Pilgrimsfærd i en familiecontainer



”Met him one night in the lobby, the Las Vegas hotel
He was standing as close as I'm standing next to you now
He'd call me by name and I felt like it changed me somehow, yeah
Into someone important and special,
I know it sounds strange
But I swear that it's true
It was Elvis And me, me and El
We were just like kids, and we got on so well
We were laughing and talking as nice as could be”
(Jimmy Webb – ”Elvis and me”)

Min indre pilgrimsfærd foregår på amerikanske highways i en klassisk convertible. Solen steger fra en skyfri himmel. ”The Mississippi Delta was shining like a National guitar”. Undervejs vil jeg holde ind på diverse dovne diners og drikke ”a damn fine cup of coffee”, hvor jeg kan sige ”fill her up” til tankpasseren, der fylder min Eldorado eller Mustang med de gallons, der skal til. Jeg vil betale med krøllede dollarsedler, og jeg vil sikkert springe op i bilen uden at åbne døren først, når jeg skal videre. Ud på den åbne vej.

Målet for min pilgrimsfærd vil være Kongens hjem i Memphis. Graceland.

Men jeg har for mange forpligtelser og for få penge til at virkeliggøre den pilgrimsfærd. Så jeg måtte i stedet tage turen med familiecontaineren i saltsjap, mørke og kulde til Graceland i Randers. Jeg måtte tage til takke med kopien. En koncert med resterne af Elvis' backingband i 70'erne, The TCB-Band, på det nærliggende Værket i Randers bestemte, at min pilgrimsfærd skulle udføres i januars mørke og kulde. Jeg skulle se og høre Ronnie Tutt, James Burton, Glen D. Hardin og Terry Blackwood in person. Mennesker, der kendte Kongen.

Jeg havde alt for travlt. Det var det sædvanlige familiestress: Jeg var kommet tre kvarter senere hjemmefra, end jeg havde planlagt. Ungerne skulle hentes, og der skulle handles fredagssnolder. Jeg havde siddet med nerverne ude på tøjet, da jeg kørte på motorvejen i myldretiden. Det skide salt fjernede hele tiden udsynet, så jeg af og til kørte i blinde og måtte sigte efter de hvide striber og de røde lygter, når jeg lå i overhalingssporet for at komme forbi lastbilerne, der smed kaskader af beskidt saltvand bagud. Jeg hader vintertrafik i mørke, fordi det gør mig bange. Dødsangsten kribler i kroppen. Men ”Can't stop loving you” fra koncerten i Memphis kunne holde angsten stangen, og den gigantiske pose med fredagssnolder mellem sæderne gav også en fornemmelse af stuehygge ude midt i alt det våde, mørke og kolde. Her sad jeg og guffede imiteret jordbær og banan, mens Kongen brølede i højtalerne. Det var næsten som at være der selv.

Jeg kom frem i et helt stykke. Men rastløsheden plagede, og jeg måtte tænke på, hvordan og hvor jeg skulle nå at spise aftensmad før koncerten. Hvornår var det nu, koncerten startede? Hvor kunne jeg parkere, så jeg let kunne komme af sted igen? Egentlig ville jeg helst have spist her, i templet. Men alt var naturligvis optaget, så jeg måtte nøjes med den McDonalds, jeg havde set få hundrede meter derfra. Åh, hvor jeg dog hader at skulle finde rundt i en ukendt by i mørke og med salt og sjap på ruderne.

Jeg havde mere travlt, end jeg ønskede. I montren kunne jeg se og næsten mærke det blå ruskindssæt i denimstil, Elvis havde ejet og brugt. Kongens tøj. Falmet og stift. Af mærket Lee - ligesom mine jeans. Der var også et par af de legendariske jumpsuits, som Elvis havde benyttet få gange, før han havde givet dem videre til medlemmer af backingband og omgangskreds. Et par telefoner fra det legendariske Jungle Room på Graceland kunne også ses. Ting, Elvis havde rørt ved. Ting, der havde rørt ved Elvis. En imponerende samling.

Jeg stirrede på stoffet og bildte mig ind, at hvis jeg stirrede længe nok, kunne jeg mærke det. Hvis jeg stirrede længe nok, kunne jeg røre ved Kongen. Gå fra blot at være beskueren til en, der havde fornemmet stofligheden. En, der gik fra at kende myten til at fornemme mennesket.

Jeg er vokset op med myten. Min far var lidt sentimental, og jeg tror, at han så meget af sig selv i Elvis. Som så mange andre. 50 million Elvis fans can't be wrong.

Min far kunne ikke lide den udgave af ”Are you lonesome tonight?”, hvor Elvis får grineflip. ”Det er trist, for han griner af sig selv”, sagde min far altid. Det passede også godt i billedet, da Elvis ved en af sine sidste koncerter indledte netop den sang med et usikkert smil og den lakoniske tilføjelse ”I am, and I was”.

Jeg kan stadig få vand i øjnene, når jeg ser Elvis' sidste koncerter. Han er oppustet, træt, usund at se på, og han takker ydmygt alle, der har betydning for ham, fra scenen. Som om han ved, at han snart skal herfra. Hans stemme lyder stadig som noget af en anden verden, selvom hans manager har forsøgt at slide den op med flere hundrede koncerter hvert år i 70'erne. Ofte to koncerter om dagen.

Jeg tænker tit på, hvorfor jeg nærer så stærke følelser for et menneske, der døde, da jeg var fem år gammel. Et menneske, jeg aldrig har været i nærheden af at kende personligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde finder et svar.

Måske er Elvis bare et billede på min egen ensomhed – den indre ensomhed, vi alle besidder, og som kan være meget skræmmende. Her har vi en ekstremt talentfuld mand, der tjente millioner af dollar på det, han kunne lide, havde masser af venner og alle muligheder for et godt liv. Alligevel døde han tyk, træt og ensom på sit slot. Som en fugl i et guldbur.

Jimmy Webb rammer det i bullseye i ”Elvis and Me”:

”I was his number one fan
And when he died, part of me passed on too
If only he'd called me I know I could have saved him for sure
He just needed a friend,
He must have been so miserable
That old rock of ages couldn't hide it anymore
But do you see that empty stool,
Well it's sitting there right now, and it's still

It was Elvis and me, me and El
Hell I'd buy anything that the colonel will sell me
Now I know that it's wrong,
But I just can't set him free
Can I tell you a story
Can I tell you a story
Well can I tell you a story
'Bout Elvis And me”

Det virkede lidt prætentiøst, næsten ufrivilligt morsomt, da den beskedne scene på Værket genlød af Strauss' ”Also Sprach Zarathustra”, der var Elvis' indledningsreplik ved koncerterne i 70'erne. Men da den 77-årige Ronnie Tutt knaldede løs i tammerne og byggede bro til ”See See Rider”, så det lød som stammedans i det mørkeste Afrika, var alt tilgivet. Det var som at være tilbage i Las Vegas, Memphis eller Madison Square Garden.

Ronnie, James og Glen er blevet ældre. En del ældre. Men de var stadig genkendelige af udseende og lyd. James Burton økonomiserede måske lidt mere med fingerspillet end dengang for 40 år siden, og Ronnies trommesæt var også blevet en del mindre. Men af og til hørte man et lick fra Burton og nogle fills fra Tutt, så man næsten kunne fornemme Elvis' anerkendende nik fra scenen. Det var ikke til at tage fejl af. Det var lyden af The TCB-Band. Eller resterne i hvert fald. Taking Care of Business. Ingen trommeslagere lyder helt som Tutt, og ingen guitarister lyder helt som Burton. Glen var desværre ikke så let at høre, men det kan også være lidt af en opgave af sætte lyd på et akustisk flygel med så stort et band. Men han lignede sig selv.

Dennis Jale, der havde fået den utaknemlige opgave at falde ind som Elvis, var lidt for meget musicalstjerne efter min smag. Det faldt til jorden, når han forsøgte sig med Burning Love, Promised Land, That's All Right og andet i blues-rock-genren. Men han gjorde det fint i de mere højstemte numre, såsom American Trilogy. Med hjælp fra Terry Blackwood og The Imperials følte man i høj grad Kongens tilstedeværelse. Taget lettede og man glemte for en stund, at nummeret også er blandt Donald Trumps favoritter.

Elvis var ingen gud eller Guds søn. Men det slog mig, at jeg ærgrede mig over ikke at sidde ude på fløjen, da Terry Blackwood gik rundt og hilste under et af numrene. Så kunne jeg have trykket hånd med et menneske, der havde kendt Elvis. Som at møde en af de 12 disciple i forne tider.

Men det havde ikke ændret noget. Det ved jeg jo godt. Jeg kommer aldrig til at komme tættere på Elvis end den nærhed, hans bedste indspilninger giver. 

Der er han til gengæld også tættere på end nogen anden.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder