Keminova Cowboys: Kollektiv musik i en distanceret tid

Keminova Cowboys er tilbage med Cirkus Danmark. Det er rette plade til rette tid.

Musikken kommer af og til som en lindrende salve på betændte tider. Efter terroranslaget mod New York i 2001 havde jeg i måneder hovedet nede i bilradioen, hver gang radioavisens indledningstoner lød. Hvad var der nu sket? Hvem havde bombet hvem? Hvor mange var døde? Omkring syv uger efter angrebet udsendte Bo Kaspers Orkester albummet Kaos, der på mærkværdig vis næsten virkede som skrevet og indspillet til den stigende magtesløshed, kollektive angst og et verdensbillede på hovedet. Endnu en dag på kontoret fik en perverteret afslutning for næsten 3000 mennesker. Selvom albummet meget naturligt var færdigindspillet, før flyene fløj ind i World Trade Center og Pentagon, virkede det som skrevet med baggrund i de kollektive følelser, meningsløsheden skabte. Musikken kom mig til undsætning. Det var tid at tage ”ett ögonblick i sänder” og ”kasta något tungt”, her hvor alt stedvis føltes som ”Ett fullkomligt kaos”. Den skandinaviske tone med anstrøg af samba og jazz i tweed og dobbeltmanchetter virkede både beroligende og lindrende i en kaotisk tid. Vi levede trods alt stadig i ”ett vackert land”.

Jeg kom til at tænke på den musikoplevelse, da jeg satte det nye album fra Keminova Cowboys ”Cirkus Danmark” på spillen i påskedagene 2020. Vi er midt i Corona-krisen, hvor jeg må jage hjemmegående, rastløse og sukkerhungrende børn væk fra PS4’eren, så jeg kan få adgang til grammofon og musikalter. Vi skal holde afstand til hinanden ude i samfundet, og hvornår jeg kan få min næste liveoplevelse, der ikke er streamet på Facebook, er et åbent spørgsmål. Jeg savner næsten gutten med den skvulpende fadøl, der har mere travlt med at snakke med sidemanden end lytte til musikken. Næsten. Jeg savner venner, kammerater, familie og bekendte. En kop latte i solen. Hvordan livet i Danmark ser ud om et halvt år er også et åbent spørgsmål.

Med russerkor og sirene

Det er en lækker udgivelse. Gatefoldsleeve, tykt innersleeve med tekster og en fed presning med afslebne, bløde kanter. Det er faktisk længe siden, jeg har stået med så gennemført lækker en vinyludgivelse. Flot coverart, der med sine blege farver passer fortrinligt til hele projektets em af 1970’erne og 1980’erne. Billederne er sågar gengivet som uskarpe Polaroid-billeder.  

Cirkus Danmark åbnes med russerkor og varslingssirene, hvilket sender tankerne tilbage til min skoletid i 1980’erne, hvor de testede de skide sirener hver eneste onsdag klokken 12, mens vi frygtede russerne i øst. Vi så infovideo på den tonstunge videomaskine, vores lærer skubbede op i klasselokalet. En video om, hvordan et atomangreb ser ud. Der var intet tilbage. Vi kunne se, hvordan bygninger blæste omkuld og store træer brændte ned som tændstikker. Et regulært massetraume. ”Vi voksne kan også være bange” – jo tak. Tusind tak. Samtidig kunne vi se på de bagerste sider af telefonbogen, at vi skulle lægge os under spisebordet, hvis sirenen lød. Og vente på nyt fra Danmarks Radio. 

Nu skal vi vente på Søren, Mette og Kåre.  

Albummet blev udsendt lige omkring Mette Frederiksens historiske nedlukning af Danmark, men det er indspillet helt tilbage i april i fjor. Så da Michelle Birkballe, Sonja Hald, Hverdagens Helte og Ulvetimen indspillede med Rasmus Johansen (aka Telestjernen) i dennes cirkusfabrik i Fly, var der ingen af aktørerne, der havde hørt om flagermus, Wuhan eller lukkede frisørsaloner. Alligevel synes albummet, der med Jonas Dahls ord fra hyldesten til Ida From ”ikke er nogen ond parodi eller spildt poesi – blot lidt sund nostalgi og en smule anarki”, skabt til det underlige vakuum, vi befinder os i lige nu. Den Store Pause.

Dengang og nu

Det er tre år siden, Keminova Cowboys dukkede op ud af intetheden med albummet Prinsessen af Jylland. Jeg var så heldig at være med i øvelokalet dengang, da de øvede til debutkoncerten på Voxhall i Aarhus, hvilket der tidligere er skrevet om på denne blog. Tanken bag det umage, musikalske kollektiv af bands og solister mindede mig om Traveling Wilburys, selvom ingen af de yngre Keminova-kobojdere vist kendte til det projekt dengang. Ideen er både kunstnerisk og økonomisk indlysende god: En håndfuld bands og solister laver et særligt pladeprojekt sammen, så de deltagende kunstneres følgere og fanskare kan smitte af på de andre. Samtidig kan kunstnerne inspirere hinanden. Udfordringen kommer så, når projektet vil optræde live. Det er svært at finde økonomien til at aflønne så mange musikere på scenen på én gang, så en turné til landets musiksteder er tæt på umulig, hvis der skal hives en acceptabel hyre hjem.

Nu er de tilbage. Der er sket lidt udskiftninger siden 2017: Laura Mo er erstattet af Michelle Birkballe som projektets feminine islæt. Søren Zahle er trådt ud af Hverdagens Helte i dette projekt. Det er naturligvis helt i kollektivets ånd, at nogle vil gå ud, og andre kommer ind. Det er hele styrken, for Keminova Cowboys skal ikke ses som et band; det er et kollektiv.

Stærke og svage sange

Hvis jeg sammenligner Cirkus Danmark med Prinsessen af Jylland, bliver det i sidstnævntes favør. Den nye udgivelse mangler både Laura Mos muntre vid, Søren Zahles evner ved pulten og mere gennemarbejdede sange. Nuvel, jeg er godt underholdt, når Telestjernen synger om at drikke rødvin, whisky og rom med Madsen, Lilholt og Olsen, hvorefter Hausgaard dukker op som en frelsende engel med et d, eb(es) og bb. Jonas Dahls hyldest til Ida From og Torsten Stistrup Cubels Revolution er bestemt heller ikke uefne. Kristian Kjærulf Ravns afsluttende Skidt på hvidt er decideret fremragende. Her er f.eks. ubevidste Coronareferencer:

”Du er savsmuld i manegen/ Du er min hest foran kortegen / du er et tandhjul i maskinen, du er løsningen, vaccinen/ på de rigestes problemer/ du er samfunds-vitaminer / har et hjerte fyldt af sorger/ mens vi langsomt kører dig over/ der er intet du kan gøre/ du må bare lade dig smørre”

Det er svært ikke at tænke på flokimmunitet, nyttige idioter og individets rettigheder og pligter i Coronaepidemien, når jeg lytter til den tekst.

Der er gode sange på Cirkus Danmark, men der er også enkelte, der – retfærdigt eller uretfærdigt – virker, som om de er skrevet i al hast uden den store inspiration. Michelle Birkballes bluesrock virker ikke så inkorporeret i helheden – der er noget at arbejde med til næste gang. Hamborg kunne næsten have været indspillet i en helt anden sammenhæng og blot placeret på pladen til sidst. Men det er sikkert heller ikke nemt at træde ind som ny bidragyder i et tre år gammelt fællesskab. Det går lidt bedre med den banale kærlighedsode til guitaren Taylor, der mest af alt lyder som et godt omkvæd, der skulle skrives om til en sang i al hast. Der er tilført lidt April Stevens og Barry White-agtige pornostøn. Rigtig sjovt eller godt bliver det ikke, men de komiske støn får dog sangen til at passe bedre ind i helheden. Det samme gør koret og slideguitaren. Man ender med at holde af den, selvom teen er en anelse tynd.   

Men summa summarum: Cirkus Danmark er rette plade til rette tid. Lige nu, hvor vi skal til at finde fodfæste i en ny virkelighed, er det godt at blive mindet om 1970’ernes måde at lave musik og være sammen på. Dengang, hvor man kunne mærke, at musikerne havde hygget sig i studiet. Man kan godt lave et konceptalbum, selvom flere af sangene falder helt udenfor konceptet. Der var jo for pokker også ”When I’m sixtyfour” på Sgt. Pepper. Der skal være plads til nogle vildskud, lidt sund nostalgi og en smule anarki.   

Vi skal da hygge os, ikke?

Det er jo bare noget, vi leger.

Keminova Cowboys: Cirkus Danmark

EVR05 - fås på vinyl og cd på bl.a. imusic.dk

Kan sniglyttes på alle gangbare streamingtjenester