Uge 5: Townes Van Zandt - Flyin' Shoes

Ugens album - uge 5



Townes Van Zandt: Flyin' Shoes
Tomato 1978 / Fat Possum Records 2007

Børnene er kommet i seng, og stilheden har indfundet sig. Hvad er vel bedre selskab for en græsenkemand end Townes Van Zandts "Flyin' Shoes"? Intens, tilbagelænet og usigelig smuk på sine steder.

Jeg blev introduceret til Townes af Steve Earle. Det var i 1997, Steve Earle & The Dukes gæstede Pumpehuset i København. Steve Earle spillede det meste af sit nye album, El Corazon, der også rummer hyldestsangen til Townes, Ft. Worth Blues. Townes var Steve Earles læremester og ven. Earle fortalte om at turnere i Europa i månederne efter Townes død i januar 1997. Han optrådte mange af de steder, hvor Townes næsten lige havde været, og flere steder hang der stadig plakater for vennen Townes. Det blev til linjerne "and every place I travel through I find, some kinda sign, that you've been through."

Nogle koncertgængere ville danse, men efter et par takter stoppede Earle. "Not on this one. Guys - Don't." De danseglade dukkede nakken og lyttede i stedet. Til den smukkeste hyldestsang til Townes, man overhovedet kan tænke sig. Dybtfølt og aldeles usentimental.

Da jeg først begyndte at dykke ned i Townes' sange og historie, forstod jeg, hvor præcis Steve Earles sang er. Townes kom fra Fort Worth, og han var søn af en temmelig velhavende familie. Han så Elvis på tv i oktober 1956, og han kunne se, at lidt sang og guitarklimteri kunne skaffe både biler og damer. Så han ønskede sig en guitar og fik en af sin far i julegave samme år. Townes var 12 år gammel.

Hans far var advokat, og det var også meningen, at Townes skulle læse jura. Han havde et højt IQ, men han kæmpede med sit maniodepressive sind. Så han flygtede ind i musikken. Begyndte at spille på et musiksted i Houston i midten af 1960'erne, hvor han bl.a. mødte Doc Watson og Guy Clark. Tog guitaren på ryggen og rejste USA tyndt. Boede under kummerlige forhold og udviklede med tiden et alkohol- og stofmisbrug.

Pladen her er fra 1978 og dermed et stykke tid efter perioden 1968-1973, hvor Townes spyttede en del sange og plader ud. Året forinden, i 1977, havde Emmylou Harris gjort Townes' "Pancho & Lefty" til et giganthit.

"Flyin' Shoes" er produceret af Chips Moman, der ni år tidligere - i Memphis - producerede Elvis' måske bedste album, "From Elvis in Memphis". I begyndelsen af 70'erne rejste Moman til Nashville, hvor han producerede en del countryproduktioner. Han medbragte nogle sessionmusikere fra tiden i Memphis, blandt andet legendariske Tommy Cogbill fra Memphis Boys, der også spiller bas på Townes' album. Selvom albummet overordnet set er en smule rodet med en enkelt liveoptagelse, et enkelt covernummer (Bo Didleys "Who Do You Love") og ret forskellige tilgange til materialet, hænger det alligevel usædvanligt godt sammen. Vi får den typiske singersongwriter-tilgang på en del af sangene, hvor lidt pedalsteel, Spooner Oldhams klaver og Randy Scruggs' mandolin udgør rygraden, og vi får storladen elguitar med overdrive på Dollar Bill Blues. Sidstnævnte er et godt eksempel på Chips Momans markante evner som producer - godt tænkt og formidabelt udført.

Hvad er det så, der gør Townes til en særlig sangskriver? Hvorfor har Steve Earle proklameret, at Townes er den bedste sangskriver, der har levet - så Earle efter eget udsagn gerne skulle stå i sine støvler på Dylans kaffebord og sige det? Lyt til åbningsnummeret, Loretta, og find en del af svaret. Der er så mange fine detaljer, som kun antydes. Den handler egentlig bare om hende den unge kvinde bag baren, som den rejsende musiker hele tiden render ind i. Men vi får at vide, at hun altid er 22, så hun er nok mere en fantasi end et egentligt bekendtskab for den rastløse Townes, der aldrig nogensinde ville magte at slå sig ned nogen steder. Derfor er linjerne "Keep your dancin' slippers on, I'm comin' home, I'm comin' home" ganske sigende. Som Steve Earle, henvendt til Townes, sang i Ft. Worth Blues: "You used to say the highway was your home, but we both know that ain't true, it's just the only place a man can go, when he don't know, where he's travelin' to".

Townes havde en utrolig bevægende hudløshed i sine sange. Måske holdt sangskriveriet depressionen og sammenbruddet lidt på afstand. Men nogle gange måtte han også væk. Townes var kendt for at finde en hest og tage op i bjergene og ride rundt. Så forsvandt han i nogle uger eller måneder, og det var kun muligt fordi han kunne hente lidt økonomisk støtte hos sin rige familie. Det smilede hans sangskriverkolleger i Nashville lidt af, men det var også lidt betagende med denne ensomme sjæl, der red rundt i bjergene og skrev så stor poesi. Hvordan finder man f.eks. på disse linjer:

"Spring only sighed, Summer had to be satisfied, Fall is a feeling that I just can't lose, I'd like to stay, Maybe watch a winter day, Turn the green water, To white and blue, Flyin' shoes, Flyin' shoes, Till I be tyin' on, My flyin' shoes."

Der er skrevet mange sange om udlængsel. Men ikke noget helt som Townes' "Flyin shoes". De flyvende sko kan måske lyde som noget, der er undfanget i en psykedelisk rus, men poesien er alt andet end psykedelisk. Den er langt mere klassisk i sit udtryk. Langt mere elegant og tidløs.

Townes døde nytårsdag 1997- vist på grund af et lårbensbrud og de mange års alkohol- og stofmisbrug. Han blev 52.




  


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder