Jeg er socialdemokrat ... trods alt.


Jeg har aldrig forstået de mennesker, der kan "shoppe" rundt i det politiske landskab og skifte parti, som andre skifter gardiner. Er de identitetsløse eller mener de bare meget lidt?

"For alle, der kan tænke på andre end sig selv" stod der på socialdemokraternes t-shirts og kampagner engang mod slutningen af forrige årtusinde. Nyrup havde netop fået "four more years" trods hårde odds, og de foregående års succes med vækst, fuld beskæftigelse og en stærk økonomi havde pustet til selvfedmen i regeringspartiet.

Gud, hvor vi klappede. Jeg var delegeret til flere socialdemokratiske kongresser dengang, og hænderne var tæt på hudløse, når jeg drog hjem fra kongrescentret i Aalborg. Ingen minister, tidligere minister eller udenlandsk gæst var så betydningsløs, at vi ikke lige kunne tage en stående ovation. En lang en. Jeg tror sågar, at Ritt fik en. Det skyldtes dog nok, at hun på det tidspunkt arbejdede i sikker afstand i Bruxelles.

Ovationerne så jo også godt ud på tv, og hvis vi klappede længe nok, begyndte de rastløse kamerafolk som regel at panorere ud over folkemængden. Så kunne det jo være, man kom med - og kunne ses hjemme ved kakkelbordet.

Kongresserne er et spil for galleriet, og hvis man tror, at det lange forarbejde i kredse og regioner med ændringsforslag i sidste ende vil ændre stort på partiets førte politik, bliver man slemt skuffet. Man kan så vælge at leve i illusionen og med tiden måske få adgang til noget, der dufter lidt af indflydelse. Bare man er venner med de rigtige på det rigtige tidspunkt.

Men det var nemt at være socialdemokrat dengang. De store linjer var til at få øje på; der var en samlende vision, som man kunne forstå. Mere grøn energi, aktivistisk udenrigspolitik, vi kunne være stolte af, fuld beskæftigelse, vækst og solidaritet med de svage i samfundet. Det er muligt, at der også dengang var fjollede ordførere eller ubetydelige ministre, der gik i medierne med tåbeligheder, men de blev behørigt overdøvet af mastodonterne på de tungeste ministerposter: Auken, Lykketoft og Nyrup. De menige partisoldater var ikke meget andet end dåseklap på kongresserne, men vi følte dog, at magten og beslutningerne lå i kompetente hænder. Der var respekt om Danmark. Det gik godt. Selv Clinton landede Air Force One i Kastrup for at hilse på.

Siden blev billedet noget mere rodet. Det skyldtes både ydre og indre omstændigheder. Efter den 11. september 2001 forsøgte Nyrup sig som statsmand med et "vi vil ikke have konflikter i Danmarks gader" som begrundelse for udskrivning af valg - få måneder før han var tvunget til det, da fire år omtrent var gået. Han og hans rådgivere havde måske ikke lige overvejet, at udmeldingen næppe ville bestå bullshit-prøven, for hvem af de øvrige partier i Folketinget ønskede mon det?

Valget i 2001 blev da også afslutningen på Nyrup-æraen, og siden kom det nye formandsopgør, de nye fløjkrige, besværet med at finde fodfæste og identitet. Indvandrerproblematikkerne fik socialdemokrater til at søge mod højre til DF, og mediernes tåbelige hang til prædikater og Jørgen Clevin-pædagogik resulterede i de mærkværdige udtryk "strammere" og "slappere". Er du socialdemokrat? Jo, jo - men er du strammer eller slapper? Skal indvandrerne have med pisken eller tilbydes en gulerod?

Siden gled indvandrerdebatten noget i baggrunden, og krisetiderne efter nullernes overforbrug gav helt nye udfordringer. Partiet kom atter - med nød, næppe og misforståede 12 minutter - i regering, men vælgerne gav reelt magten til hvid-røg-sort-tårn-Margrethe, der er dronning af Twitter og haikulignende poesi. Det blev noget frygteligt rod. Socialdemokratiet fik gennemført en del af det, man lovede før valget, men de væsentligste projekter måtte skrottes på kompromissernes alter.

Her står vi så nu. Vi er vist ikke så mange tilbage, hvis man skal tro meningsmålingerne. Jeg hænger på, selvom det sidste indbetalingskort ikke blev betalt med samme selvfølgelighed som de tidligere. Jeg har haft svært ved at få øje på en samlende vision for partiet de senere år. Hvor er vi på vej hen og hvorfor?

Men ligegyldigheder har partiet - i lighed med de øvrige regeringspartier - banket ud i medierne i en lind strøm. Så skal nummerpladerne på bilerne skrues fast, så nummerpladetyvene skal bruge omkring syv sekunder længere på at hugge dem. Så kæmper betonfeministerne - mænd som kvinder - for et forbud mod købesex, fordi mænd per definition er nogle horebukke og kvinder, der sælger sex, altid er mishandlede og forfulgte. Så skal vi også placere kvinder i erhvervslivets top ved hjælp af kvoteordninger, for ligestilling handler naturligvis om, at alle mennesker uanset køn har nøjagtig de samme muligheder. Lige nu bruges ligestillingsloven i øvrigt til at behandle en sag, hvor en mand føler sig diskrimineret i en swingerklub, fordi han skal betale entré, mens kvinderne slipper gratis ind. Ligestillingsordføreren pointerer naturligvis, at det nok ikke var en sag, han ville have brugt så mange kræfter på, men det er jo blot en borger, der udnytter den gældende lovgivning. Var det måske på tide at overveje, om lovgivningen er tåbelig?

Hvem var det, der bestemte, at Socialdemokratiet skulle blive partiet, der tager alt ansvar fra den enkelte borger og lovgiver om selv de mindste detaljer? Var det kedsomhed, der gjorde det? Var det en manglende vision og det udeblivende, samlende engagement, der gjorde det? Var det selvfedmen, der fordrer at lede de stakkels, dumme borgere ind i folden, så snart de har tænkt en selvstændig tanke?

Men jeg hænger på i troen på bedre tider. Socialdemokratiet er mit parti, og jeg kan ved Gud heller ikke se nogen alternativer. Mine forældre og mine bedsteforældre var socialdemokrater. Enkelte af dem med tillidshverv. Det er en tone, en følelse i min arv, der gør mig til socialdemokrat. Det går ikke rigtig an at ændre. Det er en empati udenfor pædagogisk rækkevidde, der holder mig fanget. Den fortærskede, sociale indignation. Jeg er nu ikke så indigneret - jeg vil bare gerne, at alle mennesker får en fair chance i livet.

Det gør mig ikke til et bedre menneske end dedikerede Venstre-støtter, Gud-Dronning-Fædreland-konservative eller LA-tilhængere. Jeg er ikke så begejstret for den gennemsnitlige DF-vælger, fordi jeg synes det er for nemt og unuanceret, når man giver en religion skylden for det meste, og de LA-støtter, der render rundt med en Ayn Rand-roman under armen og skinnende, målsatte øjne, finder jeg skiftevis skræmmende og latterlige. Grundlæggende har jeg stor respekt for mennesker, der har en anden politisk identitet end min. Især når identiteten virker forankret og troværdig. Jeg har altid haft det lettere med Venstre-folk fra landet end unge Venstre-løver fra byerne, der mest er med, fordi det er "sejt at være liberal".

Danmark er et land, der er bygget på kontinuitet, og jeg tror sådan set ikke, at en økonomisk krise kommer til at ændre stort på det. Heldigvis.

Selvom det ser dystert ud for Socialdemokratiet frem mod næste valg, er jeg overbevist om, at mit parti nok skal blive en samlende faktor igen.

De fleste danskere er jo socialdemokrater, når det kommer til stykket - der er bare nogle, der finder det finere at sætte krydset et andet sted.






Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

En bevægende tur i den indre biograf

Trolden fandt sin alf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder