Alt og intet er os givet

Det er ingen tragedie, at en 88-årig levemand dør, men det er trist at skulle leve videre uden Benny Andersen.

Jeg sad i en vindueskarm på Esbjerg Højskole og tudede mig igennem ”Hilsen til forårssolen”. Det var påske. Det var forår. Solen skinnede. Jeg var nogenlunde ung. Foruroligende tæt på de 30, hvor min tid i DSU ville være endegyldig slut. Men det var nu ikke det, jeg tudede over. Jeg har aldrig været særlig god til at være ung.

Det var linjerne ”… for som solfanger er jeg nu begyndt at forstå, at alt og intet er os givet. Engang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner, lever jeg”. Det var mellemstykket, hvor Egon Aagaards harmonika, Jens Jefsens bas og Benny Andersens klaver væver sig ind og ud af Povl Dissings improvisatoriske gengivelse af melodilinjen. Povl er inde i sangen, og det var jeg også.

Alt og intet er os givet, og en dag er det hele slut. Men lige nu lever vi. Det er banal viden, men stor musik og ditto poesi kan kommunikere de fleste budskaber, så de mærkes langt ind i kroppen. Hvis man bare gider lytte efter, kan banale konstateringer transformeres til følelse og bevidsthed. Det er i den transformation, at menneskeligheden ligger gemt.

Under påskekurset boede jeg på værelse med en ung gut med en gammel sjæl. Han fangede og forstod min kærlighed til Povl og Benny, selvom jeg holdt mine tudeseancer for mig selv. Men cd-coveret på skrivebordet udløste nogle anerkendende bemærkninger. Han kendte makkerparret fra sine forældres pladesamling, og det gjorde jeg også. Jeg voksede op med Svantes Viser, Oven Visse Vande og Hymner og Ukrudt.  

Jeg overvejede, om jeg var lidt syg i hovedet, når jeg kunne føle en form for behagelig forløsning ved at sidde alene i den vindueskarm med vand i øjnene og skælvende bryst, mens alle de andre DSU’ere løste verdens problemer over en kop kaffe eller ironiserede toppolitikernes seneste udtalelser til døde. Men jeg har siden fundet ud af, at det er meget sundt at tude lidt ind imellem. Den sang har stadig den samme virkning på mig, når jeg hører den. Den kommer som oftest på, når den første forårssol kysser min udpinte haves visne grene og løv. Når det hele begynder forfra igen.

Blandingen af humor, sårbarhed og eksistentiel melankoli i Benny Andersens poesi indrammer min fædrelandsfølelse og eksistens. Det er poesi, der giver mig følelsen af at høre til. Lige her, i Danmark, Skandinavien. Kunne man forestille sig en tysker eller franskmand skrive poesi som Benny? Næppe. Men hans personskildringer minder til gengæld en del om Evert Taubes. Det er vel egentlig Svante, der er den navnløse antihelt i ”Hilsen til forårssolen”, og Svante har en del fællestræk med Taubes alter ego, Rönnerdahl. Det er en skandinavisk tone, der afspejler den understrøm af melankoli, årstidernes skiften giver os. Den evige påmindelse om livets forgængelighed, det tiltagende mørke, kulden, døden - og foråret, hvor lyset og varmen vender tilbage på ny.

Jeg er mine forældres søn, når jeg læser eller lytter til Benny Andersen. Han har altid mindet mig om, at det er godt og fint at være et følsomt gemyt. Det er ikke en svaghed at tude i vindueskarmen over egen og andres skrøbelighed. Benny Andersens digte er en væsentlig del af min moralske rygrad.

Men følsomheden er svær at håndtere i disse tider, hvor kynisme og hårdhed er i højere kurs. Det er svært at være kynisk bløddyr, og den allestedsnærværende udlændingedebat slider mig op. Derfor er jeg næsten holdt op med at involvere mig i den. Jeg kan udmærket se, at der er problemer. Uoverstigelige problemer. Ufred. Had. Ondskab. Jeg fornægter det ikke. Men jeg er givetvis både kulturradikal, væmmeligboer og de andre skudsmål, der er blevet til forslidte skældsord de senere år. Jeg er opdraget til at tro på det bedste i mine medmennesker, men der er caries i tidens tand.

Jeg tror på, at jeg skal være ydmyg for det liv, jeg er givet – og ydmyg for det liv, der er andre givet. For vi er så uendelig små, og det hele er slut, før vi aner det. Den tankegang indeholder meget naturligt en udpræget humanisme, for kunne man forestille sig Svante skrive hadefulde læserbreve om muslimerne, mens Nina er i bad? Ikke rigtig, vel?   

Nu er jeg ikke længere foruroligende tæt på de 30. Nu er jeg foruroligende tæt på de 50. Der er kommet kone og børn til. Realkreditlån. Forpligtelser. Betingelsesløs kærlighed. Men jeg er stadig den følelsesstyrede solfanger fra dengang i Esbjerg, hvor jeg ikke anede, hvad livet ville byde mig.
  

Den unge gut med den gamle sjæl døde af kræft et par år efter vores sidste møde i Esbjerg.

Alt og intet er os givet.

Hvil i fred, Benny. Af hjertet tak.