Mine udviskede fodspor

Hun skal altid sige farvel. Når jeg kommer ind et kvarter senere, skal hun også lige sige farvel, og jeg skal fandeme slappe af. Hun har luret mig. Farvel er helligt. Farvel er sårbart. Hun køber tid med det farvel, når hun er så godt underholdt på nettet, at hun ikke vil aflevere computeren til mig. Hun skal lige sige farvel til chatvennerne og afvente deres reaktioner. Jeg har altid haft det svært med farvel, så måske har hun gennemskuet mig.

En 13-årig pige er en konstant prøvelse. Jeg ved aldrig, hvad jeg har. Nogle gange er hun en sød, kærlig, nysgerrig, videbegærlig og snakkesalig, ung kvinde, og andre gange er hun et indadvendt, tvært og uempatisk barn. Jeg er hendes chauffør og beskytter. Når hun skal noget i den anden ende af byen, triller jeg den franske limo op foran skolen. Jeg håber på en snak om alt og ingenting ind mod byen. Måske om musikken på anlægget, eller hvad vi skal i weekenden. Måske om skolen, hendes drømme, nogle japanske gloser, hun lige har fundet på nettet. Men ret ofte kommer en tvær teenager med earplugs ind i bilen uden medfølgende hilsen. Hun er sågar begyndt at sætte sig på bagsædet, selvom forsædet står gabende tomt. Jeg burde ikke tage det personligt, for hun har sit at slås med. Så er det godt at forsvinde ind i musikken. Det kender jeg alt til. Men jeg har også mit at slås med, og selvværdet får det ikke bedre, når min datter ikke gider tale med mig. Men det skal hun nok ikke begribe, når hun er 13. Når hun stiger af ved målet, er det som regel med et smil og et stik til den gamle bag rattet, der sidder fyldt op med en blanding af tristesse og skuffelse. Hun trækker earplugs’ene ud og er sit velkendte jeg.

”Du må ikke holde her, far”, siger hun.

”Fint, er der mere, du vil kritisere”, spørger jeg lettere bistert.

”Nej, jeg siger bare, at du ikke må holde her. Der er et skilt. Er det dig, der henter”, spørger hun troskyldigt.

”Ja, det bliver det nok. Hyg dig nu, ikke”, siger jeg, opblødt som en våd hundehvalp.

”Jo, vi ses, far”, siger den modne, unge kvinde.

”Hav det godt, ikke. Hyg dig. Vi ses”, afslutter jeg.     

Hun tegner, laver musik og slås med sit selvværd. Ligesom sin far, der dog hverken tegner eller laver musik. Af og til råber vi ad hinanden. Fruen mener, at årsagerne til de gensidige frustrationer skal findes i, at vi ligner hinanden lidt for meget. Jeg opfandt sågar et stopord, som vi begge kunne bruge, når vi var havnet i en blindgyde. Når stoltheden blokerede for en konfliktløsning. ”Træstamme” får som regel smilet frem hos os begge. Det fjollede ord udstiller dårskaben i det, vi har gang i.

Vi besøgte efterskoler på Efterskolernes dag, så vi kunne være i god tid. Hun vil have godt af et år eller to på efterskole, hvor hun kan lave musik, tegne og rette op på sit selvværd. Så hun kan finde ud af, hvor meget hun har at byde på og hvor skøn, hun er. I skoleåret ’21 - ’22. Det kommer til at koste en mindre formue, men det bliver godt for hende. Ligesom det var godt for mig i ’86 – ’87. Hun er positiv over for ideen, selvom den øjensynligt også skræmmer hende fra vid og sans. På rundvisningerne gik hun tavs og foroverbøjet med et udtryksløst ansigt. Indadvendt og fremmedgjort som i de indiesange, hun elsker at lytte til og forsvinde ind i. Forældrenes smil og klap på skulderen hjalp ikke. Af og til kunne hun dog brokke sig lidt over ting ved os, der irriterede hende. Hvis vi gik for langsomt. Eller for hurtigt. Eller trak vejret på en rigtig irriterende måde.

Vi besøgte to skoler, herunder den skole, jeg gik på i forrige århundrede. Mellerup ved Randers fjord. Hjemstedet for ”Se nu stiger solen”, som repræsenterer en væsentlig del af min livsopfattelse. Jeg synger den for de små ved sengetid, vi sang den for min mor, da hun blev stedt til hvile, og vi har oplevet tekstens ord med egne øjne, når vi er stået tidligt op i efteråret og har nået en solopgang ved Horsens fjord.

De synger den med garanti stadig på Mellerup, og det er en god salme at have med sig. Højskolesangbøgerne står stadig klar i foredragssalen, ligesom det slidte Hornung & Møller-kabinetflygel, jeg lemlæstede i dølgsmål som 14-årig. Det står som en skamstøtte over den, jeg var for 33 år siden. Dengang jeg gjorde et fint instrument fortræd for at få opmærksomhed hos de store drenge. Jeg forsøgte at sætte scenen, hvor en ung pianist opdager en ukendt hærværksmands overgreb på et fornemt instrument. Barndommens naivitet fritog mig fra at indse, at enhver kunne regne ud, at jeg selv havde vredet de dæmpere rundt. Münchausen by proxy for en teenager uden kønsbehåring eller musikalske evner blandt store drenge og bunker af musikalsk talent. Objektivt set var jeg alt for umoden til efterskole, da jeg drog af sted som 14-årig i ottende, men året blev alligevel et af de vigtigste i mit liv. Blandt andet på grund af det flygel. Jeg har siden holdt mig til sandheden og altid søgt at gøre det rette – især i mørket.

Min datter har så meget mere at byde på – allerede nu som 13-årig. Når hun er fyldt 15, har hun alle muligheder for at få det efterskoleår, jeg drømte om men ikke helt lykkedes med.

Hun fik præstationsangst, da hun så skolens hundrede elever vise, hvad de kan med dans og musik. Forstanderens forsikringer om, at de har en plads til alle – uanset om man er øvet fra sammenspil på musikskolerne eller blot har sunget under bruseren, bed sig ikke rigtig fast. Den lange, snoede, bakkede, smalle vej fra hovedvejen og ned til skolen gjorde måske også sit til at minde hende om, at navlestrengen for alvor bliver kappet, når hun skal på efterskole. Det er skræmmende for en 13-årig, der end ikke tør tage bussen eller skræmmes af store forsamlinger med fremmede mennesker.

Jeg var åben for en hvilken som helst skole, og da vi besøgte den første, tænkte jeg, at det ville være et rigtig fint valg. Men da vi kom til Mellerup, var jeg ikke i tvivl: Den er bygget til hende.

Hun kunne nok mærke min begejstring, for hun begyndte at problematisere alt, hvad der kunne problematiseres. Også det, der overhovedet ikke gav mening. Hun kan selv sammensætte sit skema med lektioner i sangskrivning, musikproduktion, soloundervisning, genrebestemt samspil, billedkunst. Listen er lang. Den skole er bygget til hende.

Da hun under forstanderens oplæg lige skulle påpege, at lyden af mine negle mod hinanden var usædvanlig irriterende, blev mit bæger fyldt. Selvom hun straks efter lænede sit hoved mod min skulder og undskyldende hviskede ”elsker dig, far”. Da vi kom ud, var hun igen tvær og indadvendt. Alt det positive, vi fremhævede, blev forsøgt skudt ned med skiftende held. Da jeg påpegede hendes negativitet, kom et ”jeg er sgu da ikke negativ” som et hvislende råb, der kunne høres langt væk. Hun gik væk, vendte os ryggen, kiggede ned i jorden med korslagte arme og surmulede.    

Vi kørte hjem, og hun proppede atter ørerne til med musik og sank sammen på bagsædet. Tvær. Vrissede, når hun blev tiltalt. Muligheden for en frugtbar dialog om fordele og ulemper ved de to skoler var en saga blot. Det skulle have været en god familietur, men den endte som en sammenbidt og trist, grå dag. Jeg savnede pludselig mine egne earplugs, som jeg sad der ved siden af hende. Lillesøster havde fået forsædet.

Hendes forsvarsværk mod egen usikkerhed nedbrød mit. Jeg var i situationen ikke i tvivl om, at hendes modvilje blot handlede om mig. Rent trods. Jeg skulle i hvert fald ikke bestemme, hvilken skole hun skulle vælge. En principsag, der gjorde mig frustreret og irriteret.

Hvad har vi her? En bleg, svag, midaldrende mand, der kan iagttage kroppens forfald, frygter sit blodtryk og kløjes i maden, hvis den spises for hurtigt. Få skridt fra paradentose. Muligvis en omvandrende mild depression. Især nu, hvor efterårets og vinterens mørke kulde melder sin ankomst. Han føler sig af og til som en fiasko, når han på de sociale medier kan iagttage andres ubegrænsede succes. Men han har trods alt sin familie og sine børn og den dobbeltrettede, betingelsesløse kærlighed. Der er altid en familie at finde hjem til, og når han sidder i den lune stue og kan iagttage børnene, mens de er optaget af deres sysler, er han ret tæt på den rene lykke. Når bare de ikke skændes. Når bare de gider ham.  

Jeg vil hende det bedste. Det ved hun godt. Vi blev enige om at skrive hende op til begge skoler. Så har vi godt et år til at se tiden an.

Den skole er bygget til hende.