Politisk hjemløs



De indre kontinentalplader rumler, skurrer og skramler. Jeg er ikke medlem af et parti længere, og det er måske meget godt. Jeg føler mig politisk hjemløs.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre. Heldigvis ikke hele tiden. Men når jeg diskuterer politik med meget unge mennesker, kan jeg mærke årringene knage.

En yngre mand med politiske ambitioner i centrum-venstre-lejren udtrykte sin bestyrtelse over overgrebene i Köln på Facebook. ”Kvinder lever i en verden, hvor man skal frygte alt fra sjofle kommentarer og klask i røven til voldtægt eller vanvittige situationer som i Köln. En verden, hvor jeg og andre fyre knap nok kender spidsen af isbjerget! Hvad fanden kan vi gøre for at stoppe krænkelserne?!”, skrev han. En vred, ung mand, der slog hårdt i bolledejen med bandeord og alt muligt. Jo, han var søreme forarget. Men han nævnte behændigt ikke etnicitet eller religion med et ord, selvom det vist efterhånden er de fleste bekendt, at gerningsmændene i Köln var flygtninge og migranter.

Hans følgere tog da også hurtigt teten op, og en ung kvinde argumenterede vedholdende for, at seksuelle krænkelser var et generelt problem i Europa, og at hændelserne i Köln bestemt ikke havde noget med kultur eller etnicitet at gøre. Hun mente, at der var brug for en holdningsændring, og at man skulle starte fra en ende: ”Og jeg tror, det allerbedste man kan gøre er at sige "hov, det bliver jeg stødt over", når nogen siger noget sexistisk, ligegyldigt hvor groft. Det kan fx være noget så simpelt som brugen af ordet 'tøsedreng' - at en dreng devalueres hvis man sætter et 'kvindeligt' præfiks på. Det starter i det små, så hvis vi accepterer det, har vi lagt kimen til det, der er langt værre.”

Den kommentar høstede hun tre likes for. Så blev jeg træt og forlod debatten.

Flere hundrede kvinder oplevede at blive befamlet under og udenpå tøjet, da de forsøgte at komme igennem en menneskemængde på banegårdspladsen i Köln. Det var et kollektivt overgreb. Flere kvinder fik flået deres trusser af. Ingen forsøgte at gribe ind. Den ene grænseoverskridende, befamlende hånd afløste den anden efterhånden som kvinderne bevægede sig igennem folkemængden. Angsten for egentlig massevoldtægt må have været nærværende. Protester og forsøg på at afværge overgrebene blev besvaret med smørrede grin og sjofle kommentarer på gebrokkent tysk. Det må have været et mareridt.

Mon det er startet med, at nogen i Damaskus har kaldt nogen for tøsedreng? Jeg tillader mig at tvivle.

Ydmygelse og værdighed


Begivenhederne i Köln er udtryk for en depraveret kvindeopfattelse og en foragt for tyskerne – en form for psykologisk terror, hvor rodløse mænd fra en sønderskudt patriarkalsk kultur søger at genvinde noget af den tabte værdighed ved at ydmyge de svage led. ”Vi tager, hvad vi vil have – også jeres kvinder. Vi besudler dem”, synes den indlagte provokation at lyde. En af de mistænkte skulle have sagt: ”Jeg er fra Syrien, og I skal behandle mig pænt. Det er Merkel, der har inviteret mig.”

Det er plankeværkspisseri og territorial markering. Hvem pisser højest?

Begivenhederne i Köln er desværre ikke enestående. Siden nytår har man kunnet læse, at lignende begivenheder er sket i andre europæiske byer de sidste år, herunder Hamborg og Stockholm. Men politi og medier har tysset dem ned, fordi man frygtede reaktionerne på plankeværkspisseriet.

Reaktionen i Köln var da også omtrent som forventet: Højreradikale grupper overfaldt tilfældige flygtninge og migranter som hævn.

Jeg bliver meget træt, når man forsøger at relativere hændelserne ved at sammenligne med sexisme og seksuelle krænkelser blandt europæiske statsborgere. Jo, der skal nok være en klam, befamlende hånd eller to i det københavnske natteliv på en nytårsaften, men hvis kvinden skriger op, er der som oftest en større gruppe mænd i nærheden, der er parat til at skubbe stodderen væk. Og for hver klam gris i bussen, der kommer med upassende tilbud til kvinder, er der som oftest en del flere, der siger fra.

Tidligere næstformand i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand, postulerede ganske vist følgende i et debatindlæg i Politiken: ”Herhjemme kalder vi det en kompliment, når unge hvide fyre – både på enmandshånd og i flok – i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder.”

Jeg ved ikke, hvilket natteliv Ulla Tornemand frekventerer – og jeg er heller ikke sikker på, jeg vil vide det.

Naziravne


Det er det kollektive islæt i overgrebene i Köln, der skræmmer mig. Det fremprovokerer kollektive svar fra de højreradikale miljøer, der vejrer morgenluft og en sag, der kan give opbakning blandt helt almindelige tyskere. Vi kan i værste fald ende med egentlige militser i Europa, fordi politiet opgiver at opretholde lov og orden. Vil vi se nazister patruljere i nattelivet som en rædselsudgave af Natteravnene?

Da jeg først hørte om begivenhederne i Köln, tog jeg de tyske asylansøgere i forsvar. De første bulletiner sagde, at det primært var hjemløse indvandrere kendt af politiet, der havde huseret på pladsen nytårsnat. Siden blev vi klogere, og antallet af overgreb steg eksplosivt i de følgende dage.

Min trang til at tage de anklagede i forsvar kom til kort. Jeg er opdraget til altid at søge de grå nuancer i sort-hvide historier. Jeg er opdraget til at tro på det bedste i andre mennesker. Jeg tror ikke på ondskab; jeg tror, der findes empatimangel og dumhed.

Men det lugter fælt af ondskab, når mænd i forening begår overgreb mod sagesløse kvinder. Det er så ækelt og beregnende.

De brådne kar


Jeg tror på, at vi skal hjælpe mennesker i nød. Jeg tror også på, at vi må ofre noget, når vi skal hjælpe andre. Måske må vi afstå noget af vores velstand, hvis vi skal hjælpe tilstrækkeligt.

Men det skræmmer mig, når mennesker, vi forsøger at hjælpe, svarer med vold og overgreb. Selvfølgelig vil der altid være brådne kar og alt det der. Jeg har altid nægtet at stille hele befolkningsgrupper ansvarlige for enkeltes dumheder. Men jeg skræmmes, når mennesker i forening begår overgreb. Det var ikke to eller tre i forening, der begik overgreb i Köln. Det var tilsyneladende hundredvis i forening.

Men jeg vil fortsat ikke stille den syriske familie på asylcentret til ansvar for begivenhederne i Köln, Hamborg og Stockholm. Jeg vil heller ikke sammenligne nærgående unge asylansøgere på danske diskoteker med begivenhederne på den tyske banegårdsplads. Problemet på diskotekerne vælger jeg i første omgang at opfatte som en kulturforskel, der kan tages hånd om. Endnu.

En del af de nærgående ungersvende af udenlandsk herkomst på provinsdiskotekerne har da også kun fundet vej til danske medier som følge af begivenhederne i Tyskland. For der er ingen tvivl om, at overgrebene i Tyskland har opkvalificeret nattelivets klamme stoddere til mulige sexforbrydere i kvindernes og – ikke mindst - journaliststandens bevidsthed.

De berøringsangste "venstrefløjsere"


Det er en svær tid. Det er blevet svært at være klippefast og sikker. Det har da også taget noget tid, før jeg fik taget mig sammen til at skrive om det. Det er jo nemmere at tie stille og vente, til stormen løjer af, ikke? Det gør lidt ondt at erkende, at man tog fejl.

En del debattører fra den borgerlige og liberale fløj har travlt med at stemple alle mennesker på venstrefløjen som berøringsangste overfor religiøs fanatisme og beskæmmende kvindesyn blandt flygtninge og migranter. Det er lidt letkøbt. Naturligvis eksisterer der en berøringsangst i visse kredse, ligesom der i visse kredse på højrefløjen eksisterer bredspektret xenofobi og intolerance.

Men det er en tilsnigelse at beskylde alle mennesker med sympatier til venstre for midten for berøringsangst. Jovist, der er måske en mere udpræget forsigtighed i håndteringen af disse problemstillinger, fordi det ikke gavner nogen at lade flygtningefamilien på asylcentret undgælde for overgrebene i Köln. Den tiltagende stigmatisering er ødelæggende for alle integrationsbestræbelser. En 18-årig, der leder efter en retning i livet, har en del nemmere ved at vælge IS frem for RUC, hvis hele hans kulturelle baggrund udråbes som middelalderlig, ond og kvindeundertrykkende.

Denne opfattelse fornægtes ganske vist på det stærkeste af højreliberale, fordi man har fundet eksempler på højtuddannede indvandrere, der pludselig er blevet islamister. Jeg er dog stadig af den opfattelse, at et menneske, der føler sig hjemme, accepteret, elsket og har et mål i livet, sjældent forfalder til lovreligion og fanatisme.

Symbolpolitikken


Og det er vel ca. der, mine indre kontinentalplader har fundet hen efter skælv og efterskælv: Jeg er rædselsslagen for de konflikter, flygtninge- og migrantstrømmene i Europa skaber. Jeg er skrækslagen overfor tankerne om et dysfunktionelt EU, der bare lader stå til, så migranter fra Mellemøsten, Balkan og Nordafrika kan bevæge sig op igennem Europa i hundredtusindtal for at skabe frygt i storbyerne og give de højreradikale grupperinger kronede dage. I yderste konsekvens kan det blive den kulturkrig, islamisterne så inderligt ønsker sig.

Men jeg nægter at hoppe på Støjbergs vogn med smålig symbolpolitik, kolde telte og værdikonsfikation. Er der mon nogen, der har regnet på, hvad økonomien i denne politik er? Hvor mange brillianter, safirer og diamanter skal man konfiskere, før man kan betale for den dårlige omtale af Danmark i udenlandske medier? Hvad koster det at varme alle de telte op i frostgrader, når der samtidig er masser af plads indendørs på centrene?

Men de skal ikke tro, de er noget. Den har jeg fanget.

Vi skal behandle mennesker ordentligt, når de kommer herop og beder om hjælp. Vi skal kunne se os selv i spejlet – også om føje år, når alle mellemregningerne er glemt. Vil vi til den tid kunne forklare, hvorfor vi indlogerede mennesker på flugt i telte, når der var plads på asylcentrene? Vil vi til den tid kunne forklare, hvorfor vi skabte mulighed for nazisammenligninger, fordi vi ville have lovhjemmel til at konfiskere nogle ganske få smykker, der blot kunne bidrage til den samlede flygtningeøkonomi med tusindedele promille? Det tror jeg ikke.

Fælles EU-løsning


Symbolpolitikken er ynkelig. Politikerne burde tale til kongen i mennesket i stedet for stodderen. De burde tale for nødvendigheden af en fælleseuropæisk løsning på denne udfordring. En løsning, der sikrer, at tusindvis af ulovlige migranter ikke skaber utryghed og had i Europas storbyer. En løsning, der sikrer, at alle EU-lande tager deres del af slæbet. En løsning, der garanterer, at vi behandler de rigtige flygtninge ordentligt.

Jeg kan se, at Socialdemokraterne synes, at det er helt ok at konfiskere værdier. Bare det ikke er noget med høj affektion. Affektionsgraden skal så åbenbart vurderes af grænsevagterne eller andre skrankepaver i systemet Danmark. Gad vide, hvordan de vil afprøve det? Mon de får et lakmuspapir, der kan skelne ægte tårer fra krokodillens? Det giver ikke megen mening, men det er nok noget med at fremstå som et troværdigt oppositionslederparti og alt det der.

Den slags forstår et simpelt bløddyr sig ikke på.  

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder