Et farvel til Larsen og Good Time Charlie

Kim Larsens nylige død rumsterede i baghovedet hos både publikum og historiefortæller, da Carsten Islington atter slog vejen forbi Café La Vie i Horsens. Islington slog en løkke omkring sin egen slægtshistorie og de følelser, dødsfaldet vækkede i de fleste af os.

Carsten Islington forbereder sig efter eget udsagn aldrig til en historiefortælling. Han dukker bare op og vælger i sidste øjeblik, hvilke historier, der skal hentes frem fra arkivet. Det er humøret og publikum, der afgør valget. Onsdag fik vi den påstand bekræftet. Carsten var som altid i et sprudlende og smittende humør, men under overfladen rumsterede den sære melankoli, der de forløbne dage var blevet et nationalt pejlemærke. Kim Larsen var sovet ind i en alder af 72.    

 

- Jeg har det virkelig underligt med, at han ikke er her mere. Han har jo altid været her. Det er virkelig en af de store træer i skoven, der er væltet, og jeg tror, at vi reagerer som dyrene i skoven, når den slags sker. Når et af de store egetræer vælter, stopper dyrene op og kigger. Og efter et stykke tid fortsætter livet som førhen, sagde Carsten.

Dødsfaldet havde også fået den 65-årige storyteller til at tænke over egen alder og dødelighed.

- Det værste ved at blive gammel er de mange begravelser, man er til, fordi en del af dem var ens livsvidner. Det er vidner til mit liv, der dør, og en dag er der kun mig selv og mine historier. Der er ingen tilbage, der faktisk var der og oplevede det sammen med mig, sagde Carsten. 

Derefter skruede han tiden langt tilbage og fortalte den rørende, malende og underholdende historie om egen slægt. Om oldefar Heinrich, der mistede sin kone til den spanske syge og derfor arrangerede baller i nærliggende Struer. Unge kvinder fra Polen og Tyskland blev fragtet i kærrer op gennem Jylland til disse baller, så den agrare ungdom og enkemændene på gårdene kunne få en kvinde i huset.

- De smukkeste var som regel taget, når vognene nåede helt op til Struer, så der var kamp om resterne, jokede Carsten.

Store, stærke Hanna

Det var de største gårde, der fik lov at vælge først, når der skulle bydes op til dans, så Heinrich havde gode muligheder for at vælge den smukkeste på gulvet. Bønderne fra de andre gårde så misundeligt til, da Heinrich skridtede gulvet af for at udpege den kvinde, han ville tilbyde sin sengehalm og gruekedel. Men Heinrich ville have en, der kunne tage fat, så han gik lige forbi alle de smukke og nette piger fra kejserriget. Han gik direkte over til Hanna, der med sine 185 cm var en usædvanlig stor kvinde for tiden. De tog en svingom, og det resulterede siden i Carstens bedstefar, Henrik.

Henrik arvede de tyske gener fra Hanna. Han voksede sig til en stærk mand på to meter.

- Han vejede 135 kg uden at være tyk. Da han døde i 70’erne og skulle begraves, var jeg med til at bære kisten ud til gravstedet. Gravstedet skred sammen, da vi stod på kanten, fordi der måske samlet var 900 kg med kistens indhold og dem, der bar. Så jeg røg delvist ned i graven med kisten over mig, før jeg blev reddet op. Henrik endte hulter til bulter i graven, og det var egentlig ret symptomatisk for hele hans liv, sagde Carsten.

Hestespecialisten Henrik

For Henrik var en farende svend en stor del af sit liv. Han forstod sig særligt på heste, og han handlede en del med dem. Men på et marked blev han snydt, da en hestehandler solgte ham en krikke, der var blind på det ene øje. Det fik den til at gå skævt, og det fik den store mand til at føle sig slemt snydt. Så han vendte tilbage til markedet, og da hestehandleren så det stor brød ankomme med et olmt blik, stak han i rend. Henrik havde svært ved at indhente den lille, vævre mand, men han kunne dog stoppe ham ved at slå med knyttet næve på hans hoved. Henriks vrede og voldsomme fysik var en dårlig kombination.

- Han trykkede mandens hoved ned mellem skulderbladene, så han røg på hospitalet. Min bedstefar røg i tugthus, siger Carsten.

Men med 1. Verdenskrig var der brug for våbenføre mænd, der kunne håndtere heste til transport af materiel. Danmark var neutral, men hæren var alligevel mobiliseret til en mulig invasion. Det forårsagede en benådning af Henrik, og efter krigen trak han sig tilbage som karl på en gård. Her byggede han en hestetrukken karrusel, som han kunne rejse rundt med. Da han nåede Lemvig, gik han til bal og scorede egnens smukke Anna, hvilket afstedkom et kæmpeslagsmål med de andre forsmåede ungkarle fra egnen.

- De taler stadig om det slagsmål på egnen, bedyrede Carsten.

Anna og Henrik fik Kaj, og Kaj var også en farende svend, indtil han en dag gik ind på en gårdsplads, hvor Carstens mor, Elsa, sad i et kvistværelse og drømte. I Bolbro ved Odense kom Carsten til verden, siden flyttede de til København, Kaj blev til ”Vakse Kaj” og resten er historie, som de siger.

Smukke Charlie uden Harley

Men så var der jo også moderens bror, Charlie, der dukkede op hver søndag morgen i barndomshjemmet. Medbragte morgenbrød og fortalte røverhistorier i køkkenet fra weekendens eskapader. Charlie kom til staden om fredagen, turede byen rundt med sine hustlertricks og kom hjem til sin søster og svoger søndag morgen for at fortælle om oplevelserne, før snuden blev vendt hjemad. Charlie var en hustler og lidt af en storyteller. Allerede som 13-årig fik Carsten lov til at komme med Charlie rundt på byens knejper, hvor den uskyldsrene, buttede, rødhårede dreng var et godt skalkeskjul for Charlies numre. Som når han spillede beruset, når der skulle spilles om penge i billard. Eller når han også så omtåget ud, når der skulle rafles om penge.

- Det gik jo som regel ret godt for ham, og jeg spurgte ham, hvordan han dog kunne snyde i rafling, for det var jo bare held, uanset om man er fuld eller ædru. Han sagde, ’når jeg har en god hånd, holder jeg fast om terningerne gennem bægeret, så jeg kan lave det samme slag flere gange’. Jeg forstod ingenting, for han rystede jo stadig terningerne, for det kunne man jo høre. Men han havde et trick med at rasle med sine forlorne tænder, mens han holdt bægeret tæt til ansigtet, sagde Carsten til højlydt latter fra publikum.  

Charlie var Carstens voksenven i flere år, men han levede et hårdt liv og blev ikke så gammel. Da han skulle stedes til hvile, var det i et kapel med tilhørende krematorium.

- Det var en lidt underlig oplevelse. Da ceremonien var overstået, kørte kisten på en skinne ind bagved kapellet, og da vi stod ude foran og fik en smøg, kunne vi se røgen fra Charlie blæse ud ad skorstenen. Men det var først et godt stykke tid efter, hvor jeg sad i køkkenet hjemme hos mor og far en søndag morgen, at det rigtig gik op for mig, at han manglede, sagde Carsten.

Kim Larsen sov ind på en søndag, og Carstens onkel Charlie minder en del om Good Time Charlie fra Gas 5. Man kan tilmed udnævne Good Time Charlie til Kim Larsens alter ego i midt-70’erne.

I said mamma

Please understand

If booze and them girls are gonna get me

I think it's my way to fly

So bye bye

See you in the sky

Carsten blev sin bedstefar

Det sætter tanker i gang, når de store træer I skoven vælter. Pejlemærker fra det meste af et liv. Men livet må naturligvis gå videre, og ligesom dyrene i skoven bevæger vi os også videre. Vi undrer og skammer os måske over at blive så berørt af, at et menneske, vi end aldrig har talt med, dør. Men i virkeligheden bliver vi blot mindet om vores egen dødelighed. Især når man, som Islington, blot er syv år yngre end Larsen og har levet et tilsvarende, hårdt liv. 18 år som udsmider på Vesterbro, et ukendt antal år med hårdt, fysisk arbejde over det meste af verden og flere vintre i en kold campingvogn kan godt tilføje ekstra årringe i træet.

- Når man er 65 år, kigger man sig i spejlet og ser til sin skræk, at man er blevet sin egen far. Og når jeg kigger på min slægtshistorie, kan jeg udmærket se, hvorfor jeg er blevet den, jeg er blevet. Jeg er jo bare blevet min bedstefar. Hvis jeg havde været født i 1885, havde jeg nok også rejst rundt med en karrusel. Nu rejser jeg i stedet rundt med mine historier, sagde Carsten.

Carsten akkompagnerede på fineste vis den udbredte melankoli i folkedybet uden at nævne hovedpersonen med mange ord. Charlies glade søndage, der blev alt for stille, og fortællingen om blodets bånd fra 1800-tallet til i dag skabte masser af associationer til den indre biograf.  

Carsten Islington gæster Café La Vie den første onsdag i hver måned. Der er rift om de få pladser, så det er en god idé at købe billet i god tid. Næste gang er onsdag den 7. november klokken 19.