Uge 9: Povl Dissing og Benny Andersen - Oven Visse Vande

En danskhed, jeg forstår og er stolt af



Foråret er på vej. Selvom meteorologerne truer med vinterens genkomst i næste uge, går vi den lysere og varmere tid i møde. Det føles som et lille mirakel hver gang. Alt det døde og rådne i min rodebunke af en have skal atter erstattes af spirende liv. Det er tid for Benny og Povls hymne til forårssolen.

I Spanien er Povl Dissing indlagt til observation for en hjerneblødning. Han er 79, så det kommer egentlig ikke som nogen stor overraskelse, at han skranter lidt. Det er desværre ret almindeligt i den alder. Alligevel er det umådelig trist. For han synes ikke rigtig nogensinde at have haft nogen alder - han har lydt som en gammel mand, siden han sang "25 minutter endnu" og "Den grimmeste mand i byen" i 1967 og 1968. Det var længe før min tid som musikforbruger, men fra Oven Visse Vande og frem mod samarbejdet med sønnerne på Dissing, Dissing, Las og Dissing-pladerne har Povl altid bare været Povl. Tidløse Povl. Danmarks svar på Tom Waits. En stemme, der sikkert kan lyde forfærdelig, hvis man ikke forstår musikalsk følelsessprog, men samtidig en stemme, der er nærmest overjordisk smuk og ekstremt bevægende for alle, der opfanger andet end overfladen. 

Jeg var ni år gammel, da Oven Visse Vande fandt vej til mine forældres spritnye Beocenter 2002. I parcelhusidyllen med kakkelbord, køkken med korkgulv og Carl Scharnberg i bogreolen. Povl og Benny blev et billede på den danskhed, der var værd at værne om. Milevidt fra den danskhed, Martin Henriksen og andre tågehorn i DF prædiker i dag. Benny og Povls danskhed er fodformet, venlig, nysgerrig, åben, ydmyg, humoristisk, selvironisk og med vid. 

Det er faktisk så venligt, at somme måske glemmer, hvor sublimt det også er. Benny Andersen kunne ikke få en større fortolker af sine tekster end Povl, og Povl kunne ikke ønske sig en mere rammende lyrik at lægge stemme til end Bennys. Povl er en yderst troværdig personificering af det vaklende, kærlighedshungrende menneske, vi blandt andet møder i "Hilsen til Forårssolen" og "Da jeg mødte dig".

Jeg har småtudet en del til "Hilsen til Forårssolen" i mine yngre år, og den giver mig stadig vand i øjnene, når jeg hører den på en rigtig forårsdag. Den er lyden og billederne af min mor, der altid var ude i haven med bagen i vejret, når den lerede jord havde fået de første solstråler. Hun elskede den have. Det er lyden og billederne af mine forældres første kop kaffe i april på den overdækkede terrasse. Men det virkeligt bevægende i den sang er det afsluttende vers: Tag da kun min sidste spinkle mønt / Livets sol er min den sidste del af livet / for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at alt og intet er os givet / og en gang går solen sin runde uden mig / men når forårssolen skinner, lever jeg!

Alt og intet er os givet. Vi har fået livet, men vi aner ikke, hvornår det slutter. Når forårssolen skinner, bliver jeg glad på en særlig måde - og jeg kan genkende den glæde fra mine forældre, mine bedsteforældre og alle de andre, der ikke er her mere. Vi delte dette hjørne af livsglæden. Vi delte det øjeblik.

Jeg gider ikke høre "Hilsen til forårssolen" med et kor. Jeg gider ikke selv synge den. Den sang har kun én værdig fortolker: Povl Dissing. Til gengæld kan jeg genkende mig selv i hans fortolkning. Og jeg kan genkende min far.  

Oven Visse Vande er velspillet og velproduceret, udgivet på Gyldendals pladeselskab, Exlibris. Med musikere som Jens Jefsen på bas, Ken Gudman på trommer, Steen Vig på sopransax, Peter Bastian på fagot, Benny Andersen på klaver og Povl Dissing på guitar, er niveauet højt og ambitiøst. Selv Peter Thorup lagde vejen forbi studiet og for en blå guitar på "Go' nu nat".

Det er Peter Abrahamsen, der producerede, og hvor hårdt han har styret indspilningen vides ikke, men der er truffet nogle kloge valg undervejs. Povls tøvende 12-strengede på "Barndommens Land", fagotten på "Udsigt med kikkert" og saxofonen på "Virus Blues" og "Rosalina". Peter Thorups fabulerende guitar på "Go' nu nat". For ikke at tale om mellemstykket på "Hilsen til Forårssolen", hvor Povls ordløse sang får følelsen til at lette. 

Albummet er en lang sprogleg på velkendt Benny Andersen'sk manér: Min tunge var en åre uden båd viklet ind i en lang, tabt tråd eller der er caries i tidens tand, dens emalje trænger rædsomt til forstærkning. Legen gør tilløbet til et politisk budskab i "Olieblues" meget anderledes end anden politisk musik fra den tid. Det er humoristisk og begavet, når Povl f.eks. synger Kernekraft giver kun mere sårbarhed, fremgang med tremileskridt, ramt af kerne-kræft eller frosset ned, er man så ikke lige vidt? Her er henvisning til både kernekraftens indbyggede kræftrisiko og reaktoruheldet på Three Mile Island (Tremileøen) i USA to år tidligere. Ganske godt klaret af den poetiske skælm, Benny Andersen.

Jeg vil lytte en del på Oven Visse Vande i de kommende uger - og håbe det bedste for Povl Dissing, dernede i Spanien. For som en af mine Facebook-bekendtskaber skrev: "Jeg har været til hundrede koncerter med Povl Dissing, og det er slet ikke nok."

Povl Dissing og Benny Andersen: Oven Visse Vande
Exlibris 1981





  




Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder