En bevægende tur i den indre biograf



Carsten Islington havde medbragt ungdommens stormfulde forelskelse Beatrice, junkien Simon og katten Johnny til en aften med Storytelling på La Vie. Det blev en bevægende filmoplevelse af de sjældne. 

Det er næste tyve år siden, jeg har oplevet Carsten Islington sidst. Lysten til at høre ham igen har fulgt mig i alle årene, men muligheden havde bare ikke lige budt sig, når jeg nu i de mellemliggende år er blevet småbørnsfar med smag for sofaens bløde aftryk.

Men da han gæstede min stamcafé, La Vie, måtte jeg af sted. Den lille café i Horsens kan normalt rumme omkring fjorten siddende gæster og lidt flere, når bordene fjernes. Det er den ultimative ramme for storytelling. Varmt og intimt – næsten som at være inviteret hjem i historiefortællerens egen stue.

Highlanderen
Han stod der, så ud og lød fuldstændig, som jeg huskede ham. Han må jo være blevet tyve år ældre, men det var ikke lige til at se eller høre. Han lignede stadig en venlig højskolelærer med glimtet i øjet og ræven bag øret. Jeg huskede ham også som gråskægget dengang. Måske er han sådan en udødelig highlander, der altid har været her og altid vil være her? Egentlig en betryggende tanke, eftersom alle hans historier af og til kan efterlade mig med dårlig samvittighed. Alt det levede liv skræmmer. For vi skal jo huske at leve, mens vi er her. Karpen Diem og de andre fisk i akvariet. Det er lidt hårdt at blive mindet om, når nu min livshistorie er præget af dovenskab og latent angst for det ukendte. Jeg blaffede engang hjem fra Billund Lufthavn. Jeg var 21 og den sidste bus var kørt. Det er vist nogenlunde det mest vovede, jeg har foretaget mig i mit liv. Van Morrison lyder for mit indre øre:

“Well it's out on the highway and it's on with the show
Always telling people things they're too lazy to know”

Ja, han fortæller alt det, jeg er for doven til at vide. Som at køre til Afrika på en knallert, fordi det kunne være spændende at se, hvordan det ser ud dernede. Jeg har primært rejst all inclusive i trygge Europa og på forhånd nærstuderet, hvordan det ser ud på destinationen. Undgået det ukendte. Undgået det fremmede.

Franske Beatrice og junkien Simon
Der var fyldt godt op på La Vie, og mens livet profilerede forbi på den anden side af ruden i en anden verden, startede Carsten den indre smalfilmsfremviser hos publikum. Vi så hver vores film, når de billeder, Carsten malede, blev fremkaldt i det indre mørkekammer.

Vi fik en historie, han efter sigende ikke havde fortalt i sin fulde udstrækning før. En timelang historie om den smukke femme fatale Beatrice, der dukkede op ud af intetheden ved hovedbanens pølsevogn og forsvandt lige så pludseligt igen. Om kollektivet med den morderiske kat, Johnny, og Carstens gamle ven Simon, der havde slået sig på junk og ikke var til at stole på. En fortælling med masser af scener. Filmen flimrede for mit indre blik. Hans kollektiv var den lejlighed, jeg boede i, da jeg var i praktik som journalist i København. Der var nemlig også en irriterende kat. Værtshuset, hvor Carsten havde det endelige showdown med Simon, da han havde stjålet Carstens stereoanlæg for at få råd til junk, var min fars gamle stamværtshus. Og værtshuset, hvor Carsten arbejdede sammen med Beatrice, var det hedengangne Eydes Kælder i Horsens. Det hele passede fint ind.

Det var en bevægende historie, fyldt med den detaljerigdom, der gør Carstens historier til noget helt særligt at lytte til. Han dømmer ikke. Han forsvarer sjældent sig selv, selvom han denne aften lige måtte præcisere, at skønt han som udsmider kunne slå på tæven, havde han aldrig krummet et hår på mennesker, der ikke selv ville slås. Det er ikke løgnehistorier, han fyrer af. Det er hans egne fortolkninger af det oplevede. Det er ikke nødvendigvis sandhed i ordets reneste betydning, men det begreb er også en illusion. Alle hændelser tolkes forskelligt af de øjne, der ser og de ører, der hører. Carstens fortællinger er hans version af det skete, og han kunne impulsivt vise både en kroget finger og en delvist udvisket tatovering på armen til at bekræfte fortællingens sandfærdighed.  

Historiefortælleren  
Når jeg anbefaler andre at gå til et arrangement med Carsten Islington, er det altid svært at sætte ord på, hvad det er, der gør det til så speciel en oplevelse. Han fortæller historier. Javel. Måske associerer mange så til den brovtende festabe, der stjæler opmærksomheden med en sjofert. Eller måske tror somme, at det er onkelhumor og god timing a la Poul Erik Krogen, der er lagt i ovnen til.

Men det er noget helt andet. Egentlig vil jeg hellere forbinde det med en god sang, man kan forsvinde ind i.  For Carsten er ganske musikalsk i sin måde at fortælle på. Der er en god portion ”show it - don’t tell it” i fortællingerne, og skønt han kan være følelsesmæssigt involveret i historierne, indtager han i høj grad beskuerens rolle. Han distancerer sig ikke, men han bliver heller aldrig rørstrømsk. På den måde minder hans storytelling mig meget om den amerikanske storyteller, Tom T. Hall - blot uden musikken og rimene.

Heldigvis har Carstens mange år som historiefortæller ikke ændret en tøddel på den uprætentiøse tilgang til materialet. Han ser sig som en arbejdsmand, og han opfører sig som en. Jeg husker til sammenligning en visekunstner, der opnåede pludselig og stor popularitet i 70’erne og 80’erne. Succesen steg den sympatiske sanger til hovedet, så han til sidst ikke kunne lyde naturlig mere. Hans musikalske udtryk blev stedvis kunstlet og ufrivilligt morsomt. På samme måde kunne man frygte, at den store historiefortæller Islington anno 2018 ville entre scenen med langt halstørklæde og pompøs hat a la Drachmann, klar til at udøse sin livsvisdom over den ventende pøbel. Men Islington smider vist stadig den udtjente Toyota Hilux i den nærmeste baggård og dukker op i jeans med sine smøger i brystlommen bunker af historier i baghovedet. Publikum må hjertens gerne afbryde undervejs, for der er ikke noget manuskript eller drejebog. Ingen plan. Den samme historie lyder formentlig meget forskellig fra scene til scene. I Horsens, København, Svendborg eller Thyborøn. Er der et publikum, dukker han gerne op og fortæller.

Ned på Jorden igen
Den bevægende historie om Beatrice sluttede, og måske var det en forræderisk tåre i øjenkrogen, man kunne se hos den hærdede historiefortæller. Eller også var det blot publikums følelsesmæssige reaktion, der blev projiceret over på Islington. For det var en historie med masser af grin, der også gjorde lidt ondt.

Islington sluttede med at få publikum ned på Jorden igen. Efter det dramatiske og bevægende fik vi den kække historie om månelandingen i 1969 og ungdommens liderlighed. Den månelanding bliver aldrig den samme igen. Vi sluttede med fnis og grin.

Opskriften er jo egentlig meget enkel: En god fortæller og en god historie. Men det kan nærmest virke som magi i en tidsalder, hvor det gamle håndværk nærmest er glemt. Kan man overhovedet få ordet i mere end tyve sekunder ad gangen? Jo, hvis man har noget på hjerte, teknikken og modet til at få det ud over læberne.

Så skal de nok lytte. Som til god musik.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder