Martin Høybye: The Hourglass Sessions





Martin Høybye har med "The Hourglass Sessions" lavet 11 fine sange om tid, set i en midaldrende familiefars perspektiv. 

Tid: Weekenden pissede af sted. 117 ting at gøre, men jeg endte med at sidde apatisk og scrolle rundt på Facebook, som jeg plejer. Måske er jeg doven, eller måske er jeg rastløs. Jeg kan ikke helt finde ud af det.

Tid: Det er ikke videre let at finde tid og rum til at høre ny musik. Det kræver ro, og den slags er i restordre for en 46-årig familiefar med tre børn. Jeg har et anlæg til den syssel nede i den store stue. Lidt sammenskrab fra det meste af mit liv. En arvet grammofon, en forstærker fra min svoger, en brugt cd-afspiller og et par højtalere, jeg købte i min gymnasietid. Basmembranen på den højre er mørnet igennem, så for dybe toner får det hele til at runge og skratte. Men det går, hvis det ikke bliver for højt. Mine tre børn hænger ud i sofaerne af og til. Men lørdag var der mulighed for at nærlytte Martin Høybyes seneste album, The Hourglass Sessions. Elleve sange, der tager udgangspunkt i begrebet tid – set fra en 46-årig familiefar med tre børns perspektiv.

Tid: Da jeg satte cd’en i afspilleren skulede jeg til Fruens spanske guitar, der stod lænet op ad vindueskarmen. Jeg har købt en app fra Fender, der skal lære mig at spille på den. Jeg vil indhente mine forspildte chancer for at lære at spille på et instrument. Ikke for at imponere ved lejrbålet. Ikke for at blive en 47-årig singersongwriter-debutant. Bare fordi det kunne være rart at klimpre lidt. Men den sidste måned har jeg siddet fast i skiftet mellem C- og G-dur. Mine fingre er alt for langsomme og klumpede. Men klangene drager mig mod at blive bedre. Måske kan jeg nå at blive så god, at jeg kan spille en sang eller to.

Do life lines change
And can the wheel turn the hand sometimes
Cause no matter who drives
We need longer lives



Tid: Jeg kom til at kigge ud ad vinduet på moradset af en have, som jeg helst skal få kål på, før forårets livskraft for alvor får tag i brombærrankerne, så de vokser ind i naboens have. Træværket skal have Gori, og vinduesrammerne skal have olie. Køkkengulvet skal lakeres, og jeg købte lakken til det for mere end et år siden.

Tid: Ungerne sad i de andre rum med deres laptops. Jeg burde gå eller cykle en tur med dem. Måske ned til min fars og mors grav. Det vil de gerne. Men der er så meget andet, jeg også burde nå i de små 54 timer, en weekend varer.

But I’m doing the best I can
I’m doing the best I can
I’m doing the best I can
To live like a man

Tid: Jeg skulle løbe en tur i weekenden. Gerne lang. Jeg er ved at blive fed, og det er min største skræk. Kroppens forfald. Jeg vil kunne løbe ti km på under 50 minutter igen. Det kunne jeg for få år siden, så det må jeg kunne nå igen. Min far var fed, og han blev 59.

Tid: Jeg burde komme i gang med værelset til min yngste datter i weekenden, for jeg får ikke tid, når hverdagen vender tilbage. Hverdagene pisser af sted.

Tick, tock
Like the beat of a drum
Time flies
It’ll slip through your fingers
Like sand
Time flies
It’ll make smoking cinders
Of all your plans

Tid: Jeg er 46 år, og om få måneder bliver jeg 47. Min bror bliver 51 lige om lidt. Jeg drømmer om at flyve til Syditalien med Fruen og vores tre børn til efteråret. Hele familien. Vise dem Pompejii og Amalfikysten. Men jeg aner ikke, om jeg når at tjene tilstrækkeligt med penge, for skattefar er vist også ved at miste tålmodigheden med mig.

I may not get to see Vienna
I may not get to see Peru
And I may not get to see a lot of things
But did I see you

Tid: Måske kunne jeg nå at høre hele pladen, før Fruen kom hjem fra indkøbsturen med den mindste. Mens der var ro i huset. Rum og ro til at lytte. Jeg hader at blive forstyrret, når jeg sidder på lokum eller hører musik. Begge dele efterlader mig sårbar. Uden sammenligning iøvrigt.

The longer I live
The clearer it is to see
Life would not have been a life at all
Without the darkness walking next to me
The longer I live
The less I really want that’s mine
Just leave my loved ones be
I had my time

Tid: Jeg så Kim Larsens erindringer, der lå på klaveret. Jeg har fået og købt en håndfuld bøger, de senere år, men jeg læser for lidt. Jeg kan ikke samle mig om det længere.

Tid: Vi så ”Tilbage til fremtiden” med ungerne i går. Marty McFly tog 30 år tilbage i tiden. Fra 1985 til 1955. Da jeg så filmen første gang, dengang i 1985, var 30 år en evighed at rejse i tid. I dag er 30 år blot 1989. Herregud, det var jo dengang, jeg startede i 2. G. Det er da ikke så længe siden. Så meget er der heller ikke sket. Tid: Jeg kan se min søn i den tilstødende stue. Han sidder og griner fjoget af en video på YouTube. Han er en god dreng, og han skal nok blive en god mand.

May your seconds be like raindrops
Their number be high
And fall from a fountain
That never runs dry
May your seconds be like raindrops
That fall to your ground
And may you speak of me dearly
When I’m not around

Tid: Min barndoms og ungdoms aldrende helte var yngre, end jeg er i dag. Men jeg er stadig 24 inde i hovedet. Eller 12. Det kan ændre sig fra dag til dag. Fra øjeblik til øjeblik.

Tid: Luke Perry faldt om med hjertestop forleden. Han var 52. Master Fatman blev 53. Jeg har et stærkt hjerte. Håber jeg. Mine bedsteforældre blev gamle, og hvis min far havde passet bedre på sig selv, havde han nok levet endnu. Men egentlig aner jeg ikke noget. Det hele kan slutte på et øjeblik.

Skøn plade. Jeg nåede at høre den i ét stræk. Virkelig fine tekster, jeg kan mærke og genkende mig selv i. Gode melodier. Fed vokal. Skiftevis engeblid, vred og trodsig. Lækker og forholdsvis enkel produktion.

Min favorit er måske There comes a light:

Keep your door open with a welcoming smile
If people want to talk
The you grant them their while
Seconds are like raindrops
They are here then they fly
Off to other places as shall you and I

Eller som Ulf Lundell skrev i digtet til sine sønner: ”Tacka inte nej till en kopp kaffe och bjud alltid på en själva”. Vi har brug for lidt mere Master Fatman i denne verden og lidt mindre fordomsfuldhed, usikkerhed og vrede. Jeg er af og til alt for stærk på de tre felter. Der er så mange idioter derude. It takes one to know one.     

Tid: Da jeg var 20, følte jeg mig udødelig. Som om livet aldrig ville få ende. Det har ændret sig med børnenes ankomst. Fornemmelsen af tid, der går, er blevet langt mere nærværende. Tick, tock. Det efterlader mig ikke angstfyldt eller depressiv. I hvert fald ikke så længe ad gangen.

Men det er af stor betydning at have en håndfuld gode sange, der kan fungere som soundtrack til den del af mit liv. Tak for den, Martin.

The finish line
Will get here soon enough
So stay close my love
Until the finish line
Let’s live with all we’ve got
With all we have



Martin Høybye: The Hourglass Sessions
Songcrafter Music, CD, 2018

Kan smuglyttes på Spotify og andre streamingtjenester.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Ole Frimer Band: På færd i sind, tid og musik

Torben er altid 16 år

Trolden fandt sin alf