Smuk hyldest til Kim og fællesskabet
Hvad stiller vi op med den arv, Kim Larsen har efterladt os? Gorm Bull gav et fantastisk bud under Viborgs Animationsfestival.
Fotos: Thomas Argiris
Facebook oversvømmes af reklamer for koncerter og shows med Kim Larsens sange. Flere bands kæmper om pladsen, og i de fleste tilfælde er der en Kim Larsen lookalike i front. Bred flab, flatcap og tørklæde. Som vi husker ham. De fleste forsøger også at efterligne legendens velkendte vibrato. Nogle forsøger så ihærdigt, at det læner sig kraftigt op ad en ufrivillig parodi. Forleden så jeg sågar en bugtaler, der rejste rundt med en Kim Larsen-dukke og lavede en karikeret udgave af Papirsklip.
Der er ingen tvivl om, at Larsens død i 2018 har efterladt et tomrum. Der bliver aldrig nogen Gasolin’-reunion, der bliver ikke flere nye plader, og du kan ikke længere høre alle de velkendte sange live med manden, der skrev dem. Soundtracket til en stor del danskernes barndom og ungdom er i en eller anden grad arkiveret.
Men når jeg så ser udfyldelsen af det tomrum og erindrer Kim Larsens afsmag for nostalgi, får jeg lyst til at fejlcitere humoristen og sangskriveren Randy Newman: Hvis Kim Larsen havde levet i dag, ville han rotere i sin grav.
Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Kim Larsen ville finde begejstring i, at hans persona på scenen tilsyneladende overskyggede de sange, han skrev.
Sangene er det centrale
For Gorm Bull har det øjensynligt altid været sangene, der var det mest interessante. Gorm efterligner ikke Larsen; Gorm fortolker Larsen. Det har han gjort i et par år med både en julekoncert og helårsvarianten “This is my life – Gorm synger Larsen”. Gorm har en god evne til at underholde og overraske sit publikum, så sangene krydres med anekdoter, billeder og små effekter, der skal bringe publikum tættere på sangene og hinanden. For nok lægger Gorm vægt på, at lejrbålsstemningen med fællessang er udgangspunktet, men ambitionerne for en totaloplevelse er heldigvis større end blot knitrende ild og en midaldrende mand med en guitar. Det her er ikke Pink Floyd i begyndelsen af 1990’erne, men små overraskelser giver publikum en følelse af at opleve noget specielt. Noget, der kan forsvare de måske par tusinde kroner et par har brugt på at spise i byen og afslutte med en koncert med Gorm og Larsen.
I Viborg havde han taget det hele et skridt videre. Et forudindspillet backingtrack drev koncerten fra start til slut. Gorm Bull og hans tro væbner, saxofonisten Niels Mathiasen sang og spillede naturligvis live, men alt andet var skabt på forhånd. Det gav blandt andet mulighed for, at hans anden tro væbner, orgelkongen Palle Hjorth kunne bidrage med soli og underlægning undervejs. Gorms egen stemme introducerede sangene, og en uskyldsren pigestemme talte før og undervejs ind i fællesskabet. Det er jo bare noget, vi leger, ikke?
Man kunne se på Gorm og Niels på den lille scene, at det ikke kun var leg. Når man spiller live til et backingtrack, gælder det om at være 100 pct in sync. Det tager naturligvis lidt af charmen fra liveoplevelsen, når koncertens hovedperson er mere optaget af klik i hovedtelefonerne end kommunikationen med publikum. Her er ikke plads til spontanitet eller småfejl. Men alt blev hurtigt tilgivet i det, der blev en smuk totaloplevelse. En decideret rørende hyldest til både Kim Larsens værk og de følelser, sangene frembringer i os alle, når vi hører dem.
På facaderne af Viborg Katedralskole dansede tekster, tegninger og billeder rundt i takt til musikken, mens regnen dryppede ned i hovederne på de tusinder, der havde fundet vej til eventet. Den lille scene i midten af gården blev meget lille, nærmest klejn, midt i alle effekterne og den store lyd.
Spændende nyfortolkninger
Det ekstra stærke ved oplevelsen var fortolkningen af sangene. Gorm havde denne gang holdt sig til en greatest hits-liste – i modsætning til hans øvrige Larsen-koncerter, hvor mindre kendte perler har for vane at dukke op. Til gengæld havde han givet en del af de velkendte evergreens nye gevandter på.
Det var decideret rørende, da de åbnede med “This is my life” i en slags a capella med musikledsagelse (selvmodsigelse, I know), hvor Gorm sang med sig selv på backingtracket, og tegnede figurer sang med på facaderne. De skønne tegninger var lavet af selveste Leif Sylvester, der som bekendt også havde et forhold til Larsen gennem bl.a. Cirkus Himmelblå. Da Palle Hjorths harmonika dansede inciterende med Niels Mathiasens saxofon, stod vandet lidt højt i synsfeltet. Det var så overlegent på alle planer.
Og sådan fortsatte det egentlig. “Dengang, jeg var lille” blev ledsaget af introen “alle voksne har været børn engang. Det er bare ikke alle, der kan huske det” og skønne billeder af sorgløst legende børn på facaderne. Siden fik vi den sørgeligt aktuelle “Flyvere i natten”, hvor de tegnede flyvemaskiner nærmest blev tredimensionelle.
Jeg har det lidt stramt med originalversionens oppumpede produktion med både Marianne Faithfull-inspireret intro, upbeat tempo, pumpede elektriske trommer og tilstræbt russerkor. Jeg så engang Larsen og Bellami give den fuld gas med nummeret i et TV-show med læderjakker, smart hår og cool attitude. Teksten fortjener bare så meget mere. I Gorms version er den sat ned i tempo og kun akkompagneret af guitar og kor. Det klædte den virkelig.
Der er en del Kim Larsen-sange, der fint kan klare at blive sat ned i tempo. Medleyet af Tik Tik og Dagen Før var lidt af en genistreg. Igen med en smuk dans mellem Palle Hjorths harmonika og Niels Mathiasens sax.
“Som en strejf af en dråbe” fik et strejf industrial rock og en afsluttende sprechstallmeister, som ledte videre til “Papirsklip”, “Langebro” og den naturlige showstopper “Om lidt”. Den sidste var med fællessang, og tilført hvad undertegnede arytmiske musikelsker opfatter som calypso. Dermed blev en stor bid af sangens vemodighed erstattet af den cirkus-stemning, der jo var sangens oprindelige idé. Om lidt er vi borte – vi ses måske igen.
Ja, det vil jeg godt nok håbe. Næste gang burde det være et show på to timer. Måske med lidt flere musikere på en lidt større scene.
Det var en af den slags koncertoplevelser, der sluttede alt for tidligt. En smuk hyldest til både Kim Larsen og den fællesskabsfølelse, hans sange har med sig, når de synges respektfuldt. Når den, der synger dem, tør give en bid af sig selv til dem - i stedet for blot at kopiere.
Kommentarer
Send en kommentar