Opslag

Viser opslag fra 2013

Uforanderlig forandring

Billede
Arbejdet som postbud kan være rædsomt eller det bedste job i verden. Jeg har brugt omtrent tyve år på det, hvor meget har ændret sig og endnu mere er forblevet det samme.  Sandet i timeglasset vælder ned, og jeg kan ane bunken i bunden, der bliver større og større. Jeg har heldigvis ingen anelse om mængden, der er tilbage. Det er en banal iagttagelse, når jeg tænker over den del af mit liv, jeg har levet. Måske er jeg halvvejs, måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg slet ikke nået så langt endnu. Jeg har været postbud i knap tyve år nu, og uanset hvad resten af mit arbejdsliv vil byde på, vil tiden på Horsens Postkontor være en uomgængelig del af mit liv. Hvis jeg skulle være så heldig at kunne leve af at skrive, er der dele af postjobbet, jeg kommer til at savne. Postarbejde kan være rædsomt og opslidende, og det kan være det bedste job i verden. Efter fem timer i vinterregn gør fingrene ondt, alt er vådt, det hele roder og eftermiddagstrafikken pifter om ørerne, så jeg

Vuggeviser, myter og løgne

Billede
Det er godt at sidde for sig selv og småtude til musik i stuen, og det er endnu bedre at have nået en alder, hvor man ikke længere skammer sig over det. Jeg har genopdaget vinylpladerne. Grammofonen har stået der hele tiden, tilsluttet anlægget i stuen, men magelighed og dovenskab havde i en periode reduceret den til en museumsgenstand. Vinylpladerne har også hele tiden stået der. Heldigvis har jeg det på samme måde med musik som med bøger: Den slags smider man ikke væk. Så både min egen vinylsamling og resterne af min faders har overlevet ugidelighedens tid. Det er en helt anden måde at høre musik på. Det er langt mere meditativt og givtigt end streaming i baggrunden eller mp3-filer på telefonen. Det afviger også fra måden, jeg lytter til cd'er. Jeg kan sagtens foretage mig andre ting, mens en udvalgt cd kører i baggrunden, men når først min Denon DP47-F snurrer, foretrækker jeg at sidde lige foran. Betragte pickuppens duvende bevægelser i vinylens riller og suge den analo

De besværlige nuancer

Billede
Nuancerne går ofte tabt, når vi skal høre om den kolde krig. Jeg kan huske den 26. september 1983. Eller rettere sagt: Jeg kan huske dagene omkring den 25. september 1983, fordi min far fyldte 40 på denne dag. Han havde indbudt til mandefrokost, og huset var fyldt med familie og venner af hankøn. Den 25. september var en søndag det år, så mon ikke festen har været holdt dagen før? Det vil jeg tro. Jeg var 11 år gammel i de dage, så jeg var ikke moden til mandefrokost. Jeg måtte fortrække til den samtidige damefrokost hos familie i nærheden, hvor de fordrukne mænds koner kunne være beduggede med større yndefuldhed. Men jeg husker festen ganske godt, fordi jeg og mine fætre fik lov at møde den fordrukne vildskab hen under aften, da frokosten var i opløsning. Disse skæggede, vilde mænd med de rødsprængte øjne. Min pæne og ellers så kontrollerede onkel, kommandørkaptajnen, der hvislede sin lattermilde kæfert ud gennem tænderne. Alle sjoferterne, der stadig hang i tobakstågerne. 

Det handler om venlighed

Billede
Vi er gode til at lovprise kærligheden. Hvad med venligheden? Ricky Gervais' "Derek" er en morsom og rørende hyldest til venligheden - en kraft, der kan definere os som medmennesker, hvis vi gider eller tør. Der er skrevet et par sange om kærlighed igennem tiderne. Faktisk er det utroligt, at en hel del sangskrivere stadig kan causere over emnet uden at forfalde til klicheerne. Jeg blev glad, da Ryan Adams i 2011 skrev en ode til venligheden . " Kindness " var fast inventar på min telefons playliste, da jeg pendlede mellem Horsens og København i de første seks måneder af 2012. Gåturen fra hovedbanen og op til mit praktiksted i Skindergade føltes helt rigtig med ordene "Kindness don't ask for much, but an open mind, kindness can cure a broken heart, honey are you feelin' kind?" i ørerne, mens kamikazecyklisterne fløjtede forbi i morgentrafikken. De fik sgu et smil, gjorde de. Uanset hvor sure eller indebrændte de så ud. "Kindness"

Feminimsen

Billede
Feminimsen former vores liv. Feminimsen? Kan han ikke stave? Jo, det kan han godt. Feminimsen er mit eget, hjemmelavede ord. En sammentrækning af "feminismen" og "fimsen". Kan du fornemme, hvor jeg er på vej hen? Er jeg en chauvinist på jagt efter øretæver? Ingenlunde. Feminimsen er drevet frem af både kvinder og mænd. Den er en ånd i tiden. Den drejer sig ikke om kampen for kvindernes egentlige ligestilling; det er i højere grad en kamp for feminismens åndelige overherredømme. Feminimsen er ikke en kamp for rettigheder; feminimsen er snarere en kastration af den maskuline kraft i både kvinder og mænd. Det maskuline skal opfattes med skamfuldhed. Vreden, det dyriske, det primitive, det farlige - selve urkraften er noget, vi bør skamme os over. Det feminine er det velovervejede, det rationelle og skabende, det maskuline er i sin grundsubstans det uovervejede, lystbetonede og destruktive. Det er feminisme tilsat en god portion fims. Det er en dyrkelse af æsteti

Musik til årstiden

Billede
Debutpladen fra singersongwriteren Peter Mathiasen, der går under navnet Son of Caesar, er et beskedent, stilsikkert og bevægende bekendtskab. En af mine venner postulerede engang, at min musiksmag primært var rettet mod ældre kvinder og mænd med en guitar og et alkoholproblem. Der er naturligvis tale om en grov forenkling og generalisering, men jeg skal da tilstå, at aldrende mennesker med livserfaring ofte har mere at byde på end de unge, der har svært ved at finde på andre rim end hjerte og smerte. I begyndelsen af årtusindet var der en del yngre grupper og solister, der dyrkede melankolien. Det var ofte en uforløst melankoli, en tristesse uden kendt årsag. Man fandt ikke altid ud af, hvorfor man skulle være trist. Det var mere en weltschmerz, vi skulle nyde sammen, mens vi pillede i navlefnulleret, mindedes det hårde liv i de kolde, kolde parcelhuskvarterer og drak Bacardi Breezers. "Skid, eller kom af det lokum" lød det efter sigende fra en roadie i kulissen p

Syltetøjsmadder

Billede
Hvad er vi her for? Hvad skal vi? Jeg fik set køkkenvinduet i dag. Et køkkenvindue, der har ligget bagerst i min bevidsthed i ganske mange år. Det har ikke holdt mig søvnløs, og det har ikke medført tunge spekulationer. Jeg har bare kendt til det køkkenvindue - og hvad det repræsenterer -  i de sidste ti-femten år. Så jeg har egentlig altid gerne villet se det, men jeg er bare ikke tidligere kommet i nærheden. Min kone og jeg skulle hente vores søn fra et kortvarigt lejrophold. Han havde sovet med børnehaven i en spejderhytte tæt på Juelsminde. Jeg savnede den lille mand, selvom han kun havde været væk godt 30 timer. Det var en klassisk spejderhytte, beliggende for enden af en plantagevej, beklædt med rødmalede brædder og med hvide vinduesrammer og -sprosser. Nyopført, efter det gamle brændte ned for år tilbage, men holdt i den gamle stil. Fra terrassen var der udsigt over Juelsminde Bugt med marinaen og den gamle færgehavn mod højre, hvor JKL-færgerne fra Kalundborg engang se

De glemte brødre

Billede
Vi har tre storebrødre, men vi favoriserer den ene frem for de to andre. Det er ærgerligt, for de to andre har så meget mere at byde på end de stereotypier, vi ofte placerer dem i. I maj 1993 sad jeg i Skotland på et lille værelse i kælderen under Carlsberg House, 3, Doune Terrace, Edinburgh EH3 6DY. Jeg var i ulønnet praktik på Det Danske Kulturinstitut, og en del af arbejdsopgaverne var at skrive breve til skotter, der ville vide noget om det lille land mod øst. Jeg skrev postnummeret mange gange den sommer, og det hænger stadig fast tyve år efter. Jeg boede i et værelse i kælderen under instituttet, mens instituttets leder, Finn Andersen, boede med sin familie oppe på 2. sal. I stuen lå kontorerne og på første sal var der et større lokale, hvor lokale kulturpinger ved særlige lejligheder kunne bydes på saltstænger og sur rødvin, mens de så en plancheudstilling om Carl Nielsen eller andægtigt lyttede til en klassisk strygerkvartet fra Varde. Den fornemme, gamle bygning med sil

Giv mig nogle flere madbilleder

Billede
Verdens prinsesser mener, at madbilleder på Facebook er upassende støj. Jeg elsker billeder af friskbagte muffins, selvom jeg ikke er særlig begejstret for den fade og fede kagetype. Da min ældste datter gik i børnehave, stiftede jeg første gang bekendtskab med visse pigers måde at lege på: Hvis man vil være med i legen, er der visse regler, der skal overholdes. Reglerne fastsættes som regel af den pige, der starter legen. Reglerne er ikke nagelfaste og klare fra starten; de fastsættes undervejs. Men de er vigtige. Meget vigtige. Hvis en deltager i legen forbryder sig mod Karoline-Amalies regel om, at Barbie ikke kan flyve, indfinder tragedien sig i de små barneøjne, og konflikten er uundgåelig. Så bliver jeg glad for, at jeg er født med en tap. I en drengeleg er der altid plads til én til, og jo mere autonomt, man opfører sig, desto lettere bliver man dagens helt i skysovs. Nogle piger er værre til at dominere legene med regler end andre. Det er dem, jeg vil kalde prinsessety

Jeg er socialdemokrat ... trods alt.

Billede
Jeg har aldrig forstået de mennesker, der kan "shoppe" rundt i det politiske landskab og skifte parti, som andre skifter gardiner. Er de identitetsløse eller mener de bare meget lidt? "For alle, der kan tænke på andre end sig selv" stod der på socialdemokraternes t-shirts og kampagner engang mod slutningen af forrige årtusinde. Nyrup havde netop fået "four more years" trods hårde odds, og de foregående års succes med vækst, fuld beskæftigelse og en stærk økonomi havde pustet til selvfedmen i regeringspartiet. Gud, hvor vi klappede. Jeg var delegeret til flere socialdemokratiske kongresser dengang, og hænderne var tæt på hudløse, når jeg drog hjem fra kongrescentret i Aalborg. Ingen minister, tidligere minister eller udenlandsk gæst var så betydningsløs, at vi ikke lige kunne tage en stående ovation. En lang en. Jeg tror sågar, at Ritt fik en. Det skyldtes dog nok, at hun på det tidspunkt arbejdede i sikker afstand i Bruxelles. Ovationerne så jo og

Romantik som livsvilkår

Billede
Jeg er romantiker. Givetvis håbløs. Og nej, det har intet med ternede duge, spaghetti med kødboller eller den udkårnes smukke øjne i stearinlysets skær. I denne afart af romantikken er jeg vist ikke så velbevandret, som min kone gerne vil have. Næh, romantik er for mig noget helt andet. Min svenske helt Ulf Lundell har beskrevet det ret koncist i sangen "Ut ur mörkret" : " Är inte alla romantiker? / kan en människa va nånting annat / om hon vill leva det här livet rätt och riktigt?" Hvis man vil leve livet ret og rigtigt, må man nødvendigvis være romantiker, mener Lundell. Jeg vil give ham ret. For med de beske nyhedsstrømme, der hældes i svælget på os fra vi vågner og til vi falder i søvn, må man nødvendigvis være romantisk anlagt, hvis livssynet skal forblive optimistisk og positivt. Der er jo ikke noget at smile af for tiden. Landet er ved at gå rabundus og islamisterne står i kø for at brænde vores flag, skyde vores kvinder og voldtage vores kæledyr. El

Hjertet slår i valsetakt

Billede
Mange kloge mennesker har begået tommetykke værker om musikken, hvad den gør ved os - og ikke mindst hvorfor den gør det ved os. Hvorfor opfatter vi mol som trist og dur som glad? Hvordan definerer man musik? Jeg har for en del år siden prøvet at læse Peter Bastians fine og roste bog, "Ind i Musikken", og værket levede da også op til sin titel: Jeg fik lyst til at sætte en plade på og forsvinde ind i musikken - og ud af bogen - hver gang, jeg havde kæmpet mig igennem et par sider. Jeg vil ikke undervurdere Peter Bastian. Han ved bestemt, hvad han skriver om. Men jeg har det svært med at forholde mig teoretisk til noget, der er så følelsesmættet som musik. Det går i hvert fald ikke ret længe ad gangen. Jeg vil på ingen måde forsøge at gøre mig klogere end mennesker, der har studeret musikvidenskab eller på anden måde arbejdet teoretisk med musik. Tværtom. Hvis vi er på livets store hundefoderfabrik, er jeg gadekrydset, der står ude på parkeringspladsen og snuser ind.

Ujævn film om Glistrup og Spies

Billede
Christoffer Boe har begået en underholdende men ujævn film om rejsekongen Spies, skattefrihedskæmperen Glistrup og deres usædvanlige parløb. Jeg var lidt forbeholden, da en venlig sjæl tilbød mig en fribillet til aftenens forpremiere på filmen Spies & Glistrup. Jeg havde set det første preview og fandt ved første øjekast, at der var lidt for meget parodi i Nicolas Bros Glistrup og Pilou Asbæks Spies. Det er en enorm udfordring at gengive to personer, som vi alle mener at kende godt, både hvad statur, fremtræden og stemmer angår. Glistrups kluntede vralten og drevne bornholmske og Spies' nonchalante gang og nasale, overklasse-Helsingør-dialekt. Det bliver let parodisk. Men de to klarer udfordringen imponerende godt. Undervejs kan man sagtens leve i illusionen om, at det er Spies og Glistrup oppe på lærredet. Til forpremieren introducerede Christoffer Boe og Pilou Asbæk filmen, og Pilou forklarede, at han havde opsøgt Anders Matthesen, der jo tidligere - med betydelig su

Buddha og rodekassen

Billede
På reolen står en Buddha. Eller rettere: Sidder. Skåret i en ukendt træsort, der efter overleveringen bliver blank, når man trakterer den med næsefedt. Gnid tommelen på næseryggen  og derefter over Buddha, så bliver han flot og blank med en rødbrun glød. Ulækkert? Nej da. Det er jo ikke bumsesaft, der er tale om; Buddha er for modne mænd, der er ovre det pjat. Min fars næsefedt sidder sikkert et sted derinde i træet. Det var hans. Buddha sad på reolen over fjernsynet og overlevede både Otto Leisner, Mylius og andet quiz og knas. Selv 80'erne kom den trinde humørbombe igennem. Det var vist i 80'erne, han blev tandløs. Måske var det årtiets overfladiske fokus på penge og succes, eller også var det blot mine nysgerrige fingre, der fik pillet tandsættet ud af Buddha. Måske var det elfenben. Sikkert plastic. Buddha vågede over stuen i mit barndomshjem. Med sin runde mave, fede kinder og veltilpasse smil. Hvor kom han fra? Det vidste jeg egentlig ikke. Min far havde ganske vis