Laursen: "Nutidslevn"



Der er klare referencer til både Waits og Toftlund på virkelig fint album fra Laursen.

Jeg har nået en alder, hvor de fleste af mine musikalske helte enten er døde eller lugter mistænkeligt. Jeg har lettere og lettere ved at konstatere, at ny musik ikke er indsatsen værd. For det kræver trods alt en indsats at lytte efter. Men mens jeg begræder, at jeg ikke er født 30 år tidligere, så jeg havde kunnet opleve guldalderen fra første parket, dukker der alligevel af og til noget op, der hurtigt gør min overbevisning til skamme. Fordi jeg kan høre, at den musik er lavet af folk, der har nogle af de samme helte som mig – og magter at tage stafetten videre.

Det skete med albummet ”Nutidslevn” fra Laursen, der uventet dukkede op i brevkassen en sommermorgen. Jeg smed straks cd’en i afspilleren og blev hurtigt fanget af det hæsblæsende åbningsnummer ”Bonderøv i hipsterklær”, der er en ganske sjov stereotyp – og sikkert dybt uretfærdig – udlevering af den mandetype, der er blevet en fast bestanddel af alle bymiljøer med caféliv de seneste ti år. Normalt er jeg ikke så meget for tekster, der udleverer andre, men ordlegen giver teksten et charmerende glimt i øjet. Jeg er helt vild med passagen ”han brygger cider af havtorn og nedfaldne bær, hans morgenkaffe har han selv importeret, han vil lave sin egen ost, men han synes det er svært. Han er en bonderøv i hipsterklær.”    

Han synes, det er svært. Ak ja. Den slags kan stoppe den mest ihærdige. Det er egentlig indlysende, at hipster-satiren skal indlede et album, der er præget af en rendestensromantik. For sangskriveren og sangeren Andreas Laursen er med al tydelighed ikke begejstret for udviklingen, hvor brune værtshuse bliver til mondæne kaffebarer, fordi det meste efterhånden handler mere om form end indhold.

Så når jeg kalder det rendestensromantik, er det ingenlunde sarkastisk ment. Men det er en nostalgi og romantik, jeg kender fra både Tom Waits og Jan Toftlund. Et univers, hvor poesien opstår ved at drikke sig fra sans og samling med vennerne og slingre hjem igennem de brostensbelagte gader i de tidlige morgentimer. Som i ”Solgt min sjæl”, hvor sangens fortæller slutteligt sælger sin sjæl for en halv flaske sprut og kan dø lykkelig, fordi han føler sig fri – i modsætning til alle lønslaverne, der tonser rundt i hamsterhjulet. Den blændende sangskriver Jan Toftlund døde som 40-årig – jeg ved sgu’ ikke, om han døde lykkelig. Men jeg er klar over, at hans druk var en uomgængelig del af det menneske, han var – og at det var alt det, der drev ham mod alkoholen, der samtidig gjorde ham til så hudløs en sangskriver. Jeg har det bare lidt stramt med at romantisere den type tragedie.

Men når den stump malurt i bægeret er dampet af, rummer ”Nutidslevn” masser af virkelig fine tekster. Der er både ramsaltet satire og stor alvor i ordene, når Andreas Laursen synger ”Den danske hygge den har det skidt, der er feminister, der bløder frit, der er ytringsfrihed med tavshedspligt. Jeg er kommet hjem” i hjemstavnshymnen ”Den danske sang”, der her i parentes bemærket er konverteret fra ung, blond pige til frisk, ung tøs.       

Teksterne minder en del om netop Jan Toftlunds verbale kindheste til samfundsudviklingen og romantiske øjebliksbilleder. Der er eksempelvis en del af den samme, smukke sårbarhed i Laursens portræt af den prostituerede Rosalina i valsetakt som Toftlunds ”Syrenprinsessen”.
Der er da også en lille Benny Andersen-reference i ”Gamle Møller”, hvor ”sejlbåde sejler hvis de kan, kun hvis der er vind og vand”.  

Musikalsk er albummet utrolig vellykket. Flere steder er der Union Station-feeling med både dobro, (slide)guitar, mandolin og banjo. Ganske velspillet og fint produceret. Små detaljer med kontrabas og flygelhorn gør produktionen endnu mere organisk, og Jakob Myginds saxofoner på ”Jeg kom til Vesterbro” er kort og godt eminente. Her er der sågar Beatles-feeling med baglæns instrumentering i breaket. Selvom produktionen formentlig har været low budget eller no budget, har ambitionerne og legesygen heldigvis ikke fejlet noget.

Man er som nævnt ikke i tvivl om, at Andreas Laursen godt kan lide Tom Waits, og det har sin charme på en sang som ”Rosalina”. Men jeg synes, at det bliver lidt for meget på det afsluttende ”I morgen kan du komme igen”, hvor vokalen får så meget Waits, at det næsten bliver parodisk.

Men alt i alt et virkelig fint album, hvor god lyrik får vinger af en fin og organisk musikalitet. Jeg glæder mig til at høre mere fra den kant.

Albummet kan smuglyttes på Spotify.

Laursen: Nutidslevn (Deluxe Records 2018)   


  

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder