Buddha og rodekassen


På reolen står en Buddha. Eller rettere: Sidder. Skåret i en ukendt træsort, der efter overleveringen bliver blank, når man trakterer den med næsefedt. Gnid tommelen på næseryggen  og derefter over Buddha, så bliver han flot og blank med en rødbrun glød. Ulækkert? Nej da. Det er jo ikke bumsesaft, der er tale om; Buddha er for modne mænd, der er ovre det pjat.

Min fars næsefedt sidder sikkert et sted derinde i træet. Det var hans. Buddha sad på reolen over fjernsynet og overlevede både Otto Leisner, Mylius og andet quiz og knas. Selv 80'erne kom den trinde humørbombe igennem. Det var vist i 80'erne, han blev tandløs. Måske var det årtiets overfladiske fokus på penge og succes, eller også var det blot mine nysgerrige fingre, der fik pillet tandsættet ud af Buddha. Måske var det elfenben. Sikkert plastic.

Buddha vågede over stuen i mit barndomshjem. Med sin runde mave, fede kinder og veltilpasse smil. Hvor kom han fra? Det vidste jeg egentlig ikke. Min far havde ganske vist haft en periode, hvor han havde opsagt medlemsskabet af Folkekirken, men nogen flipper havde han lige godt aldrig været. Min far var til Elvis - ikke Beatles. Han havde heller ikke rejst i Østen og hjemtaget Buddha som en uundgåelig souvenir.

Der kommer altid et tidspunkt, hvor en far føler trang til at fortælle sin søn om ungdommens knuste hjerter. Givetvis for at undgå, at sønnemand begår noget dumt og uopretteligt, når et kvindfolk på et tidspunkt med stor sikkerhed gentager den gamle historie. "She can kill with a smile, she can wound with her eyes", synger Billy Joel. Ethvert vraget kærlighedsdyr af hankøn kender til dybden i de ord.

Min far fortalte mig om en pige, han ikke kunne få, og hvordan den ulykkelige kærlighed for den dengang 20-årige jura-studerende havde ledt ham til tanker om at rejse til den anden ende af verden og opsøge buddhismen. Væk fra storebror, der gjorde karriere i søværnet, far, der trak familien rundt til ydmyge tjenesteboliger under fængselsvæsenet og mor, der havde så mange ambitioner for den kommende jurist. Familiens første akademiker. Min far overvejede at flygte fra det hele.

Lykkeligvis for mig endte det anderledes. Han fandt min mor, droppede juraen og fandt en læreplads på Horsens Folkeblad i stedet.

Jeg tænkte vel, at Buddha ovenpå flimmerkassen var fra den religiøse flirt, han havde fortalt om. Måske havde han fundet Buddha hos en maskandiser, da han rodede rundt i studenterlivet i Aarhus i 1963 på jagt efter identitet og andet, der kunne hele det knuste hjerte.

Jeg skulle blive klogere.

Min far var melankoliker. Han slæbte fortiden med sig. En skuffe i en kommode var fyldt med udklip, billeder, kvitteringer, notater, breve. En kvittering for den første bil. Nogle avisudklip med artikler, han havde skrevet af mere personlig karakter. Billeder fra en pressetur, hvor han var i Tyskland og prøvekøre Audi 80. Min mors vaccinationskort fra 1950'erne. Turen ned af mindernes avenue var broget og snørklet.

Kommoden har jeg fået, og skuffens indhold er forblevet det samme. Der er mange gode historier og løse tråde gemt i den rodekasse.

I en mappe lå en bunke gamle breve. Stemplet i sommeren 1963. Afsendt fra Horsens, Aarhus og Italien til adresser i Møgelkjær ved Horsens, Aarhus og Helsingør. Men alle med samme modtager og afsender. En ung kvinde, der tog afsked med en ung mand. Det kunne ikke blive dem alligevel. Af mange grunde. Brevene er forfattet som kun unge elskende kan skrive: Patosbelagt og dramafyldt.

Afskedsbrevet er sendt som en hilsen på min fars 20-års fødselsdag, 25. september 1963. Med brevet følger ifølge de håndskrevne ord en Buddha, som hun har købt under en ferie i Italien. Den er tænkt som et minde om "en lykkelig og bedrøvelig tid", som hun udtrykker det.

Buddha sidder stadig på reolen og våger over os, og minder mig nu om en lykkelig og bedrøvelig tid.

Jeg vil håbe, at fremtidige generationer husker at lave rodekasser, som børn og børnebørn kan gå på opdagelse i. Nutidens digitale kommunikation og nøgne, æstetiske hjem med glasborde og lædermøbler, hvor rodeskuffer er ligeså velkomne som en hjemløs på en gourmetrestaurant, varsler desværre rodløse tider.

Jeg priser mig lykkelig for min fars rodeskuffe.





Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder