en blivende klassiker. Den kan vise sig at være en milepæl for danske upcoming bands og solister. Ved at lave denne type low budget-produktioner i forening, kan de komme ud til et bredere publikum, fordi de samler publikum i en fælles pulje. De kan også udvikles kunstnerisk ved at inspirere hinanden i processen, og økonomisk står de tilmed stærkere i forening. Det er en win-win-win-situation, som det hedder på godt jysk.

Det der fællesskab er slet ikke så langhåret, kikset og 70’er-agtigt. Det er værd at værne om. 

Keminova Cowboys: Prinsessen af Jylland
Fås som cd og LP - kan også sniglyttes på Spotify og andre streamingtjenester. 

Billederne er skudt af skribenten i Studio Communale og ved releasekoncerten på Atlas, den 3. november.




























         

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder