Uge 6: Lasse & Mathilde - Lasse & Mathilde
Ugens album - uge 6
Lasse & Mathilde: Lasse & Mathilde
CBS 1977
Jeg besøgte Stuk Ranch i 2013. Det lyder som en lokalitet i USA med kvæg og skråtyggende cowboys, men det er såmænd bare et tidligere pladestudie på bøhlandet ved Nibe, etableret omkring 1976 af musikentreprenøren og dansktopsangeren "Country Palle" Juul. Det var hos Palle, at bl.a. Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Lars Lilholts Kræn Bysted, Poul Krebs og Lasse & Mathilde indspillede de første plader. Først i Palles Quali Sound Studio lidt længere nede ad vejen ved Sønderholm, og siden i Stuk Ranch.
I 2013 havde Stuk Ranch ikke fungeret som studie i mere end 20 år. Pinsemissionen havde ejet det i 90'erne og brugte den gamle landejendom til at afruse narkomaner. Der hang efter sigende stadig klistermærker med "Vær sej - sig nej", da Aalborgmusikeren Jens Varmløse genetablerede studiet omkring 2012.
Jeg havde i årevis tænkt over, hvad der var blevet af Stuk Ranch. For stedet var lidt af et Mekka i min musikalske opdragelse. Jeg voksede op med musikken fra Palle Juuls studier og en del af de anekdoter, der hang ved stedet. Min far var musikjournalist, og pladesamlingen var spækket med De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Niels Hausgaard og Lasse & Mathilde. Så det havde været en kærkommen overspringshandling at søge på Stuk Ranch på nettet for at se, hvad der var blevet af det. Under arbejdet med min journalist-bachelor, der kom til at handle om miljøet omkring studiet, fandt jeg pludselig ud af, at det skam eksisterede i en eller anden form endnu. Så jeg lavede en aftale med den flinke Jens Varmløse om at komme op og se det.
Det var næsten som at betræde en helligdom at se lokalet, hvor så meget af mit livs soundtrack var indspillet. For det var lige her, at Lasse & Mathilde indspillede deres første, regulære album sammen. De havde et par år tidligere lavet "Pigesind" med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner. Det var i København, og det var under Peter Abrahamsen og Exlibris finkulturelle vinger. Exlibris var Gyldendals pladeselskab. Så det var noget af et skifte at havne i hænderne på hitmageren Poul Bruun, CBS og Stuk Ranch ude på landet, hvor der lugtede slemt at gylle. Palle Juul havde indrettet en gammel kostald til kantine og bar for musikerne, og der lugtede stadig umiskendeligt af ko, når luftfugtighed eller solvarme trak stanken ud af fugerne. Men studiet fejlede ikke noget. Her var både 24-spors mikserpult og Studerbåndmaskine som i de store studier i København. Palle var en ambitiøs mand, der få år tidligere havde afsluttet et samarbejde om studiet med sin bror med ordene "hvis du ikke er rede til at låne penge, bliver du ikke en stor mand", hvortil broderen, Poul Henning svarede "nej, men til gengæld sover jeg godt om natten".
Studiet var dog ikke helt uden fejl og mangler. Hvis musikerne dristede sig til at indspille om natten, skulle de stoppe før fem, når naboens malkemaskine gik i gang. Strømforbruget fik båndmaskinen til at gå ned i hastighed. Og det kneb også med monitorerne i mikserrummet - hvis det lød helt fantastisk, lød det næsten altid fuldstændig forkert, når man skulle i gang med masteringen i et andet studie. Men studiets største styrke var placeringen. Her ude på landet var der ikke så mange distraktioner. Når man først var igang med at lave musik, var det musikken, det handlede om. Det var også den detalje, der fik et københavnsk pladeselskab til at sende Stig Møller og Kim Larsen derop, da Lune Larsen skulle producere den flagrende Stigs soloalbum. Kim Larsen gik efter sigende snart i sort, da der var flere kilometer til den nærmeste kro og ligeså langt til den nærmeste pakke smøger. Da han en morgen ville i bad, stod med sæbe i øjnene og ikke kunne forstå, hvor det varme vand blev af, fandt han ud af, at der var kommet møntindkast på det varme vand. Palle syntes, at musikerne brugte lidt rigeligt tid under bruseren. Kim tog hjem til København.
Men det var først i vinteren 77/78. I foråret havde Lasse & Mathilde fundet derop. Den 29-årige Lasse og den 20-årige "Violinpigen Mette", der havde taget kunstnernavnet Mathilde, var officielt blevet kærester kort tid før. Lasse var den erfarne pigtrådsmusiker og komponist, der både havde komponeret musik til "Pigesind" og havde opnået status i 60'ernes Baronets og 1973-projektet Moondust. Sidstnævnte med journalisten Jørn Mader. Han havde forsøgt det småborgerlige forstadsliv i Farum med kone, søn og datter, men i 1977 havde han og Mathilde slået sig ned på Fyn, hvor de begge oprindelig kom fra, og sønnen Rasmus var kommet med. Mathilde var heller ikke et ubeskrevet blad; "Pigesind" var blevet en enorm succes, og det var året forinden, at Tom Waits udgav sin hyldest til "Lange Lone" i klassikeren "Tom Traubert's Blues (four sheets to the wind in Copenhagen)". Tilnavnet "Lange Lone" havde hun fået efter sin optræden i Kim Larsens "Østre Gasværk" med teksten om Lange Lone, der spiller violin. Omkvædet "det er en kold tid" blev sågar reciteret af statsminister Anker Jørgensen i nytårstalen, 1. januar 1977.
Der har været amoriner i luften og smag for livet, da en ung Poul Bruun satte sig bag knapperne i mikserrummet og sange og ideer skulle omformes til en plade med 13 numre. Udgangspunktet var folkemusikken, der var blevet en eftertragtet genre i 1970'erne. I kølvandet på medlemsskabet af EF var der en trang til at søge tilbage til det originale og nationale - som modvægt til den tiltagende internationalisering og harmonisering. Men Lasse og Mathilde lod sig ikke spænde for nogen politisk vogn som mange andre folkemusikere; der var ingen politiske paroler blandt sangene, som for godt halvdelens vedkommende var med tekst af Torben Eschen og musik af Lasse Helner. Der var også plads til en enkelt ballade med tekst af Jan Toftlund og en kærlighedssang med tekst af revyforfatteren Carl Viggo Meincke (der også skrev tekster til klassikere som "Hvorfor er lykken så lunefuld" og "Når lygterne tændes") og musik af Mathilde.
Det er et lille, kompetent ensemble, der giver sangene liv. Uno Tschicaja på trommer, Pierre Dørge på bas og Ole Fick på guitar. Men musikere fra Fynsk Harmoniforvirring skaber en helt speciel sound på "Guldtorsken" og ikke mindst "Alle mine venner". Lasse havde hørt Ove Bager og de andre folkemusikere på havnen i Lundeborg, og han var faldet for deres skævheder og autencitet. Han havde allerede præsenteret Ove Bager og hans "Lundeborg hymnen" for Poul Bruun, der siden skulle brande Lundeborg som stedet, man tager hen, hvis man er trist og har sorg i sinde.
Violinerne, vaskebrættet, harmonikaen, mandskoret og Ove Bagers "tingeltangel", som det står anført på coveret, giver "Alle mine venner" en helt særlig stemning. Jeg ved ikke, om der er en hardangerfele med, men det lyder sådan. Det lyder som resonansstrenge, når violinerne væver sig ind og ud af hinanden, mens vaskebrættet raspes energisk og det lille bækken bankes med eftertryk. Det er en sang, jeg voksede op med, og mine egne unger er ligeså vilde med den, som jeg var og er. Da jeg var barn, grinte jeg af teksten om mor, der kaster med duelort og Børge, der har blodtud, fordi han siger, jeg tror på Gud. Det er billedet af en barndom i en københavnsk baggård, jeg ser for mit indre blik. I dag griner mine børn af den tekst og kan den udenad, mens en eller anden melankolsk nål presser sig ind i mine indvolde, når de violiner synger i baggrunden. Specielt i mellemspillet kommer vandet til at stå lidt højt i øjenkrogen. Hver gang. Jeg aner ikke, hvad det er. Men efter sigende havde/har Poul Bruun et godt øre for det, der giver gåsehud eller prikker til indvoldene. Det er lykkedes umanerlig godt på lige netop det nummer.
Jeg har altid været af den opfattelse, at Lasse er en af landets mest interessante sangstemmer. Den er umådelig stærk og troværdig på ballader, og den er medrivende, når han sætter ekstra kraft bag ordene, som eksempelvis på længselsfulde "Intercity blues". Men den iklædes ekstra fine gevandter, når den indrammes af Mathildes lyse andenstemme og violinspil. Gud, for et partnerskab. Vi har sikkert meget at takke Peter Abrahamsen for, men at han førte Lasse og Mathilde sammen i 1975 må dog være noget af det vigtigste, han har bedrevet.
Lasse & Mathilde havde 40 års jubilæum i 2015. Lasse Helner kan fejre 60 år på scenen i 2019. I denne måned fylder han 70. Der er fødselsdagskoncert den 18. februar på Dexter i Odense.
Lasse & Mathilde: Lasse & Mathilde
CBS 1977
Jeg besøgte Stuk Ranch i 2013. Det lyder som en lokalitet i USA med kvæg og skråtyggende cowboys, men det er såmænd bare et tidligere pladestudie på bøhlandet ved Nibe, etableret omkring 1976 af musikentreprenøren og dansktopsangeren "Country Palle" Juul. Det var hos Palle, at bl.a. Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Lars Lilholts Kræn Bysted, Poul Krebs og Lasse & Mathilde indspillede de første plader. Først i Palles Quali Sound Studio lidt længere nede ad vejen ved Sønderholm, og siden i Stuk Ranch.
I 2013 havde Stuk Ranch ikke fungeret som studie i mere end 20 år. Pinsemissionen havde ejet det i 90'erne og brugte den gamle landejendom til at afruse narkomaner. Der hang efter sigende stadig klistermærker med "Vær sej - sig nej", da Aalborgmusikeren Jens Varmløse genetablerede studiet omkring 2012.
Jeg havde i årevis tænkt over, hvad der var blevet af Stuk Ranch. For stedet var lidt af et Mekka i min musikalske opdragelse. Jeg voksede op med musikken fra Palle Juuls studier og en del af de anekdoter, der hang ved stedet. Min far var musikjournalist, og pladesamlingen var spækket med De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Niels Hausgaard og Lasse & Mathilde. Så det havde været en kærkommen overspringshandling at søge på Stuk Ranch på nettet for at se, hvad der var blevet af det. Under arbejdet med min journalist-bachelor, der kom til at handle om miljøet omkring studiet, fandt jeg pludselig ud af, at det skam eksisterede i en eller anden form endnu. Så jeg lavede en aftale med den flinke Jens Varmløse om at komme op og se det.
Det var næsten som at betræde en helligdom at se lokalet, hvor så meget af mit livs soundtrack var indspillet. For det var lige her, at Lasse & Mathilde indspillede deres første, regulære album sammen. De havde et par år tidligere lavet "Pigesind" med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner. Det var i København, og det var under Peter Abrahamsen og Exlibris finkulturelle vinger. Exlibris var Gyldendals pladeselskab. Så det var noget af et skifte at havne i hænderne på hitmageren Poul Bruun, CBS og Stuk Ranch ude på landet, hvor der lugtede slemt at gylle. Palle Juul havde indrettet en gammel kostald til kantine og bar for musikerne, og der lugtede stadig umiskendeligt af ko, når luftfugtighed eller solvarme trak stanken ud af fugerne. Men studiet fejlede ikke noget. Her var både 24-spors mikserpult og Studerbåndmaskine som i de store studier i København. Palle var en ambitiøs mand, der få år tidligere havde afsluttet et samarbejde om studiet med sin bror med ordene "hvis du ikke er rede til at låne penge, bliver du ikke en stor mand", hvortil broderen, Poul Henning svarede "nej, men til gengæld sover jeg godt om natten".
Studiet var dog ikke helt uden fejl og mangler. Hvis musikerne dristede sig til at indspille om natten, skulle de stoppe før fem, når naboens malkemaskine gik i gang. Strømforbruget fik båndmaskinen til at gå ned i hastighed. Og det kneb også med monitorerne i mikserrummet - hvis det lød helt fantastisk, lød det næsten altid fuldstændig forkert, når man skulle i gang med masteringen i et andet studie. Men studiets største styrke var placeringen. Her ude på landet var der ikke så mange distraktioner. Når man først var igang med at lave musik, var det musikken, det handlede om. Det var også den detalje, der fik et københavnsk pladeselskab til at sende Stig Møller og Kim Larsen derop, da Lune Larsen skulle producere den flagrende Stigs soloalbum. Kim Larsen gik efter sigende snart i sort, da der var flere kilometer til den nærmeste kro og ligeså langt til den nærmeste pakke smøger. Da han en morgen ville i bad, stod med sæbe i øjnene og ikke kunne forstå, hvor det varme vand blev af, fandt han ud af, at der var kommet møntindkast på det varme vand. Palle syntes, at musikerne brugte lidt rigeligt tid under bruseren. Kim tog hjem til København.
Men det var først i vinteren 77/78. I foråret havde Lasse & Mathilde fundet derop. Den 29-årige Lasse og den 20-årige "Violinpigen Mette", der havde taget kunstnernavnet Mathilde, var officielt blevet kærester kort tid før. Lasse var den erfarne pigtrådsmusiker og komponist, der både havde komponeret musik til "Pigesind" og havde opnået status i 60'ernes Baronets og 1973-projektet Moondust. Sidstnævnte med journalisten Jørn Mader. Han havde forsøgt det småborgerlige forstadsliv i Farum med kone, søn og datter, men i 1977 havde han og Mathilde slået sig ned på Fyn, hvor de begge oprindelig kom fra, og sønnen Rasmus var kommet med. Mathilde var heller ikke et ubeskrevet blad; "Pigesind" var blevet en enorm succes, og det var året forinden, at Tom Waits udgav sin hyldest til "Lange Lone" i klassikeren "Tom Traubert's Blues (four sheets to the wind in Copenhagen)". Tilnavnet "Lange Lone" havde hun fået efter sin optræden i Kim Larsens "Østre Gasværk" med teksten om Lange Lone, der spiller violin. Omkvædet "det er en kold tid" blev sågar reciteret af statsminister Anker Jørgensen i nytårstalen, 1. januar 1977.
Der har været amoriner i luften og smag for livet, da en ung Poul Bruun satte sig bag knapperne i mikserrummet og sange og ideer skulle omformes til en plade med 13 numre. Udgangspunktet var folkemusikken, der var blevet en eftertragtet genre i 1970'erne. I kølvandet på medlemsskabet af EF var der en trang til at søge tilbage til det originale og nationale - som modvægt til den tiltagende internationalisering og harmonisering. Men Lasse og Mathilde lod sig ikke spænde for nogen politisk vogn som mange andre folkemusikere; der var ingen politiske paroler blandt sangene, som for godt halvdelens vedkommende var med tekst af Torben Eschen og musik af Lasse Helner. Der var også plads til en enkelt ballade med tekst af Jan Toftlund og en kærlighedssang med tekst af revyforfatteren Carl Viggo Meincke (der også skrev tekster til klassikere som "Hvorfor er lykken så lunefuld" og "Når lygterne tændes") og musik af Mathilde.
Det er et lille, kompetent ensemble, der giver sangene liv. Uno Tschicaja på trommer, Pierre Dørge på bas og Ole Fick på guitar. Men musikere fra Fynsk Harmoniforvirring skaber en helt speciel sound på "Guldtorsken" og ikke mindst "Alle mine venner". Lasse havde hørt Ove Bager og de andre folkemusikere på havnen i Lundeborg, og han var faldet for deres skævheder og autencitet. Han havde allerede præsenteret Ove Bager og hans "Lundeborg hymnen" for Poul Bruun, der siden skulle brande Lundeborg som stedet, man tager hen, hvis man er trist og har sorg i sinde.
Violinerne, vaskebrættet, harmonikaen, mandskoret og Ove Bagers "tingeltangel", som det står anført på coveret, giver "Alle mine venner" en helt særlig stemning. Jeg ved ikke, om der er en hardangerfele med, men det lyder sådan. Det lyder som resonansstrenge, når violinerne væver sig ind og ud af hinanden, mens vaskebrættet raspes energisk og det lille bækken bankes med eftertryk. Det er en sang, jeg voksede op med, og mine egne unger er ligeså vilde med den, som jeg var og er. Da jeg var barn, grinte jeg af teksten om mor, der kaster med duelort og Børge, der har blodtud, fordi han siger, jeg tror på Gud. Det er billedet af en barndom i en københavnsk baggård, jeg ser for mit indre blik. I dag griner mine børn af den tekst og kan den udenad, mens en eller anden melankolsk nål presser sig ind i mine indvolde, når de violiner synger i baggrunden. Specielt i mellemspillet kommer vandet til at stå lidt højt i øjenkrogen. Hver gang. Jeg aner ikke, hvad det er. Men efter sigende havde/har Poul Bruun et godt øre for det, der giver gåsehud eller prikker til indvoldene. Det er lykkedes umanerlig godt på lige netop det nummer.
Jeg har altid været af den opfattelse, at Lasse er en af landets mest interessante sangstemmer. Den er umådelig stærk og troværdig på ballader, og den er medrivende, når han sætter ekstra kraft bag ordene, som eksempelvis på længselsfulde "Intercity blues". Men den iklædes ekstra fine gevandter, når den indrammes af Mathildes lyse andenstemme og violinspil. Gud, for et partnerskab. Vi har sikkert meget at takke Peter Abrahamsen for, men at han førte Lasse og Mathilde sammen i 1975 må dog være noget af det vigtigste, han har bedrevet.
Lasse & Mathilde havde 40 års jubilæum i 2015. Lasse Helner kan fejre 60 år på scenen i 2019. I denne måned fylder han 70. Der er fødselsdagskoncert den 18. februar på Dexter i Odense.
Tak for en fremragende fortælling. Jeg er netop det sidste halv år blevet genforelsket i de første af Lasse & Mathildes plader. I min optik/ører er Her og Nær absolut mesterværket. Bare den første sang.. åhh.. hvor er det godt.. desværre synes jeg ikke duoen holdt niveauet..
SvarSlet