En helhjertet begyndelse

Nu kaster jeg mig ud i bloguniverset. Jeg har gjort nogle halvhjertede forsøg før, og efterladenskaber sejler stadig rundt et sted derude i cyberspace som flager af maling fra en nedlagt rumstation.

Nu tror jeg, at hjertet er med. Jeg er journalist, og jeg vil leve af at skrive. Så jeg må træne, hvis jeg skal være god og blive bedre. Sådan er ræsonnementet, og sådan har det egentlig været længe. Men spørgsmålene, der savnede svar, har altid været: "Hvad skal jeg skrive om?" og "Hvorfor skulle nogen gide læse, hvad jeg har på hjerte?".

Angående det første spørgsmål er jeg begyndt at ane konturerne af et svar. Det andet spørgsmål vil jeg ikke længere forholde mig til. Læs - eller lad være.

Jeg vil skrive om mit liv og min opfattelse af verden. Der vil nok være en del musik, noget om mad, film, bøger, mindernes avenue, en anelse politik - og givetvis momentvise stænk melankoli. Navlefnulleret får du forhåbentlig ikke at se, og jeg vil holde Narcissus - den gæve gut - i ave. Jeg håber, det lykkes.

For når jeg har valgt at kalde bloggen for "Et bløddyrs bekendelser", er jeg bevidst om den balancegang, jeg bevæger mig ud på. Bekendelser er som udgangspunkt nøgne. Uden forsvar. Men mon ikke jeg finder en mellemvej ud fra devisen, at man altid skal sige og skrive sandheden, men at der ingen grund er til at rutte med den?

Og bløddyret? Jamen, jeg er et bløddyr. Jeg tuder for ingenting. Stilfærdig, diskret, ikke hulkende og forhåbentlig ikke ynkelig, men tårekanalerne er ekstremt produktive. Det sker tilmed, at jeg søger saltvandsudladningen, når jeg er alene. Selv når jeg løber, kan en sang - eller blot en stemning, der minder mig om noget særligt og personligt - gøre øjenkrogene fugtige. En slags salt inkontinens.

Men det er ikke en lurende depression. Tværtom. Melankolien er stærkt livsbekræftende, og den bringer mig tættere på de mennesker, der fysiologisk ikke længere er her. Det er en god fornemmelse. Jeg ser slet ikke melankolien som et modstykke til min udtalte livsnydelse - eller min humoristiske tilgang til verdens genvordigheder for den sags skyld.
   
Så. Så fik jeg taget hul på det første tabu. Nu kører bussen.


Kommentarer

  1. Tillykke med din blog! Glæder mig til flere tårepersere ;-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder