Hustleren og heptomaderne



Carsten Islington leverede en humoristisk og tindrende ærlig fortælling om kærlighed, hustleri, liderlighed og livets knubs, da han atter gæstede Café La Vie i Horsens.

Han ankommer få minutter før showstart i et par bukser, der sikkert kunne have gjort Franz Beckerlee misundelig i midten af 70’erne: Det amerikanske stars and stripes i jeansudgaven. Hans entré matcher dog ikke buksernes larmende udtryk, for der er tale om et par reservebukser, den 64-årige storyteller modvilligt måtte iføre sig på Fyn, da hans hårdt prøvede Toyota Hilux brød sammen og afsatte et aftryk af dieselolie på de mørke, diskrete jeans, der skulle have været aftenens sceneoutfit. ”Det er ikke med min gode vilje, jeg har dem på”, forsikrer Carsten, mens han tydeligvis morer sig over, at livets tilfældigheder atter spillede ham et puds. Så i dag skal han optræde i et par kiksede bukser.

Bukserne er samtidig et vidnesbyrd om Carstens rock ’n’ roll- og arbejdsmand-attitude: ”Jeg kommer altid, uanset om bilen bryder sammen, eller jeg er syg”, siger han.

Der er som altid fyldt godt op i det lille cafélokale, og døren ud til gaden står på vid gab, så nogle af gæsterne kan sidde udenfor i sommeraftenens varme uden at miste tråden i Islingtons persongalleri.

Heptomaderne

Der er mange navne med i aften. Islington tager udgangspunkt i syvårsperioder, de såkaldte heptomader, som har defineret hans liv. Hvert syvende år byder på en ny start, bedyrer han, senest levendegjort, da han som 63-årig blev skilt og først endte som hjemløs på en nedslidt campingplads i en nedslidt campingvogn, før han fandt en ny kæreste og tog på ”vandkringletur” rundt til interessante steder. For Carsten var meget bevidst om, at han netop havde taget hul på sin tiende heptomade, og at noget nyt var i vente. 

- Vi købte en vandkringle og kørte ud til interessante mennesker og spurgte, om de gav en kop kaffe”, siger Carsten.

Vandkringleturene resulterede i, at de fandt en hjemstavn ved Sorø, hvor campingvognen kunne stilles op. Carstens tiende heptomade ser lys ud i hippiekollektivet ved Sorø, hvor man ifølge Carsten får en solnedgang, som københavnerne betaler 25.000 om måneden for at opnå. Opskriften på sådanne glæder er enkel: Tro på, at du kan danse med stjernerne og grib de chancer, der byder sig. 

- Hvis man tror på, at man får succes, får man også succes. Men hvis man tror på, at man bliver en fiasko, kommer det også til at gå i opfyldelse, siger Carsten.

Den devise har han levet efter det meste af sit liv. Det har givet masser af skrammer, masser af glæder og bunker af oplevelser, som han formidler i sine fortællinger. Han graver ned i virvaret af oplevelser og samler passager op. Der er intet filter, og der er ingen mellemregninger.

Vi får f.eks. historien om, da han som 12-årig gik alene gennem byen, og en mand på knallert spurgte, om han ville se en kælder. Den eventyrlystne og naive 12-årige gik med og blev seksuelt udnyttet af den moralsk degenererede knallerist. Men det minde får ikke Islington til at udbryde et ”me too”.

- Jeg tænkte bare ’var det, det hele? Det var sgu’ godt nok en tynd kop te’, siger Carsten til publikums forsigtige moro.

Come on, mand!

Alle livets knubs har gjort ham klogere på sig selv og livet. Hændelsen i kælderen gjorde ham bevidst om, at han ikke følte nogen attrå mod den mandlige seksualitet. Moderens erotiske kurver, når hun etagevaskede sig ved køkkenvasken, havde tidligt ansporet hans interesse for kvindekønnet. En interesse, der gradvist voksede til et begær. Men kærligheden er ikke kønsbestemt: Vi får historien om hans tætte ven og sjælebror Michael, som han delte det meste af sin fjerde heptomade med. Michael, der havde succes med pigerne og spillede trommer i et band. Michael, som Carsten engang sov i arm med. Michael, der var så god til så mange ting. Michael, som alle holdt af. Michael, der døde af leukæmi som 28-årig. Carsten fik ikke lov at være ved ham, da han åndede ud, for den slags intime stunder var forbeholdt familien dengang. Så Carsten måtte sidde på hospitalsgangen og se på døren ind til stuen gå op og i. Da familien forlod hospitalet, forbarmede Michaels mor sig over den sørgende ven og gav Carsten lov til at sige farvel til Michael.

Det har gjort ondt, men Carsten forholder sig usentimentalt og tilgivende til sit liv og de mennesker, han har mødt på sin vej. Som det mest naturlige. Selv de største skuffelser og fortrædeligheder bliver gentagne gange visket af tavlen med et københavnsk ”come on, mand!”

Et ”come on”, der sagtens kan fortolkes som et ”move on”, for det er i de to ord, man skal finde årsagerne til hans begivenhedsrige liv. Selv siger han, at Odin og Thor nok havde særlige planer med ham, da han kom til verden i et kolonihavehus i Bolbro vest for Odense.

- Odin og Thor har nok sagt ”Nu udsætter vi sgu’ ham for alt på hele paletten, så vi kan se, hvad der sker”, siger Carsten.

Men gennem fortællingerne får vi samtidig billedet af en mand, der fra barnsben altid har kunnet vifte støvet af skuldrene og komme videre, samtidig med at han altid kunne se det positive i den lærdom, der fulgte med.

Hustleren

Et godt eksempel er faderen, arketypen på en hustler, der set med nutidens, kritiske øjne misbrugte sin søn for egen vinding. Han var ikke bleg for at sende Carsten på tyvetogt efter dørmåtter og juletræer, ligesom andre svindelnumre også var lettere at gennemføre med en lille, troskyldig purk på slæb.

- Men min far gad mig jo godt. Vi var hele tiden sammen, og selvom meget af det, han lavede, ikke var helt fint i kanten, var jeg ikke i tvivl om, at han elskede mig. Det var langt vigtigere, siger Carsten.

Faderen fik dog også ansporet Carsten til et hustlerliv. Carsten var i høj grad sin fars søn, da han tog kæresten bag på motorcyklen op til Nordsjælland for at natsvømme i velhavernes opvarmede swimmingpools. Eller da han indlogerede sig på hoteller under falsk navn og stak af fra regningen. Eller da han sad i militærfængsel en stor del af sin værnepligt, fordi han – eksempelvis - skruede hjulene på majorens jeep løs og forlod sin vagt for at opsøge kæresten i København. Eller da han levede som en slags private dancer på Københavns bøsseklubber og lod sig traktere med drikkepenge, små klap i røven og gratis drinks i baren, selvom han ikke havde nogen hensigt om at takke ja til de mange, frække tilbud. For billedet på hans erotiske besættelse var og blev Solvejg fra lejekasernen, der virkede så let som en fjer og havde det smukkeste, lyse hår. Det var da også Solvejg, der første gang sagde ordene ”jeg er gravid, Carsten”, da hun var 13 og Carsten 14. De prøvede at begå fosterfordrivelse ved oral indtagelse af store mængder olivenolie, men det hjalp vist ikke. Det hjalp heller ikke, at Solvejgs storebror var leder af den lokale rockerklub. Hun var vist ikke så gravid, at det gjorde noget, men mistanken gav ham en grundig omgang kindheste fra rockerne og en forvisning fra kvarteret.  

Carsten Islington har været en hustler en stor del af sit liv. Man fornemmer, at den 64-årige storyteller er faldet lidt mere til ro og holder sig nogenlunde inden for lovens rammer. Bedsteborger til husbehov. Man må jo også være lidt mere påpasselig, når man har entret sin tiende heptomade. Men nysgerrigheden og eventyrlysten er intakt.

Carsten Islington på La Vie, Thonbogade i Horsens, den 6. juni 2018. Islington gæster caféen den første onsdag i hver måned, men den næste måned er der dog sommerferie fra den praksis.         

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder