Fællesskabets toneart

"Songs in the Key of Collaboration" lyder lidt tungt og konstrueret, men sangene flyder naturligt og vækker et håb for fremtiden.

Jeg var temmelig skeptisk, da jeg hørte om Martin Høybyes nyeste albumprojekt. 

Sangskriveren har de senere år arbejdet på et forskningsprojekt om sangskrivningens rolle i klima- og biodiversitetskriserne. Arbejdet indbragte ham en ph.d. fra Aarhus Universitet i fjor, og under arbejdet mødtes han og arbejdede med sangskrivere fra store dele af verden. Sangskrivere fra Sydafrika, DR Congo, Zimbabwe, Somalia, Ghana, Storbritannien, Sverige og Danmark. Sangskrivere, der var påvirket direkte som indirekte af klimaforandringerne.  

Af de 35 sange har han udvalgt ti, som er blevet til albummet “Songs in the key of collaboration”.   

En syngende Villy Søvndal?

Jeg var skeptisk. Det lød en anelse højpandet. Måske tilmed nyreligiøst. Skulle den ellers så fine singersongwriter til at være en syngende Villy Søvndal? The ice is melting at the pøules, og vi skal snart tage og sammen, hvis vi skal redde planeten for vores børn. Skulle vi genoplive Bjarne Jes Hansens bange voksne og 70’ernes naive protestsange? Kan man overhovedet skrive gode sange, når temaet er så fastlåst, og mødet mellem to sangskrivere er bundet af en fastsat dagsorden? Biodiversitet, temperaturstigning og CO2-udledning er heller ikke just voldsomt poetiske ord.  

Min skepsis blev gjort til skamme. Hele pladens budskab indrammes allerede i åbningsnummeret “Dream of the Anthropocene”: 

“Do we call upon our Gods? Do you think they might be listening? Or do we call upon each other to collaborate in witnessing that there’s life in you and I in the water, earth and sky. And to stop taking without giving to make this place that we all live in” 

Gør “jeg” til et “vi”. Vi kommer ingen vegne, hvis vi bekriger hinandens divergerende synspunkter, men fællesskabet kan bringe os langt. Det kan tanken om at give, hver gang vi tager, også. For de såkaldt antropcæne øjeblikke bliver mere og mere nærværende for os alle: Fremtiden bliver fundamentalt anderledes, end vi havde forestillet os, før klimaforandringerne meldte deres ankomst. Uanset om du mener, at klimaforandringerne er konsekvensen af menneskelig mishandling af planeten eller blot Jordens naturlige hamskifte, fremkalder det ængstelse for den fremtid, der venter børn og børnebørn. 

En venlig sjæl

Mange af sangene kredser om en ængstelse for fremtiden - men med en stædig glød af håb. Selv sangen Crossfire, der er skrevet sammen med Avela Booi fra Cape Town, Sydafrika, rummer et håb om “a bright yellow future”. Trods håbløsheden, volden og fattigdommen.  

Martin Høybye er en venlig sjæl. Hans sangskrivning er konstruktiv og imødekommende. Selvom sangene rummer protest, bliver det aldrig til endimensionelle protestsange. Det nærmeste, vi kommer, er afslutningssangen “End of the world”, der efter udfald mod "Mr. Oil" og "Mr. Fossil Fuels" slutteligt opblødes af bølger fra Kysing Næs. Indignationen mildnes af den skønhed, vi finder overalt.  

Pladen rummer otte sange på engelsk og to på dansk. Skiftet mellem sprogene fungerer egentlig overraskende godt. Versefødderne på “Gør hvad jeg kan” virker måske lidt vel 70’er-staccatoagtige og let kluntede, men alt er tilgivet, da omkvædets vuggende Wurlitzer sætter ind.

Synger sig ud af komfortzonen

Det er et kompetent hold af musikere, Martin har i ryggen: Peter Dombernowsky på trommer, Dennis Ahlgren på diverse strengeinstrumenter og tangenter, Ida Gormsen på bas og Andreas Brinck på den føromtalte, lækre Wurlitzer. Dertil kommer Minna Terp Høybye og Kirstine Birk, der leverer kor på sidstnævntes bidrag “Tiden, der kommer”. En smuk vals om taknemmelig- og tosomhed. Alle plader bør have en vals.  

Martin synger en anelse mere, end jeg erindrer fra hans tidligere udgivelser. Han befinder sig godt i den Springsteen-agtige, tilbagelænede, foredragende tone, men på flere sange presser han sig selv ud af komfortzonen, når en pointe skal understreges. Det klæder ham. Hans stemme passer som fod i hose til den americana, han stilsikkert bevæger sig rundt i.

Min skepsis blev gjort til skamme. De ti sange er endt i et sammenhængende, væsentligt album. Et album, der får plads ved siden af Steve Earles "The Revolution Starts Now". Sange, der maner til eftertanke og handling – uden at jeg føler behov for at slå mig selv med pisk i skam over at være et forbrugende menneske. 

Som Martin synger i “We can change”: 

“Can we respect each other? I don’t like the acting game. Let’s not hide, let’s uplift each other. I still belive we can change.” 

Selvfølgelig kan vi det.   

Martin Høybye: Songs in the Key of Collaboration, Songcrafter Music 2024