Uge 12: Niels Skousen - Hvem er du som kommer imod mig

Jeg har mine drømme - også dem, der brast


Jeg kom engang for skade at kalde Niels Skousen for en dansk pendant til Leonard Cohen. Det var i 2012, jeg sad i uddannelseseksil på et værelse i Charlottenlund og var fuldstændig opslugt af de mange ord på Daddy Longleg og Lyt Til Din Coach. Jeg havde lige besøgt de susende birke i Ryvangen i såvel virkelighed som Skousens ord. Så jeg delte mine tanker på Facebook.

Sammenligningen fik en af mine bekendte, der er Leonard Cohen-fan, til at brokke sig, og den var måske også både utidig og meget lidt konstruktiv. For det går egentlig ikke an at sammenligne Leonard Cohen med nogen som helst. Eller Niels Skousen for den sags skyld.

Og så alligevel. Niels Skousen er i mine øjne den danske sangskriver, der kommer tættest på at give mig det, Leonard Cohen giver - og tilmed på det sprog, der er mit. Skousen er en åndsfælle, og hans betragtninger om livet i et snublende og usikkert årtusinde er altid umådelig vedkommende og stedvis bevægende. Skønt Skousen var ung i den forjættende og berygtede tid omkring 1968 og frem, hvor jeg end ikke var født, kommer der et punkt i alles liv, hvor man tvinges til at skelne mellem dengang og nu. Hvor man erfarer, at den man var, ikke længere er den, man er. Hvor man sammenligner de personlige forandringer med forandringerne i den verden, man lever i. Selvom forandringerne fra de håbefulde og åbne 60'ere til nutidens mistro, krisestemning og indesluttethed må synes gigantiske, kan jeg også se tilbage på mit liv og erkende, at der var engang, jeg sang en anden sang - som Niels Skousen synger i det historiske tilbageblik, "Blomsterne". Jeg kan nikke genkendende til ordene "Da vi vågnede, var gårdene væk - storken var fløjet og der var svin over det hele / og billetautomater, bilkøer, slut med al den snak om at dele / alle havde fået noget og så var det ligesom om historien var slut og klokken var slået / og socialisterne var til grin; der var bare noget, de ikke havde forstået / øst blev til vest og nu var fjenden væk / og pengetanken voksede og voksede til den sprang læk / nu hedder det så: Der var noget, vi ikke fik med / hvad det kan være er der ingen, der ved med sikkerhed / Sådan er det, det der var let er blevet svært / og mørket som var så fjernt engang føles nært / Sådan må det være, alt har sin tid / også skønheden fra dengang er forsvundet bid for bid."  

Det var været betagende at følge Niels Skousen, siden han i 2002 vendte tilbage som sanger og sangskriver efter mere end tyve års fravær. Tyve år, der for mig betød, at det var ham der fra "Landsbyen", som pludselig sang i radioen om en bagskid fra '68. Siden fandt jeg ud af, at han jo fremdeles er sangskriver og musiker. Han var bare kørt træt i musikbranchen. Hans selvbiografi, "Herfra hvor jeg står" fra 2011 er muligvis den bedste musikerbiografi, jeg kan mindes at have læst. Reflekterende, interessant, morsom, bevægende og indsigtsfuld - og tydeligvis uden skyggen af hensigt om at lave et skønmaleri af egne meritter. 

"Hvem er du som kommer imod mig" er det femte regulære album med nye sange siden comebacket i 2002. Selvom pladen kun rummer otte numre, er han umådelig generøs. Det er ikke refrænpop - her er iagttagelser, sprogblomster og tankefoder nok til ti albums for de fleste andre sangskrivere. Der er så meget gods i sangene, at de kunne risikere at give åndlig forstoppelse. Men det hele fordøjes så let som en popsang, fordi Skousen ikke indtager rollen som prædikant. Han er den lune betragter, der mestendels bare gengiver, hvad han ser. Som en landskabsmaler, der også lægger sine egne fortolkninger ind i penselstrøgene uden at gøre et større væsen af sig selv. Her er bare en stille undren - aldrig en facitliste på rigtigt og forkert. Tag bare denne passage, hvor nutidens ateistmode får et lille svirp: "Der er folk der har noget at tro på, de har deres religion / det er ikke det, vi tror på, vi tror det er en illusion / Vi tror på videnskabens faktakasser / vi tror at de andre er stakler og uvidende masser / det er ikke noget vi har helt present hvis vi sku forklare hele rammen / sådan den dybere mening og hvordan det hele hænger sammen / vi tror, der er en forskel på dig og mig  - og en kartoffel rösti / og at vi til sidst skal dø, men det er der ikke megen trøst i."

Niels Skousen har fået en uhyre væsentlig samarbejdspartner i Nikolaj Nørlund. Det er i det lydbillede, som de sammen skabte til "Dobbeltsyn" i 2002, at Skousens sange lever og ånder. Det er et lydbillede, der har reminiscenser af både Leonard Cohen (for nu at inddrage ham igen) og skandinavisk rock- og visetradition. Skousens bløde, mørke stemme er mikset helt frem i front på "Hvem er du som kommer imod mig" - Cohen-style. Det er en umådelig vellydende produktion med god variation - smagfuld uden at ende i en æstetisk forudsigelighed. Tag bare guitarsoloen på "Hvem er du", der er omtrent så skæv som poetens kvababbelser: "Alene med dig selv - stærk eller svag / alt hvad du har samlet sammen bli'r kørt bort en dag."

Min verden ville være en del fattigere uden Niels Skousens poesi. Som gammel socialdemokrat er det svært at manøvrere i nutidens krisestemning og terrortrusler. Jeg husker de glade 90'ere, da jeg som ung, politisk aktiv turde håbe, ligesom Skousen mindes slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, hvor en del var mindre kompliceret end i dag. Hvad stiller vi op med flygtninge- og migrantstrømmene, og hvordan agerer jeg i en virkelighed, hvor humanisme sidestilles med landsforræderi, når endnu en galning kører en lastbil ind i en folkemængde eller sprænger sig selv i luften? I en sådan virkelighed "kan en dag føles så lang, at jeg mister modet" og "et øjeblik så kort, at jeg næsten taber hovedet", som Niels Skousen udtrykker det i "Fjende eller ven". For problematikken har allerede sprængt vores nationale selvforståelse i stumper og stykker. Det samme er efterhånden sket med den åndelige sammenhængskraft i befolkningen. Førhen kunne vi også være uenige - men der var alligevel været bred enighed om målet i horisonten. Jovist, der har altid været yderfløje, men i det store hele var "almindelige" mennesker nogenlunde enige om, hvor vi skulle hen. Der var bare lidt gemytlig uenighed om, hvordan vi bedst kom derhen. Den sammenhængskraft er truet af den nye virkelighed. Meningsudvekslinger på de sociale medier eller over middagsborde har splittet venskaber og familier. For der er jo de færreste, der bryder sig om at få deres menneskesyn eller empatiske evner beklikket. Ligesom de færreste bryder sig om at blive kaldt naiv eller landsforræder.  
Skousen slår atter hovedet på sømmet i sidste vers, hvor han synger "Jeg er oppe imod mig selv - plus alt det andet, jeg har slæbt med / ting som jeg havde forladt forlængst finder endelig sted / Jeg indrømmer det - jeg har brug for alle jer, der står mig nær / selvom det ser ud som om jeg løber og flygter fra jer hver især / Et øjeblik kan smelte os sammen, vi ser det vi længtes efter at se / de go'e gamle gyldne skyer - jeg havde næsten glemt at de var til / jeg ønsker mig ikke en drøm - en monsterplan for det hele / bare en simpel sang som vi kan dele."  

Niels Skousen er et livsbekræftende bekendtskab. Selvom 73 ikke nødvendigvis er nogen alder, er det alligevel imponerende at have så meget på hjerte - så meget at give. Han deler rundhåndet ud af sine drømme - også dem der brast.
   
Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig

Auditorium 2016 (LP eller CD)








Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Uge 45: Keminova Cowboys - Prinsessen af Jylland

En bevægende tur i den indre biograf

Uge 48: Mads Toghøj - Rødder