Uge 11: Kenny White - Long list of priors

A canvas allergic to paint ...


Det er ikke så tit, at jeg opdager nye kunstnere, hvor jeg tænker "hvorfor i alverden har jeg ikke opdaget ham/hende før?". Det skyldes nok mest min dovenskab, for der findes uden tvivl en masse derude, der burde berige min pladesamling og gøre indhug i min tegnebog. Men når man har passeret de 40, er det ret udbredt at bilde sig selv ind, at man har hørt det hele før.

Der er bestemt også elementer i Kenny Whites album "Long list of priors", som jeg måske har hørt før. Hans stemme minder mig om en blanding af Marc Cohn og Cat Stevens, og pladens samling af fine sange kunne i princippet fint være en en plade fra en af de to herrer. Men Kenny White er Kenny White - en virkelig fin sangskriver, en personlig sanger og en fremragende tangentspiller. Både flygel og Hammond B3 håndteres, så man forstår, hvorfor han i en menneskealder har kunnet leve af at være sessionmusiker for andre kunstnere. Han har f.eks. bidraget som sangskriver eller musiker på plader med Marc Cohn, Shawn Colvin, Peter Wolf, Arnold McCuller og Neville Brothers.

Det befriende ved albummet har rod i Kenny Whites erfaring og kunnen: Her er ikke tale om endnu en følsom sangskriver, der fejliscenesættes af en producer eller skal have sine sange mishandlet af musikere fra studiets laveste liga. Her har vi derimod en ekstremt erfaren studiemusiker, der har samlet nogle af de bedste, han har arbejdet sammen med, såsom Shawn Pelton (måske den mest efterspurgte trommeslager i New York), jazzbassisten Marty Ballou, guitaristen Duke Levine (der blandt meget andet har arbejdet med Mary Chapin Carpenter), multiinstrumentalisten Larry Campbell og Levon Helms datter Amy Helm på kor. David Crosby kigger også lige ind og lægger sin guld-andenstemme på et par numre. Det samme gør Peter Wolf og Ada Dyer.

Albummet bevæger sig stilsikkert rundt mellem varierende udtryk. Der er er countryswing, Randy Newman-style, på "West L.A." med både trompet, tuba, clarinet og et New York City, der bliver til New York Cit.....y. Der er smukke og diskrete strygere arrangeret af Antoine Silverman på flere numre - blandt andet på den poetiske ballade "The other shore". Strygerne kommer aldrig i nærheden af sovs - tag bare soloviolinen, diskret bag Kennys sang og den smagfulde opbyging af strygere bag Kennys klaverspil på udvalgte steder. Der er sågar en flygelhornsolo undervejs - sublimt.

Efter strygerne er der op-tempo rock med hjælp fra Peter Wolf på "Glad-handed". Peter Wolf, der trods sine 70 år synger med en energi og kraft, mange 20-årige vil misunde ham. Han får jo nærmest Mick Jagger til at lyde som en gammel, træt mand.

Alle plader bør have en vals. Hjertets rytme. "4000 reasons to run" er en medrivende en af slagsen. Om kærligheden, der kan fylde så meget og være så skræmmende, at den giver 4000 grunde til at stikke af. 

Albummets diamant er den rystende og voldsomme "Charleston", om Charleston kirkemassakren i 2015, hvor ni uskyldige kirkegængere blev myrdet. Det er sangskrivning fra øverste hylde. Kenny White tager udgangspunkt i, at han netop har hørt The Staple Singers i radioen med "If you're ready (come go with me)", der en spirituel sang om fred mellem racerne med linjerne "no hatred / will be tolerated". Så kommer de forfærdelige nyheder om tragedien. Kenny White har fået soulsangerinden Ada Dyer til at synge med, så man tror, at Mavis Staples er med i studiet. "This peaceful house has lifted souls / by teaching how to rise above / now each and every bullet hole / shall be filled with grace and sealed with love". 

Kenny White viser sig som en virkelig fin og personlig sangskriver på "Long list of priors" . Han har skrevet samfulde 13 numre på albummet. 13 numre fra en en moden mand, der både kan studse over Che Guevara, der engang var hip og nu lever et stille liv i tilbudskasserne, og sukke over at have nået en alder, hvor alt er sagt og gjort, og hvor det kan være svært at finde "A road less traveled". Det er her, at han kommer med en af pladens mange sprogblomster: "I'm no beacon / I'm no saint / I'm a canvas allergic to paint / the light fades with every swing of the gavel / I'm just looking for a road less traveled".

Kenny White giver solokoncert i København den 31. marts klokken 19:30 i Metronomen på Frederiksberg. Der er stadig ledige billetter via dette link



   




      

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder